Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kristendommen - Kristenforfølgelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Troens Bekostning, og Kristus forsvinder
bag Helgenernes Skare. Ogsaa Middelalderen
selv har ofte haft en levende Fornemmelse af
Afstanden fra den opr. K.
Det er Bet. af Reformationen i 16. Aarh., at
den har forsøgt at føre K. tilbage til dens opr.
Skikkelse. Den støtter sig til Ny Test., idet den
dog fornemmelig lægger Paulus’ religiøse
Betragtning til Grund. Det er bekendt nok, at den
ingenlunde har ført Kritikken igennem over
for alle Dogmerne; de store teologiske
Afgørelser i Oldtiden er i det hele blevne anerkendte.
Men der kan ikke godt være Tvivl om, at K.’s
Væsen her anderledes klart er erkendt end i
lange Tider. Udgangspunktet er ligesom i den
opr. K. taget i det etiske, i
Samvittighedsforholdet. Herudfra er Syndens og Naadens
Realiteter klart fremstillede. Fremdeles er Kristi
Person atter stillet i Midtpunktet af det
religiøse Liv. Og endelig er ogsaa det naturlige
Menneskeliv sat i en saadan indre Forbindelse
med Guds Rige, at Opgaven for den Kristne
paa den ene Side bliver at tage alt, hvad der
sker, med Tak af Guds Haand og paa den
anden Side med Troskab at udfylde det Kald,
som er ham tildelt. Alligevel maa det
indrømmes, at det ikke i det enkelte er lykkedes paa
Protestantismens Grund at komme til Enighed
om, hvad der er det væsentlige i K. Først har
en ensidig intellektualistisk Retning
(Ortodoksien) lagt en overdreven Vægt paa
Antagelsen af visse bestemte Dogmer; og siden har
en rationalistisk Aandsretning fundet det
væsentlige i K. ved at bortkaste alt det
overnaturlige og kun fastholde en moralsk Kerne.
Mellem disse to Standpunkter i modificeret
Skikkelse staar Kampen endnu. Det kan
heroverfor vistnok gøres gældende, at lige saa lidt
som K. efter sit Væsen kan udtømmes i en
bestemt metafysisk Teori, lige saa lidt kandens
Ejendommelighed komme til sin Ret, saa længe
man kun vil anerkende den som en rent
naturlig Religion. Den er efter sit Væsen en
hist. Religion, i hvilken den etiske Bevidsthed
hviler paa en afgjort supranaturalistisk
Verdensanskuelse, og som tillige har sin
Ejendommelighed deri, at det religiøse Princip er
uadskillelig forbundet med Stifteren, saa at det
er eet med ham. Kun i samme Grad som dette
anerkendes, vil det være den sande K., man faar
frem.
Naar der endelig spørges om Vurderingen af
K., da er det meget forsk. Besvarelser, som
endnu bestandig vil blive givne. Dette har sin
Grund dels i den forsk. Opfattelse af K.’s Væsen,
dels i den forsk. Dom om Religion i det hele.
I første Henseende vil det have stor Bet., om
man bedømmer K. efter en af dens senere
Faser, f. Eks. Katolicismen, ell. efter dens opr.
Form. Og i sidste Tilfælde, naar vi holder os til
den apostoliske K., da vil man atter kunne se
paa denne som en frejdig, livsglad ell. som en
mørk, asketisk Livsretning. Det er ganske
forstaaelige at man vil dømme nedsættende om
K.’s Bet., hvis man enten mener, at den
konsekvent ender i Pavekirken, ell. hvis man finder
Kristus og hans Apostle at være Forbilleder for
Verdensforsagelse. Det er ud fra et Synspunkt
som det sidste, at mange moderne Tænkere har
opfattet K. Saaledes S. Kierkegaard. Det vil
da hedde, at vi ikke mere er Kristne og ikke
kan være det. Men Vurderingen af K. betinges
ogsaa i anden Henseende ved den alm.
Opfattelse, som man har af Religion. Hvis man staar
paa et moderne, monistisk Standpunkt, da vil
man paa Forhaand dømme afvisende om al
Religion, i alt Fald i anden Form end den
panteistiske. Man vil føle sig mest tiltalt ved den
indiske Religiøsitet, og man vil føle sig stødt
tilbage ved den afgjort supranaturalistiske
Karakter, som K. har. Saaledes gaar det ogsaa
med nyere Tænkere som Schopenhauer; andre
mener, at K. i alt Fald maa fuldendes ved en
Optagelse af fremmede, panteistiske Tanker. Det
vil heroverfor have sin Vanskelighed at føre
afgørende Beviser for K.’s Bet. Kun saa meget
vil vi bemærke. Først, at K. i hele Historien
har bevist sig som en positiv Livsmagt; den har
nemlig i Modsætning til andre Religioner været
en Kulturbærer af første Rang. Det kan ikke
være tilfældigt, at just under dens Tugt og Ly
er de europæiske Nationer voksede op til at
blive Verdens aandelige Herrer. Den har ikke
hemmet og ødt de naturlige Kræfter, som f.
Eks. de indiske Religioner, men den har drevet
dem frem. En enkelt kulturfjendtlig Optræden
fra Kirkens Side kan ikke her komme i
Betragtning. Og dernæst: hvis der kan være Tale om
nogen Rangfølge af Religioner, da synes det dog
at maatte staa fast, at den maa staa øverst,
der som det højeste Gode, hvortil der henvises,
sætter ikke blot naturlige Værdier ell. en
Fornægtelse af alle Værdier, men derimod en etisk
Værdi. Det er K.’s Ejendommelighed, at den i
det altomfattende religiøse Synspunkt for
Verden fastholder den Idé, som ethvert Menneske
i sit praktiske Liv maa anerkende som den
højeste: det godes Idé. Og denne
Ejendommelighed maa dog sikkert vurderes som et Fortrin
af første Rang. (Litt.: Adolf Harnack,
»Das Wesen des Christenthums«, overs. af Edv.
Lehmann [1900]; Kaftan, »Das Wesen der
christlichen Religion« [1881]; W. Bousset,
»Wesen der Religion« [1906]; F. C. Krarup,
»Livsforstaaelse« [1915]; A. B. Drachmann,
»Christendommens Oprindelse« [1919]).
F. C. K.
Kristenforfølgelse. Romerstaten lod de
undertvungne Folk beholde deres Religion, naar
de blot ydede de rom. Guder den skyldige
Respekt, men de Kristne var jo ikke et Folk i
alm. Førstand, og de havde et social-politisk
Ideal, Gudsriget, som var diametralt modsat
Romerriget. De Kristne forkyndte, at der ikke
var Forskel paa Træl og paa Fri, de gav
Kvinden en med Manden jævnbyrdig Stilling og
stillede Jøde og Barbar paa lige Trin med
Romer og Græker. Et saadant Demokrati og en
saadan Internationalisme vendte op og ned paa
alt det, som var helligt for en Romer.
Kristennavnet samlede i sig alt, hvad der var skændigt,
selve det at være en Kristen var en
Forbrydelse og nok til Domfældelse, enten det nu var
til Baalet ell. til som Folkeforlystelse at kastes
for de vilde Dyr, til Deportation ell. for
Kvindernes Vedk. til at sættes i Bordellerne. En
Kristen var en Gudsfornægter, fordi han ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
