Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Korstogene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Betænkeligheder gik man ind paa Forslaget.
Konstantinopel blev indtagen (17. Juni 1203), Kejser
Alexios flygtede, og Isaak besteg atter Tronen;
men forbitrede over Vestlændingernes
Overmod gjorde Grækerne Oprør, Isaak og hans
Søn omkom, og Alexios Dukas (Murzuflos) blev
Kejser (Febr 1204). Korsfarerne belejrede da
atter Byen og tog den med Storm (12. Apr.).
Hermed var K. opgivet, idet Deltagerne delte
det herreløse byzantinske Rige og oprettede det
saakaldte lat. Kejserdømme med Balduin af
Flandern som Kejser. Hvorvidt dette Resultat
af det 4. K. fremgik af en forud lagt Plan ell.
blev hidført ved Tilfældets Magt, derom er
Meningerne den Dag i Dag delte; det synes
dog, at det sidste er det rimeligste. For
Innocens III var Udfaldet en stor Skuffelse, men
han arbejdede utrættelig videre, og hans
Anstrengelser syntes heller ikke spildte. Han
oplevede dog ikke noget nyt K.; det berygtede
Børnekorstog, der kostede Tusinder af
Børn Livet (1212), var jo det rene Vanvid. Det
K., Andreas II af Ungarn Aaret efter Pavens
Død foretog (1217), førte ikke til noget, lige
saa lidt Vilhelm af Hollands o. a. tyske
Fyrsters Erobring af Damiette i Ægypten; Byen
maatte atter opgives (1221), og man maatte
nu sætte sit Haab til det af den tysk-romerske
Kejser Frederik II lovede K., der dog først
kom til Udførelse, efter at Gregor IX havde
besteget Pavestolen (1227). Det femte K.
(1228—29) lededes alene af Frederik II, der,
skønt han var sat i Band af Gregor, i
Sommeren 1228 afsejlede fra Italien til Palæstina, hvor
Forholdene dengang var ret gunstige for de
Kristne, idet Sultan Kamil af Ægypten laa i
Strid med sin Brodersøn, Sultanen af
Damaskus. Ved en klog Benyttelse af den
øjeblikkelige Situation fik Frederik II Kamil, en lige saa
tolerant Mand som han selv, til at indrømme
de Kristne en Vaabenstilstand, hvorved den
foreløbige Besiddelse af Jerusalem, Bethlehem
og Nazareth samt Kystegnene sikredes dem, og
Kejseren holdt da sit Indtog i den hellige Stad,
hvor han som bandlyst selv maatte sætte
Jerusalems Kongekrone paa sit Hoved (Marts 1229).
Desværre tvang Striden med Gregor IX
Frederik II til snart efter at vende tilbage til
Europa, og det varede da ikke længe, inden de
Kristnes Splid og Ubesindighed satte Udbyltet
af hans K. paa Spil. Rent fortvivlet blev
Stillingen, da Kamirs Efterfølger begyndte en
Erobringskrig mod Sultanen af Damaskus, der
i sin Nød sluttede Forbund med de Kristne.
Forbitret herover hidkaldte den ægypt. Sultan
de barbariske Tyrkerskarer, der efter det
kovaresmiske Riges Undergang i Kampen mod
Mongolerne havde taget Ophold i det
nordøstlige Mesopotamien. De vilde Horder faldt
plyndrende og hærgende ind i Palæstina og
erobrede Jerusalem, som blev mishandlet paa det
skændigste (11. Juli 1244). Atter lød Raabet om
Hjælp i Vestlandene, men fra Tyskland og
Italien, hvor Kampen mellem Hohenstauferne og
Paven var paa Højdepunktet, kunde ingen
Redning komme, kun England og Frankrig kunde
sætte et K. i Scene, og det blev da Ludvig IX,
den Hellige, af Frankrig, der bragte det
sjette K. (1248—54) i Stand. Under Kongens
Anførsel sejlede den fr. Hær fra Marseille til
Cypern, hvorfra et Angreb paa Ægypten, der
jo var Herre over Palæstina, skulde foretages;
var dette Land erobret, vilde Jerusalem af sig
selv falde i de Kristnes Hænder. I Begyndelsen
saa det ud til, at Planen skulde lykkes, Damiette
overgav sig (Juni 1249), Ægypterne blev
gentagne Gange slagne, og Franskmændene
rykkede frem mod Kairo. Men ved Mansura blev
den kristne Hær i det af Kanaler og Flodarme
gennemskaarne Land omringet af Fjenden og
maatte, svækket af Sygdom og Nød, overgive
sig; Kongen og de fornemste Vasaller slap med
faa Ledsagere løs af Fangenskabet mod
Erlæggelse af en Løsesum, men den største Del af
den øvrige Hær omkom (Apr. 1250). Ludvig IX
drog saa til Akkon i Palæstina, hvor han, saa
vidt hans Midler tillod det, hjalp sine
Trosfæller med Raad og Daad. Efter at han var
vendt tilbage til Frankrig (1254), udbredte
Ægypten sin Magt videre og videre,
Antiocheia erobredes, og de Kristne havde nu kun
Akkon og nogle faa Kystbyer tilbage. Da
besluttede Ludvig IX at forsøge et nyt Angreb.
Det syvende K. (1270) gik først mod
Tunis efter Opfordring af Kongens Broder, Karl
af Anjou, Konge i Neapel. Men under
Belejringen af Tunis døde Ludvig IX af Pest (Aug.
1270), og største Delen af hans Hær vendte da
hjem, medens Resten sluttede sig til den eng.
Prins Edvard, den senere Edvard I, og drog
med ham til det hellige Land, hvor dog intet
udrettedes. Ingen Hjælp kunde nu mere
ventes, og efter at Akkon 1291 var faldet i de
Vantros Hænder, forlod de Kristne frivillig de
øvrige Kyststæder. Korstogstanken var dog
ikke dermed død, endnu langt ned i 14. Aarh.
virkedes der fra fl. Sider ivrig for ny K., men
Anstrengelserne blev frugtesløse, og snart gav
Osmannernes Fremtrængen Europa andet at
tænke paa.
De aarhundredlange, blodige Kampe, der
havde kostet Millioner af Mennesker Livet,
havde saaledes ikke ført til Maalet,
Muhammedanismen var ikke trængt tilbage, det
hellige Land var ikke befriet, hele den mægtige
Bevægelse syntes at være løbet ud i Sandet.
At et saa vældigt Sammenstød mellem Vesten
og Østen maatte have Følger af meget
vidtrækkende Natur, er imidlertid indlysende.
Derimod har selve Korstogstanken og dens
Udførelse givet Anledning til meget forsk. Domme.
Medens den katolsk-romantiske
Historieskrivning stærkt fremhæver K.’s ideale Berettigelse
som Udtryk for Menneskelivets højeste og
ædleste Stræben, er en mere rationalistisk farvet
Betragtning tilbøjelig til i dem at se et uhyre
Kraftspild, hidført ved en beklagelig
Vildfarelse; et dyberegaaende religiøst Syn paa Sagen
vil indrømme det sidste Standpunkts delvise
Berettigelse, men samtidig ikke glemme, at for
Middelalderens naive Tro faldt det jordiske
Jerusalems Erobring sammen med det
himmelskes. Kirkens Fjender var ogsaa Guds
Fjender, som de Kristne havde Ret, ja
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
