Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kristendommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ejendommelige Fremtræden at være givne i
Israel’s Historie. Det er alene herudfra, og ikke
fra hedensk Kultur, at den hist. maa forstaas.
Hvad end K. i sin Udvikling kan skylde den
hedenske Dannelse, saa meget er sikkert, at
den efter sin Oprindelse er ganske uafhængig
heraf. Om en skjult Indvirkning fra
Buddhismens Side, saaledes som det af og til er blevet
hævdet, kan der slet ikke være Tale. Det er
heller ikke i den hellenistiske Jødedom, at vi
maa søge Tilknytningen for den ny Religion,
men udelukkende i det palæstinensiske
Aandsliv.
Det ejendommelige for den israelitiske
Religiøsitet i Modsætning til den hedenske var
Bevidstheden om at føle sig bestemt ved en
almægtig Gud, der med sin hellige Vilje
foreskrev Mennesket, hvad det skulde gøre, og
gennem sine Løfter til de Gode gav Livet et
bestemt Maal. Den mere udvortes Maade,
hvorpaa fra først af Tanken om Guds Rige er
bleven bestemt, var i Profetismen vegen for
en aandelig Betragtning af Forholdet mellem
Gud og Verden. Af den etiske Opfattelse af
Jahve’s Væsen er Troen paa ham som den
eneste fremgaaet; og med Monoteismen er der
naturlig fulgt en Udvidelse af Synskredsen i
universalistisk Retning. Men i den eftereksilske
Tid traadte Religionens aandelige Karakter
atter tilbage; man lagde afgørende Vægt paa
de ydre Handlinger, ligesom man ogsaa
ventede en ydre Løn for sin Fromhed; og
Partikularismen traadte stærkt i Forgrunden. Det
er i Modsætning hertil og i Tilknytning til
Profetismen, at Jesu Prædiken optræder; som en
Fuldendelse af Profeternes Lære melder K.
sig, saaledes som vi kender den især fra de
første tre Evangelier.
Alligevel er det en ny Religion. Dens
Ejendommelighed vil klart komme for Dagen, naar
den ses ved Siden af andre hist.
Religionsformer. Vi møder først her en ideal Etik. Den
moralske Fordring er løst fra ethvert Hensyn
til det nyttige og viser ved sin aandelige
Karakter hen til et usynligt Guds Rige, der er
Udtryk for alle sædelige Viljers Forening i et
højeste Formaal. I Kærlighed til Næsten uden
Forskel, til alle Mennesker, er Højdepunktet
af Moralbudet naaet. Hermed er nu ogsaa
Menneskehedens Begreb for Alvor gjort
praktisk gældende. Men idet saaledes Fordringen
til den menneskelige Stræben er spændt til
den største Højde, saa er den tillige
underbygget ved Henvisningen til Gud som den
fuldkomment gode. Som saadan er han nemlig
ikke blot den fordrende, men tillige den
givende, den, der meddeler sig selv. Og netop i
denne Henseende har K. sin Ejendommelighed.
Idet Mennesket er blevet stillet over for Idealet
i Gud, kommer det just til at se sin Afstand
fra det. Spliden i det indvortes, mellem Ideal
og Virkelighed, mellem Menneskets sande
Væsen, Aanden, og dets verdslige Bestemthed,
Kødet, bliver gjort gældende paa en ny og
ukendt Maade. Det er Bevidstheden om
Synden, som saaledes skærpes. Men dette sker kun
for at forstærke Trangen til at støtte sig til
Guds Hjælp. Over for den menneskelige
Ufuldkommenhed fremtræder denne som den
uendelige, imødekommende Forstaaelse, hvis Motiv
ligger højere end menneskelig Fatteevne, men
som kun forlanger Modtagelse fra
Menneskehjertets Side ɔ: Tro for at udrette sin
Gerning. Det er som Kærlighed i højeste Forstand,
at det guddommelige Væsen da forstaas;
vistnok er det tillige Magt og Hellighed, men det
ejendommelige for K. er, at Gud i central
Forstand er Kærlighed og intet andet. Det er
gennem Billedet af Faderforholdet, at Jesus
fortrinsvis giver denne Tanke Udtryk. Det er ikke
et rent naturligt Forhold, som Mennesker af
sig selv ved deres Vandel kan etablere, men
det kommer som en fri Gave fra Gud, som en
ufattelig Naade, og det er altid formidlet ved
Forholdet til ham, som betegner sig selv i egl.
Forstand som den eneste Guds Søn. Kun
gennem ham, der er den fuldkomne Aabenbaring
af Gud, gennem en Tilegnelse af hans Ord i
Tillid til hans Person bliver Barneforholdet
gennemført over for de enkelte Mennesker. En
saadan central Stilling har ingen
Religionsstifter nogen Sinde tildelt sig selv. Alle andre har
kun hævdet for sig selv Rangen af Lærere. Og
med Bevidstheden om at være Guds Børn
følger for de paagældende Mennesker
Bestemmelsen af hele Livet. Det er ikke abstrakte
Formaal, som sin egen Ære alene, Herren har
for Øje, idet han leder Verden, men det er med
de enkelte Menneskers Vel som Formaal, at
han styrer alt. Som en virkelig Helhed, en
samlet Historie, kommer Verdensløbet til at
tage sig ud, med en Beg. og en Ende, fordi
der er fundet en virkelig Midte, en Tidens
Fylde, hvorom alt kan samle sig. Som Led i
Herrens Raadslutning, der er aabenbaret i
Jesu Liv, maa alt forstaas, hvad der sker. Og
som et selvstændigt, betydningsfuldt Hele inden
for den store Verden staar det enkelte
Menneskeliv for sig, styret og ledet ved Guds
Visdom mod et hinsidigt Maal, som er
Personlighedens Fuldendelse i en højere, evig
Tilværelse. Alt i Naturen er tjenende Midler til at
tjene Guds Frelsesraad; alting maa tjene til
gode for de Gode. Den Maade, hvorpaa Livet
med Gud skal føres her i Verden, er da
saaledes vistnok som en fri Brug af de timelige
Goder, idet alt, hvad Gud har skabt, skal
anvendes efter dets naturlige Bestemmelse, men
det maa dog tillige ske med Bevidstheden om,
at hvad man her besidder, er alene at
betragte som et Laan, for hvis Anvendelse man
siden skal staa til Regnskab. De
ejendommelige Dyder, som ved en saadan Livsførelse
fornemmelig maa komme til at vise sig, er
Ydmyghed, Taalmodighed, Taknemmelighed og
Barmhjertighed. De følger nødvendig med det
ny Forhold til Gud. Naar vi samler alle disse
Træk, da maa det vel indrømmes, at det er en
afgjort supranaturalistisk Livsanskuelse, som
her forkyndes. Men det maa med det samme
gøres gældende, at det ingenlunde er rigtigt,
naar man har villet gøre den til eet med en
asketisk Verdensfornægtelse. Dette er ganske
mod K.’s hele Væsen (se Askese).
Saaledes er de religiøse Grundtanker i K.;
saaledes træder de os i Møde i hele det ny
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
