Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Krans - Krans ell. Kransgesims - Krans (Søv.) - Kransarterier - Kransburre - Kransbørste - Kransgesims - Kransgrene - Kransnaale - kransstillet - Krantor - Krantz, Albert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de rom. Soldater til Spot satte paa Jesu
Hoved, var vel en Slags Efterligning heraf. Ved
Kristendommen indskrænkedes Brugen af K.
Klemens siger, at det er uværdigt for Mænd
at bære en K., da Frelseren bar en K. af
Torne. Kun som Belønning til særlig
udmærkede Mænd anvendes K. nu ved meget
festlige Lejligheder. Store Digtere bekranses
undertiden med en K. af Laurbær (Poeta
laureatus). Martyrerne hædredes med K. og
afbildes med saadanne omkr. Hovedet. Ellers er
K. Symbol paa Jomfruelighed, bæres af Brude
(se Brudekrans), stundom ogsaa ved
Sølv- og Guldbryllup. K. anvendes endnu ofte
ved festlige Lejligheder til Prydelse af Huse
og Stuer; men videst Anvendelse finder K.
ved Begravelser, ved hvilke der i den
Henseende nu udfoldes stor Luksus. »Grønne K.«
af Skovmærke (Asperula odorata) yndes
meget i det tidlige Foraar for Duftens Skyld. En
K. af Blomster, Blade, prydet med Flag
hejses paa Nybygninger, naar Huset er »rejst«,
d. e. naar Tømmerværket til Taget er sat op;
der holdes saa Kransegilde ell. Rejsegilde for
Arbejdsfolkene. Naar man bærer Byrder paa
Hovedet, lægger man en K. af Tøj e. l. paa
dette for at skaffe en større
Understøttelsesflade.
V. S.
Krans ell. Kransgesims, i den
klassiske, gr.-rom. Bygningskunst og de deraf
afledede Stilarter de øverste Dele af de baarne
Led, den retvinklet fremspringende, paa
Undersiden stundom udhulede Hængeplade (Geison),
der hviler over Frisen og krones af den
karnisprofilerede Tagrende (Sima, Cimaise). I
Bygninger paa fl. Stokværk kan K. ogsaa betyde
hele den øverste Gesims (under Taget). Smlgn.
Gesims.
C. A. J.
Krans (Søv.), en sammensplidset Tovring,
der anbringes under Takkelagen (Godset)
paa Toppen af Master og Stænger for at
hindre Skamfiling.
C. B-h.
Kransarterier (arteriæ coronariæ) kaldes
Hovedstammerne af de Pulsaarer, der forsyner
Hjertet selv med Blod. De udspringer fra Aorta
umiddelbart over dennes Afgang fra Hjertet;
de slynger sig som en »Krans« uden om
Hjertet og sender talrige Grene ind i Hjertekødet.
Ved Sygdomme, navnlig Arteriosklerose, i disse
Pulsaarers Vægge lider Hjertets Ernæring;
dette Forhold er en hyppig Aarsag til visse
Former af Hjertesygdom, navnlig hos ældre
Folk (se Angina pectoris, Stenokardi).
S. B.
Kransburre (Marrubium L.), Slægt af
Læbeblomstrede (Galtetand-Gruppen), fleraarige,
filtede ell. uldhaarede Urter med rynkede,
takkede ell. dybere indskaarne Blade. De smaa
Blomster sidder i tætte, næsten kugleformede
Kranse i Hjørnerne af Løvblade. De har et
rørformet Bæger med 10 Tænder, der er
hagekrummede i Spidsen; Kronen, der oftest er
hvid, har opret Overlæbe og en 3-spaltet
Underlæbe, hvis Midterflig er stor og udrandet; de 4
Støvdragere er skjulte i Kronrøret, og de
forreste er de længste. Frøspredningen sker ved
Hjælp af det blivende Bægers Hager, der let
hænger fast i Haarklædningen af Pattedyr, f.
