Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Krigsbygningskunst - Krigsbytte - Krigserklæring - Krigsfanger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Troppernes og de til dem knyttede Vaabens
Anvendelse og Optræden saavel paa
Kamppladsen som udenfor denne, og vil i Hovedsagen
omfatte Befæstnings-, Pioner-, Mine-, Telegraf-,
Telefon-, Radiotelegraf-, Signal-, Bro- og
Jernbanelære.
Sch. P.
Krigsbytte. Retten til at gøre K. er af
væsentlig større Omfang under Søkrig, hvor f.
Eks. en krigsførende Magts Krigsskibe er
berettigede til at opbringe fjendtlige
Handelsskibe (droit de butin), end under Landkrig, i
hvilken Privatejendomsrettens Ukrænkelighed
principielt er anerkendt. Jfr. i øvrigt
fjendtlig Ejendom, Landkrigsret og
Søkrigsret.
G. R.
Krigserklæring er en Stats Meddelelse til
en anden Magt om, at førstnævnte Stat agter
at paaføre den anden Krig, ell. at den
betragter Krigstilstand som indtraadt. Allerede i
Oldtiden anvendte Staterne K., ofte paa symbolsk
Maade, naar de da ikke stod paa et særlig lavt
Kulturtrin, ell. saafremt det ikke drejede sig
om et Erobrings- ell. Plyndringstog. Athenerne
sendte saaledes en Væder ell. kastede en Lanse
ind paa det fjendtlige Territorium; Perserne
forlangte Jord og Vand til Tegn paa
Underkastelse, og Romerne sendte Krigsherolder. I
Middelalderen sendtes ofte en Udfordring ell.
Undsigelse (Diffidation), og i Frankrig var det
en Tid Skik, at der mellem Undsigelsen og
Krigens Begyndelse skulde hengaa 40 Dage.
Andetsteds forkyndtes Krigen ved udsendte Herolder
ligesom hos Romerne. I 17. og 18. Aarh. var
en forudgaaende K. sjældnere, og i 19. Aarh.
forekom K. kun undtagelsesvis. Nogle
Folkeretsforfattere har siden Grotius’ Tid hævdet
Nødvendigheden af at udstede K., inden
Fjendtlighederne begyndes, medens andre i
Tilslutning til Praksis har anset K. for unødvendig.
Japans Angreb paa Rusland 1904 uden
forudgaaende K. gav imidlertid Anledning til, at
hele Spørgsmaalet om K.’s Nødvendighed blev
sat paa Dagsordenen for den anden Haag
Konference. Paa denne enedes man om en
Konvention (af 18. Oktbr 1907), iflg. hvilken
Fjendtligheder ikke maa paabegyndes uden en
forudgaaende, utvetydig Underretning i Form enten af
en af Grunde ledsaget K. ell. af et Ultimatum
med betinget K. Uagtet Konventionen ikke
kræver, at der skal hengaa en vis Tid imellem
Underretningen og Fjendtlighedernes Beg. (et i
denne Retning gaaende holl. Forslag blev
forkastet), og det derfor er retmæssigt at stille et
Ultimatum f. Eks. med faa Timers Frist, som
det skete fl. Gange i 1914, er Bestemmelsen
ikke uden Bet. Konventionen gør det i øvrigt
ogsaa til en Pligt for de Krigsførende at bringe
Krigstilstanden til de neutrale Magters
Kundskab, og Krigen afføder først Virkning for disse
efter Modtagelsen af Underretningen, med
mindre det er utvivlsomt, at de faktisk har haft
Kundskab om Krigstilstanden. (Litt.:
Oppenheim, International Law, 3. Udg. [Lond.
1921], II, 136 f., og Liszt, »Das Völkerrecht«,
11. Opl. [Berlin 1918], S. 283, hvor Speciallitt.
er angivet).
