Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kultur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Foranstaltninger og disses Alvor. Paa højere
Udviklingstrin kan der imidlertid iagttages en
Stræben efter at komme ud over disse
Tilstande. Bl. Religionerne har navnlig Islam sat sig
til Opgave at begrænse Stammelivet, ligesom de
store Religioner i Reglen har skabt sociale
Enheder, der principielt ophævede dette. Sin
kulturelle Mission har disse primitive Grupperinger
imidlertid haft i at udvikle Forskelle i
Mennesketyper, Livsformer og Virkemaader, i at
fremkalde Specialdygtighed og saaledes skabe et
Kredsløb i Menneskeheden, der ikke kunde
opnaas under tidligere Ensartethed. Det samme
gælder i endnu højere Grad de senere
optrædende Grupperinger Kaster og Stænder,
af hvilke navnlig de første har tjent til at
specialisere Uddannelse og Virksomhed. I Indien,
hvor denne Ordning gennem Aartusinder har
frembragt de mest glimrende Resultater,
hævdes det endnu, at den — trods det Tryk, den
lægger over den enkelte — i Længden vil vise
sig Europas frie Arbejdsordning overlegen.
Stænderne, der beherskede vor Verdensdels
Samfundsordning indtil den fr. Revolutions
principielle Brud, men som fortsatte sig faktisk,
indtil Næringsfriheden og de nugældende
Parlamentsformer sejrede, har haft en lgn. Bet.
for Fagdygtighed og Livsformer (Riddervæsen,
Haandværkslav, Bondesæder o. s. v.). Det er
først med 19. Aarh.’s Europa, at
Samfundsdelingen som Ideal og i Praksis er blevet afløst af
Ligestilletheden. Men samtidig begyndte
Arbejdets Deling at differentiere Menneskene og en
ny Samfundsdeling efter økonomiske Linier
(Fagforeninger og andre industrielle og
merkantile Sammenslutninger) at gøve sig gældende
som et Vidnesbyrd om, hvor nødvendig en
Gruppering er for Samfundslivet. For K. har disse
økonomiske Inddelinger med deres udelukkende
materielle Hensigter mindre Værdi end de
tidligere Samfundsdelinger, der tillige skabte
afsluttede og traditionelle Kulturkredse.
Samtidig med, at disse Samfundsrammer
fæstnede sig, har ydre og indre sociale Former
arbejdet sig frem og skabt ell. skærmet
K.-Livet, udformet det til større Helheder ell.
fordybet og forfinet det. Med de højere Religioner
begynder det, man i Alm. kunde kalde
Kirken, at indsmelte de øvrige K.-Værdier under
sig, saaledes især Parsismen, Buddhismen, Islam
og den kat. Kristendom, der alle ved deres
Fremkomst har virket løftende og frigørende
saavel socialt som personligt og i lange Tider
har forædlet og beskyttet K. Men ogsaa disse
har deres Tid som K.-Bærere, og med deres
Stivnen i Selvformaal mindskes deres kulturelle
Bet. I fremadstræbende Samfund er de blevet
mere ell. mindre afløste af Staten som
Kulturens ydre Grundlag. I Oldtiden fuldt udviklet
i Kina og Romerriget, i nyere Tid først igen
klart udfoldet under Renaissancen og i den
fyrstelige Absolutisme, der fremgik af denne, har
Staten, støttet af den sig samtidigt udformende
jur. Retsordning og Embedsvæsenet, gjort K. til
sit umiddelbare og bevidste Formaal; i den
moderne Socialstat er dette i endnu højere Grad
Bestræbelsen ell. i hvert Fald Idealet. Ved
denne, som ved alle tidligere Institutioner gælder
det, at de virker gavnligt, saa længe de ogsaa
virkeligt gør K. og ikke sig selv til Formaal;
men meget ofte har Staten ligesom Kirken ved
at gøre sig til Formyndere for K. faktisk
nemmet den i St f. at fremme den.
Idet Staten med sine større og mere almene
Former væsentligt ophæver Stamme- og
Kastelivet, tjener den middelbart til at fremme den
stærkeste af alle Privatlivets K.-Former,
nemlig Familien, der da ogsaa i statsordnede
Oldtidssamfund som Kinas og Roms fik stor
Selvstændighed. Dog har der været Samfund,
der i og for sig selv var patriarkalsk ordnede,
som f. Eks. Israelitternes. I Middelalderens
Europa tiltog Kirken sig Formynderskabet over
Familien, ligesom den ønskede at gøre det med
Staten, og det er interessant at iagttage, at
Reformationen samtidigt konsoliderede Staten og
Familien. Familiekulturen, som nu er ved at
forsvinde i vore Samfund, har ikke blot været
grundlæggende for det personlige og moralske
Liv, men har tillige haft Bet. for det økonomiske
Liv, idet Familien dannede produktive Enheder
og udviklede en Husindustri, og senere som
konsumptive Enheder udgjorde en samlet
Købekraft med fælles Forbrugsinteresser. Ved denne
i Reglen meget konservative Gruppering kunde
Typer og Individualiteter udvikles og bevares
(saaledes i Middelalderens Feudal-Adel), og der
skabtes i Borgerlivet et Værn mod den
nivellerende Indflydelse, der udgik fra det bestandigt
stærkere paatrængende Byliv.
Byernes Fremkomst — efter Agerbruget
vistnok den mest afgørende Nydannelse i
Kulturlivet — har givet dette en udskiftende og
udlignende Bevægelighed, hvilket hænger sammen
med, at Byerne fornemmelig har fremmet
Købmandskab og Haandværk. Men ogsaa den egl.
Underklasse har gennem Byerne kunnet hæve
sig til Delagtighed i K., saaledes allerede Roms
Plebejere, i vore Dage Arbejderstanden. Den
K.-Type. Byerne hidtil især har skabt, er
imidlertid Borgerlivets, og dettes Udvikling følger
med Byernes Opkomst, i Grækenland og Rom,
under Renaissancen og hos Hanseaterne, i de
lutherske og især de kalvinske
Reformationslande. Bylivet har tillige givet Navn til den ydre
Kultiverethed i Livsformer og Omgangstone, der
i snævrere Forstand kaldes Civilisation (af lat.
civilis — borgerlig), men som naturligvis har
sine Rødder i tidligere Overklasseformer.
Gennem Borgerstanden fik disse dog videre Omfang
og Gyldighed, ligesom ogsaa den Kulturlivets
Udvækst, der kaldes Luksus, vandt større
Udbredelse med det velhavende Borgerskab.
I denne Sammenhæng er der Grund til at
omtale den Rolle, Klæderne har spillet i K.’s
Historie. Disse er i sig selv snarere et Produkt
af K. end en klimatisk Nødvendighed, thi ogsaa
i Kulden (Ildlandet, Labrador) har man fundet
nøgne Stammer, og i samme Land, — f. Eks. i
Orienten — kan Børnene løbe nøgne om og de
Voksne være tæt beklædte. Men saavel for den
sociale som for den personlige K. har Klæderne
haft stor Bet. Samfundsforskellenes Symboler,
der før udtryktes i Haarfletning, Tatovering ell.
Hudmaling, fjernes fra Legemet og lægges over
i Klæderne. Idet Legemet dølges for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
