Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kung-fu-tse - Kungsbacka
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Konservativ og antikvarisk interesseret som
K. var, blev det gl. og omfattende
Ritualsystem, der er ejendommeligt for Kina, ham et
vigtigt Anliggende, og han tillagde disse
Reglers nøjagtige Overholdelse: Ofrene til
Guderne og til de Afdødes Aander, den største Bet.
for Statens Bestaaen og Folkets Velfærd. Selv
ofrede han til de Døde, »som om de var
nærværende«, og han iagttog de traditionelle
Høflighedsskikke med stor Omstændelighed.
Ogsaa den gl. kultiske Musik henrev ham til
Begejstring. Al denne Pietet staar i besynderlig
Modstrid med adskillige Ytringer af K., som
i vore Øren lyder ganske fritænkeriske; om
ikke at tænke paa de Døde ell. befatte sig med
dem, saa længe der er nok at gøre med de
Levende, og navnlig hans Ord til Disciplen
Tsze-lu, som vilde bede for ham under en
Sygdom: »Jeg har i lang Tid ikke bedt«. Man
maa imidlertid betænke, at den kin. Fromhed
er mere institutionel end personlig og væsentlig
bestaar i at udføre de ydre Handlinger, som er
nødvendige for at vedligeholde Harmonien
mellem Staten ell. Familien og de oversanselige
Magter, der repræsenterer Himlens Villie, men
i Virkeligheden kun er Udtryk for Naturens
Orden ell. Livets Nødvendighed. Saaledes
synes K. ogsaa at have opfattet den religiøse
Forpligtelse. Han nævnede kun sjældent, og i
sine senere Aar aldrig, Shang-ti (den
personlige Himmelgud), men foretrak den
upersonlige Betegnelse af Himlen: Tien. Men paa
dennes Magt stolede han fuldt og fast, betragtede
sig som dens Organ og dens Villie som
bestemmende og ubøjelig. »Mennesker forstaar
mig ikke, men Himlen er der, den kender mig«.
»Himlen har skabt den Dyd, som er i mig,
hvad kan et Menneske gøre mig?« — i
saadanne Ytringer finder man en ophøjet Tro paa
en retfærdig Verdensorden, som styrer alle
Ting, og i hvilken den Retsindige finder Støtte
og Hvile. I sit Verdensbillede, som i sin
personlige Holdning minder han saaledes, inden for
den europ. Antik, om Stoicismen.
Til denne Verdensanskuelse svarer K.’s
Morallære, der helt igennem hviler paa
Retfærdighedens Idé og paa Menneskets og
Statens Forpligtelse til at udøve denne Dyd. I
Modsætning til den samtidige Mystiker
Lao-tse’s Lære om Mildhed og Tilgivelse mod alle,
hævdede K. en jur. Gengældelse i Ondt og Godt:
»Er jeg god mod mine Fjender, hvorledes
skal jeg da belønne mine Venner?« »Godhed
mod Godhed, Retfærdighed mod Uret« var hans
Princip. Han har udtalt den samme moralske
Gensidighedsformel, som ogsaa findes i den
evangeliske Bjergpædiken, — blot i negativ
Form: »Gør ikke mod andre, hvad du ikke
vil, at de skal gøre mod dig«. Som Helhed er
hans Etik optimistisk: han forudsætter, at den
menneskelige Natur — som skabt af den
retfærdige Himmel — er god, d. v. s. anlagt paa
Retfærdighed, og at Mennesket derfor selv maa
bære Ansvar og Skyld for sine onde
Gerninger. Af senere Disciple betegnedes K.’s Moral
som hvilende paa Velvillie, men man
bebrejdede ham, at han blot talte om Villien og
Tanken, og ikke, som den senere Meng-tse,
om Følelser og Lidenskaber ell. lærte
Mennesker at forædle denne Side af deres Natur.
Medens denne Etiks objektive Norm
saaledes er Retfærdighed, bliver dens personlige
Norm Pietet, — den kin. Grunddyd, som
behersker alle dette Lands Systemer, og som
er Grundlag for Familieliv, Stat og Religion.
Den ytrer sig i sønlig Ærbødighed mod
Levende og Døde, Lydighed mod Ældre og
Overordnede, og endelig i den ejendommelige
Høflighed, som tillige omfatter det vidtløftige
Ceremoniel, i hvilket det kin. Dagligliv og
Statsliv er indspundet. Den Iver, med hvilken K.
hævder alle saadanne Regler, fjerner hans
Etik meget langt fra vor vesterlandske; men
den er ægte kin., og den Ordning af dette
store Folks nationale Liv, som gaar tilbage til
K., har vist sig at være overordentlig gavnlig
for det. I hvert Fald har den bevaret
Kinesernes Kultur og Ejendommelighed gennem
halvtredie Aartusind«, medens andre,
jævnaldrende Oldtidsfolk forlængst er udslettede, og Kina
har i dette lange Tidsrum været af
uberegnelig Bet. for hele Østasiens Kultur, ligesom
Folket selv — i Modsætning til de fleste andre
Folk paa Jorden — i høj Grad har befundet
sig vel og prist sin lykkelige Lod.
Intet Under, at Kineserne da ogsaa priser
den Mand, hvem de tilskriver disse heldige
Ordninger. Den Paaskønnelse, som begyndte
straks efter hans Død, blev ganske vist afbrudt
under den Absolutisme, der i K. saa en farlig
Repræsentant for den overvundne Feudaltid;
ja i Aaret 215 f. Kr. lod Kejser Shi-hoang-ti
alle konfucianske Skr, som kunde skaffes til
Veje, opbrænde. Senere steg imidlertid K.’s
Anseelse igen og hævede sig endog til en
religiøs Dyrkelse. I Rigets Pantheon indtager
han den 6. Plads, umiddelbart efter de
kejserlige Aner, og han dyrkes sammen med sine
egne Aner og 70 Lærere, som tilhører hans
Skole. I Peking, hvor hans Statsstempel staar
tæt ved Landets Hovedalter, bringes der ham
store Ofre, tidligere endogsaa af Kejseren selv,
og i alle Provinsernes Hovedstæder findes der
Templer til hans Kultus, ligesom Kejseren,
naar han kom til Shantung, maatte ofre i
hans Fødestads Gravtempel. Ogsaa den kin.
Filosofi stiller sig i umiddelbart Forhold til
K. og nedleder sine Lærer fra ham, selv hvor
disse i Virkeligheden har fjernet sig meget
vidt fra dette Udgangspunkt. (Litt.: J.
Legge, Life and teachings of Confucius, 4. Udg.
[London 1875]; Plath, »Confucius u. seiner
Schüler Lehren«, 1—4 [München 1866—74]; v.
d. Gabelentz, »Confucius und seine Lehre«
[Leipzig 1888]. Prøver af konfuciansk Litt. af
W. Grube i A. Bertholet,
»Religionsgeschichtlicher Lehrbuch« [Tübingen 1908] og af
H. Haas i E. Lehmann og H. Haas:
»Textbuch zur Religionsgesch.«, 2. Opl.
[Leipzig 1922]).
Edv. L.
Kungsbacka, By i Halland, Sverige, ligger
2 km fra K.-Aaens Udløb i K.-Fjord. Efter
fuldstændig Ødelæggelse ved Brand (1846) er Byen
genopført med lige og brede Gader og smaa,
kønne Huse. Næringsveje: Handel og Skibsfart.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