G. R.
Krigsfanger, Personer, der hører til de
væbnede Styrker, og som i Krigstid kommer i
den fjendtlige Regerings Magt. I Oldtiden blev
K. ofte dræbt ell. gjort til Slaver, og i
Middelalderen og senere var K.’s Behandling tit
raa og grusom, navnlig naar der ikke kunde
inddrives Løsepenge for dem. I
Haag-Reglementet om Landkrigsførelse af 18. Oktbr 1907
og ved andre internationale Aftaler er der nu
givet ret udførlige Regler om K.’s
Retsstilling. Ikke blot vaabenførende Soldater kan
gøres til K., men ogsaa Statsoverhoveder og de
til Hæren knyttede Nonkombattanter, f. Eks.
Feltpræster, og endvidere Personer, der med
Hærledelsens Tilladelse følger Hæren, f. Eks.
civile Embedsmænd, Bladkorrespondenter og
Leverandører. Under Søkrig kan Personer, der
er indrulleret i den fjendtlige Hær, og som
befinder sig om Bord paa et neutralt Handelsskib,
gøres til K., selv om Skibet ikke beslaglægges.
I øvrigt kan ogsaa Skibbrudne, Syge og
Saarede tages som K., men ikke Læger og
Hospitalspersonale i et opbragt Skib, om end de først
maa forlade Skibet, naar den
Øverstkommanderende tillader det. K. er undergivet den
fjendtlige Stats Lovgivning og Forskrifter, og
der kan om fornødent anvendes Tvang imod
dem. De kan interneres i særlige
Krigsfangelejre ell. andetsteds, men kan kun indespærres
som Disciplinærstraf ell. som uundgaaelig,
midlertidig Sikkerhedsforanstaltning. Deres private
Ejendele vedbliver at være deres Ejendom,
undtagen Vaaben, Heste og Militærpapirer. K. har
Ret til fri Religionsøvelse. K. skal ernæres og
beklædes paa Statens Bekostning; fangne
Officerer har mod senere Tilbagebetaling fra
Hjemlandet Krav paa en Lønning, svarende til den,
som Officerer af samme Grad i den fjendtlige
Hær modtager. K. er, bortset fra Officerer,
underkastet Arbejdspligt. De krigsførende
Lande skal oprette Oplysningsbureauer til
Besvarelse af Forespørgsler om K. og føre Registre
med personlige Oplysninger om alle K. i vedk.
Land, hvilke Registre efter Fredsslutningen skal
tilstilles det andet krigsførende Lands
Myndigheder. Disse Bureauer nyder Portofrihed, og
alle Postforsendelser til K. befordres portofrit,
ligesom Gavepakker (f. Eks. Levnedsmidler og
Beklædning) til K. er undtaget fra
Indførselstold o. a. Afgifter og befordres gratis paa
Statsbaner. Krigsfangenskabet ophører ved fuldført
Flugt (til Hjemlandet ell. neutralt Omraade) og
ved Frigivelse (Hjemsendelse). Er K. ved Flugt
naaet tilbage til deres egen Hær og senere
fanges paa ny, kan de ikke straffes for den
tidligere Undvigelse. Hvis den fjendtlige Regering
tillader det, og K. selv ønsker det, og dersom
det er tilladt efter deres eget Lands
Lovgivning, kan de frigives paa Æresord (navnlig om
ikke at føre Vaaben mod den fjendtlige Stat ell.
dens Allierede). Iflg. den danske Lovgivning kan
danske Officerer i fjendtligt Krigsfangenskab
kun modtage saadan Frigivelse med
Forsvarsministerens Tilladelse. Under Verdenskrigen var
Frigivelse paa Æresord sjælden. Efter
Fredsslutningen skal samtlige K. snarest hjemsendes.
Dog maatte Rusland 1918 uden Løfte om
Gensidighed forpligte sig til at hjemsende K., der
tilhørte Centralmagternes Styrker, og s. A.
maatte omvendt Centralmagterne paatage sig en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
