Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Krumkimede - Krumkniv - Krummacher - Krummedige - krumme Flader - krumme Linier - krummet ell. krumt (Æg) - Krumning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Amarantfamilien, Salturtfamilien, Phytolaccaceæ,
Portulakfamilien, Nyctaginaceæ og Aizoaceæ
(se nærmere disse).
A. M.
Krumkniv, se Segl.
Krummacher [’kromakər], 1) Friedrich
Adolf, tysk reformert Teolog og
Parabeldigter (1767—1845), tilhørte en Slægt, der i fl. af
sine Repræsentanter var med til at bryde
Rationalismens Herredømme og bane Vej for nyt
religiøst Liv. Han virkede først som teol. Prof.
i Duisburg fra 1800, senere som Præst. 1806
blev han Præst i Kettwig, 1812
Generalsuperintendent i Bernburg og 1824 Præst i Bremen.
Især blev han dog kendt gennem sine
»Parabler« (9. Opl. 1876). (Litt.: A. W. Möller,
»F. A. K. u. seine Freunde« [1849]).
2) Friedrich Wilhelm, tysk reformert
Teolog, ovenn.’s Søn (1796—1868). Hans
væsentligste Livsgerning faldt i Wupperdalen, hvor
han var Præst, blandt andet i Elberfeld. 1847
kom han til Trefoldighedskirken i Berlin og
1853 som Hofpræst til Potsdam. Han var en
vældig Prædikant og en glødende Modstander
af Rationalismen. Han har udgivet mange
opbyggelige Skr og Prædikensamlinger; særlig
maa nævnes »Elias der Thisbiter« (6. Opl. 1874).
(Litt.: »F. W. K., eine Selbstbiographie«
[Köln 1869]).
3) Gottfried Daniel, foreg.’s
Farbroder, tysk reformert Teolog (1774—1837), var en
af de mærkeligste Skikkelser fra den religiøse
Gennembrudstid i Wupperdalen. Her virkede
han fra 1816 som Præst i Elberfeld. Hans sære,
i manges Øjne frastødende, men dog fængslende
Personlighed vakte stærkt Røre, han var en
ivrig Tilhænger og Forkynder af den mest
gennemførte Prædestinationslære og forbandt den
med en kraftig og alvorlig Pietisme, der
imidlertid til Tider truede med at tage en sekterisk
Retning. (Litt.: E. W. Krummacher, »G.
D. K.’s Leben« [Elberfeld 1838]).
(J. P. B.). A. Th. J.
Krummedige, ældgammel holstensk
Adelsslægt, hvis Hjemstavn var Ottenbüttel i Aspe
Sogn, men som tog Navn efter Borgen
Krummendick ved Itzehoe, der imidlertid allerede
1410 kom i Rantzow’ernes Besiddelse. Slægtens
Vaaben, en Sølv Lind i blaat Felt, paa
Hjelmen to Sølv Vædderhorn, har maaske givet
Anledning til Tilnavnet von dem Busche, som
en enkelt Linie benyttede. Hasso af
Ottenbüttel nævnes 1149. Snart spillede Slægten en
betydelig Rolle indenfor Holstens Adel. Hr.
Marquard K. kom til Sverige i Slutn. af
14. Aarh. Hans Sønnesøn, Hr. Eggert
Eggertsen K. til Skällenäs (d. c. 1488), sluttede
sig til Danmark, blev Rigsraad og var 1484
dansk Sendebud til Mødet i Kalmar. Maaske var
nævnte Hr. M. K. Fader til Hr. Hartvig K.,
som man ellers har anset for at være en Søn
af den nedenn. Drost Erik K. Hr. H. K. kom til
Norge som Lensmand, bl. a. paa Akershus,
blev norsk Rigsraad og 1453 Norges Riges
Hofmester. Han bidrog væsentlig til, at Kristiern I
valgtes til norsk Konge. Hans Søn, Hr.