Eks. Faar. 30 Arter i Europa, Nordafrika og
Mellemasien. Alm. K. (M. vulgare L.) er en
25—60 cm høj og graalig filtet Urt med
kredsrundt-ægdannede Blade og hvide Kroner. Den
forekommer hist og her i Danmark, især omkr.
Byer, og blomstrer i Juli—September. Den var
tidligere officinel.
A. M.
Kransbørste (Clinopodium L.), Slægt af
Læbeblomstrede (Mynte-Gruppen), Urter med
rigt blomstrede og kugleformede Kranse af
Blomster; de talrige Dækblade er stivhaarede.
Bægeret er 13-nervet og 2-læbet. En enkelt Art,
Alm. K. (C. vulgaris L.), vokser hist og her
i Danmark og er alm. i det sydlige Norge. Den
er en 26—50 cm høj Urt med Udløbere, opret
ell. opstigende Stængel og ægdannede Blade;
hele Planten er haaret. Kronerne er mørkerøde.
Den findes især i Udkanten af Skove og Krat
og blomstrer i Juli—August.
A. M.
Kransgesims, se Krans.
Kransgrene kaldes de Sidegrene, som hos
Fyr og Gran udgaar fra Stammen ved Grunden
af hvert Aarsskud, og hom hos Fyr danner
hele Kronen, hos Gran langt den væsentligste
Del af den. I Toppen af gl. Træer kan
Kransstillingen udviskes, dels fordi Aarsskuddene
bliver korte, dels fordi der kun udvikles een
ell. faa Grene i hver »Krans«, og endelig fordi
Hovedaksen kan miste sin lodrette Stilling.
C. V. P.
Kransnaale (Charales), se Alger, S. 496.
kransstillet (Blad), se Blad, S. 365.
Krantor [’kranto.r] fra Soloi, gr. Filosof,
levede i 3. Aarh. f. Kr. og tilhørte Akademiet
i dettes ældre Periode, da Platon’s Filosofi fra
hans senere Aar endnu var herskende. I sit
Skrift »Om Smerten« polemiserede K. mod
Stoikernes Lære om alle Lidenskabers Udryddelse
og hævdede en mindre rigoristisk Opfattelse
med Selvbeherskelse og Maadehold som det
moralske Maal; dette Skrift, der er tabt, fik
overordentlig stor Bet. for senere Tiders
Moralister, saaledes for Cicero, gennem hvis Skr
vi erfarer noget om dets Indhold. K. var
desuden den første, der udarbejdede en
Kommentar til Platon’s Timaios, en naturlig Følge af,
at den mundtlige Tradition fra Mesterens
Undervisning da begyndte at tabe sig og de
overleverede Værker traadte stærkere i Forgrunden.
W. N.
Krantz [krants], Albert, tysk Historiker
(c. 1445—1517), f. i Hamburg, blev 1492 ansat som
Lektor ved Domkirken i Hamburg og steg 1508
til Dekan; samtidig anvendtes han af sin
Fødeby ofte i diplomatiske Sendelser og stod i saa
stor Anseelse, at han bl. a. udnævntes til
Voldgiftsmand mellem Ditmarskerne og Kong Hans
efter dennes Nederlag (1500). Han saa med
venlige Øjne paa Luther’s første Optræden,
men døde 7. Decbr 1517. Stor Navnkundighed
vandt K. ved i en Række Værker at fremstille
Nordtysklands og de nordiske Rigers Historie;
disse Skr blev først trykte efter hans Død
(Wandalia 1519, Saxonia 1520, Chronica
regnorum aquilonarium 1546, Metropolis 1548),
men udkom i Løbet af 16. Aarh. i gentagne
Opl. Med stor Flid havde han samlet sit Stof
fra tidligere Historikere, bl. a. fra Sakse, der
da endnu ikke var trykt, og med hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
