Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kristofersen, Kristofer Lorentz Hornemann - Kristologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kristofersen, Kristofer Lorentz
Hornemann, norsk Forf., f. i Trondhjem
11. Marts 1851, d. i Kria 10. Septbr 1892. Efter
Studentereksamen interesserede han sig
væsentlig for litterære Sysler og Politik. 1881 drog
han til Amerika, hvor han blev Medarbejder
i det af Markus Thrane udgivne Socialistblad.
En Tid var han hjemme igen og blev Redaktør
af Kristiansunds og senere Aalesunds
Venstreblade. 1885 udkom hans Skitsesamling »Fra
Strand og Gade«. Han lagde nu sit politiske
Arbejde hen og viede sig helt til Litt.: i en Rk.
større Fortællinger skildrede han den
paagaaende politiske Kamp: »Vårdise« (1886),
»Løvsprætt« (1887), »Rydningsmænd« (1887) og
»Verdens Herre« (1888). Efter et Forsøg paa at
skrive hist. Romaner (»Pram. Billeder fra
forrige Aarh.« [1889]) vendte han sig atter til
Samtidsskildringen: »Kjelbotten Sanatorium«
(1890) og »Ravnekrok-billeder« (1891).
Imidlertid havde han paa ny syslet med Politikken
som Redaktør i Fredrikstad, samt med
Statsstipendium opholdt sig udenlands. Aaret før sin
Død udgav han sit Hovedværk, Romanen »Paa
Forpost« (1892), med sin gl. Ven, den
uafhængige og radikale O. Fjørtoft som Centralfigur.
(Litt.: N. J. Sørensen og R. K., »K. K.«
[i »Bogvennen« 1897—98]).
(C. Br.). E. S-n.
Kristologi (gr.) er Læren om Kristi Person.
Den er først givet i Grundtræk i Ny Test.
senere udviklet inden for Kirkelæren. Det er
i Tilknytning til Forjættelserne i Gl. Test., at
Jesus først selv og siden hans Apostle
fremstiller hans Værdighed som Messias. Men
denne gaar langt ud over den
gammeltestamentlige Ramme. I Tilknytning, til Dan. 7, 13 kalder
han sig for »Menneskesønnen«, og mere og
mere bestemt hævder han for sig
Anerkendelsen som Guds Søn, Matti. 16, 16. 26, 64. Herved
tænkes først paa hans Stilling som den af Gud
udvalgte, der er bestemt til at grunde Guds
Rige, og gennem hvem Gud aabenbarer sin
Vilje fuldkomment for Verden; der hører
hertil den fuldkomne etiske Forening med Gud.
Først i anden Rk. kommer hans metafysiske
Ophøjethed i Betragtning. De første
Antydninger i denne Retning om hans indre
Forhold til Faderen foreligger i Math. 11, 27.
Ellers er det fornemmelig Beg. og Afslutningen
af hans Liv, som tænkes udmærket paa
særegen Maade. Undfangelsen ved Helligaanden
paa den ene Side, Math. 1, 17, Luk. 1, 26 ff.,
og Opstandelsen, Himmelfarten samt
Genkomsten til Dommen paa den anden Side danner
den videre Ramme om hans Liv. Men det er
især i den Johanneiske og den Paulinske
Teologi, at Hovedvægten lægges paa Kristi
Væsens enestaaende metafysiske Karakter. Hos
Johannes sker det ved Anvendelsen af
Logoslæren paa hans Forhold til Gud; det er især
udført i Prologen til Evangeliet. Som den, der
er Guds evige Ord ɔ: hans Væsens fuldkomne
Aabenbaring, er han altid eet med Gud; det er
fornemmelig hans Præeksistens, som herved
bliver fremhævet, Joh. 8, 58. 17, 5. Ogsaa hos
Paulus er hans personlige Præeksistens
hævdet, og hans Menneskeblivelse er set som en
fri Handling fra hans Side, der er foretagen
af Hensyn til Menneskeslægten, 2. Kor. 8, 9.
Fil. 2, 5 ff. Men samtidig betragter Paulus ham
som den anden Adam, 1. Kor. 15, 45, som
Alskabningens førstefødte, der er det ideale
Maal for det skabte, Kol. 1, 15 ff. Hvor højt
saaledes Ny Test. hæver Sønnen, er det dog
bestandig i Sammenhæng med Verden, at han
opfattes, som det fuldkomne og enestaaende
Aabenbaringsorgan over for denne.
Det er nu dette Trosfaktum, Guds
Aabenbarede i et enkelt Menneskeliv, som stiller sig
frem for den kristne Tænkning som det store
Problem, der skal klares. Efter hele
Karakteren af den filosofiske Dannelse, som raadede
i Slutn. af Oldtiden, og som derved kom til at
indvirke bestemmende paa den første kristne
Læreudvikling, maatte det blive den
metafysiske Side af Problemet, som kom til at træde i
Forgrunden. Hvorledes kan den uendelige,
absolutte Gud tænkes forenet med den endelige
begrænsede Menneskenatur til een Person?
Saaledes maatte Problemet blive formuleret.
Det er forstaaeligt, at man ikke lige straks
kom til at tage det under Behandling. I 2. og
3. Aarh. er det nærmest kun om Kristi
Guddommelighed, at der strides. Under jødisk
Paavirkning søger Ebjonitterne at nedsætte
Jesus til et blot Menneske, en stor Profet,
medens den gnostiske Religionsfilosofi paa rent
hedensk Maade søger at skille Kristi ideale
Væsen, der opfattes som en upersonlig Idé,
fra Jesu historiske Menneskeliv; kun paa mere
ell. mindre tilfældig Maade tænker man sig en
Forbindelse mellem disse. Begge disse
Anskuelser blev afviste af Kirken som kætterske,
men de dukker dog i Forklædning frem igen
inden for den kirkelige Ramme. Det er i
Monarkianismen, saaledes kaldet, fordi den
betoner Enheden i det guddommelige Væsen;
nogle af dens Tilhængere søger at hævde
Enheden ved at gøre Kristus til Aabenbarelsen af
en guddommelig Kraft (Dynanisme), andre vil
opnaa det samme ved at fremstille hans
Væsen som en Side (modus) af det guddommelige
Væsen (Modalisme). Dette er dog kun
Forspillet til den store Kamp, som udkæmpes mellem
den fra den antiochenske Skole udgaaede
Arius og den alexandrinske Skoles ypperste
Repræsentant, Athanasios. Den første vil gøre
Kristus til et Slags Mellemvæsen mellem Gud
og Menneske, den sidste hævder hans
Væsensenhed (Homousi) med Faderen. Ved
Kirkemødet i Nikæa 325 fik Kampen sin Afslutning,
idet Kristus erklæredes for sand Gud, avlet,
ikke skabt, i Væsensenhed med Faderen.
Men hermed er altsaa Problemet indladt i
sin Skarphed. Hvorledes kan det uendelige og
det endelige forenes i Kristi Person? Da det
guddommelige i Kristus nu er hævdet efter
dets hele absolutte Karakter, bliver der kun
to Udveje tilbage. Enten maa man løsne
Forbindelsen mellem de to Naturer, hvad ganske
vist vil gaa ud over Personens Enhed, ell.
man maa forflygtige den menneskelige Natur
til en vis Grad. Den første Vej vælges af de
Teologer, som hører til den antiochenske Skole.
Efter Patriarken Nestorius benævnes denne
Anskuelse som Nestorianisme. Der læres her,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