Henrik K. (d. 1530), Slægtens mest kendte Mand,
fik 1487 Akershus, 1489 Baahus i Forlening og
nævnes samtidig som norsk Rigsraad.
Sidstnævnte Sted belejredes han 1502 af den
svensksindede Knud Alfsen af Slægten »Tre Roser«,
K.’ernes Dødsfjender. Han fik imidlertid
Undsætning af den unge Prins Kristiern (II) og
togede derpaa mod Akershus, hvor Hr. Knud nu sad
som Lensmand. Hr. H. K. lod ved denne
Lejlighed Knud Alfsen og fl. Ledsagere nedhugge
paa sit Skib i Oslo Havn, trods givet Lejde,
hvilket førte til Uroligheder, hvorfor han
forflyttedes som Lensmand til Holbæk. Senere sad
han 1507—18 paa Laholm, udmærkede sig under
Krigen mod Sverige, var 1510 øverste Kaptajn
til Søs og slog Lybækkerne ved Nakskov. Da
Krigen med Sverige atter udbrød 1517,
forlenedes Hr. H. K. med Varberg. To Aar efter faldt
han i Unaade hos Kristiern II, mistede
Varberg og alle sine norske Len og forsonedes først
1523 med Kongen for straks efter at slutte sig
til Frederik I. Han sendtes nu til Norge for at
bringe Landet under den ny Konge, løste
Opgaven med stor Dygtighed, idet han dog
samtidig paadrog sig det norske
Selvstændighedspartis Had og fandt en mægtig Fjende i den
rænkefulde Vincents Lunge, Statholderen
nordenfjelds. Han mistede atter sine norske Len,
blev udstødt af det norske Rigsraad og
landsforvistes. 1528 fik han Lenene tilbage og
ledsagede det flg. Aar Prins Christian (III) til
Norge for at bringe Orden i Forholdene. —
Biskop Albert K. i Lybæk (d. 1489) blev oftere
benyttet af Kristiern I som Sendebud til
Udlandet. — Hr. Erik K. til Rundtoft (d. 1439)
var Drost i Sønderjylland og Lensmand paa
det til Dronning Margrethe pantsatte Tønder
Slot, brød imidlertid med Dronningen og
erobrede 1411 Flensborg fra de Danske. To Aar
efter sluttede han sig dog til Kong Erik, under
hvem han fik den største Indflydelse, navnlig
i Kongens sønderjydske Politik. Han blev
Medlem af Rigsraadet og Lensmand paa Aalholm.
Hans Sønnesøns Søn, Rigsraaden Erik K. til
Alnerup (d. 1541), var en af Hovedmændene
mod Søren Norby og 1535 en af Anførerne i
Øksnebjergslaget. — Slægten uddøde 1598 med
Henrik K. til Beke og Aspe. I Danmark og
Sverige var den allerede uddød tidligere.
P. B. G.
krumme Flader (mat.) ɔ: Flader, af hvilke
ingen Del er plan. Se Flade.
Chr. C.
krumme Linier (mat.) ɔ: Linier, af hvilke
ingen Del er ret (se Kurver).
Chr. C.
krummet ell. krumt (Æg), se
kampylotropt.
Krumning (mat.). Betragtes paa en plan
Kurve en lille Bue, der ikke skæres af nogen
af sine Tangenter, er det naturligt som Maal
for dens Middelkrumning at bruge Forholdet
mellem den Vinkel, som en Tangent drejer sig,
medens dens Røringspunkt gennemløber Buen,
og Buens Længde. Vinklen skal her udtrykkes
ved Buen med samme Gradeantal paa en
Cirkel, hvis Radius er = Længdeenheden. Som
Maal for Kurvens K. i et Punkt, P, bruges den
Grænse, hvortil Middelkrumningen for en Bue,
indeholdende P, nærmer sig, naar Buen
aftager til 0, altsaa Forholdet mellem den
uendelig lille Vinkel, Kontingensvinklen,
mellem de to Tangenter (ell. Normaler) i
Buens Endepunkter og Buens Længde. Ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
