Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Korstogene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kluniacensiske Retformation tog stærkere Fart.
Pilgrimmene begyndte derfor at slutte sig sammen
i Selskabsrejser under væbnet Værn, i 1064 skal
en tysk Pilgrimsrejse have samlet c. 7000
Deltagere. Der manglede kun en Mand, som kunde
lede Feudalkrigernes ubændige Fejdelyst og de
Frommes Relikvieiver ind i samme Bane;
Manden var Pave Gregor VII. Det er ham, der har
skabt Grundlaget for Urban II’s Optræden 1095,
medens Fortællingen om, at det var den
ekscentriske Sværmer Peter fra Amiens, der ved
sin gribende Fremstilling af de Kristnes
Stilling i Palæstina bragte ham til at gribe ind,
hører Sagnets Verden til. Men Paven vidste
meget vel, at den politiske Situation i Forasien
var gunstig for Gennemførelsen af hans Plan;
alt længe havde nemlig Kalifen i Bagdad
maattet lade sig nøje med den
ærefrygtindgydende, men tomme Titel af Profetens
Efterfølger, medens den virkelige Magt var gleden over
i Hænderne paa Anføreren for de støre Skarer
af tyrk. Lejetropper, Kalifen havde været nødt
til at tage i Sold; bl. disse Tyrkerhorder gjorde
Seldshukkerne sig under Sultaner som Alp
Arslan og Malek Shah i Løbet af 11. Aarh. til
Herrer over det meste af den gl. Kalifstat, men
allerede i de nærmeste Aar før det første K.
begyndte det vidtstrakte Seldshukrige at
smuldre hen, idet Provinsstatholderne gjorde
sig helt ell. delvis uafhængige af Sultanen og
stiftede selvstændige Sultanater ell. mægtige
Vasalstater (de vigtigste var Ikonion, Damaskus
og Mosul), hvis Indehavere laa i stadig Strid
indbyrdes ell. med den fatimidiske Kalif i
Ægypten, der som shiitisk Hersker hadede de
sunnitiske Seldshukker og lige før K.’s Beg.
havde bemægtiget sig Palæstina og den hellige
Stad. Under saadanne Forhold var Urban II
berettiget til at nære godt Haab om Sejr for
de kristne Vaaben, da han i Novbr 1095
sammenkaldte det store Møde i Clermont, hvor
hans veltalende Ord satte Sindene i Fyr og
Flamme, saa det store Værk enstemmig blev
besluttet, og under Raabet: »Gud vil det!«
skiltes Forsamlingen, efter at man havde fastsat
15. Aug. 1096 som Mødedag for Deltagerne, der
navnlig kom fra Frankrig, en Del af
Nederlandene og Syditalien. Tilstrømningen var
overordentlig stor, men Togets milit. Karakter
gjorde et Udvalg nødvendigt, saa at den egl.
Korshær kom til at bestaa af 3—400000
veludrustede og veldisciplinerede Krigere, Ryttere
og Fodfolk. Ingen kronede Hoveder deltog i
Toget, men Lederne var mægtige Lensfyrster,
bl. hvilke fremhæves Gotfred af Bouillon og
hans Brødre Balduin og Eustache, Robert af
Normandiet, Robert af Flandern, Hugo af
Vermandois, Raimond af Toulouse samt de to
Normanfyrster fra Syditalien Bohemund af Tarent
og Tankred af Apulien; den gejstlige Leder var
Biskoppen af Puy, Adhémar de Monteil. Nogen
Overanfører fandtes ikke, og det er med Urette,
naar Overledelsen tillægges Gotfred af Bouillon,
der ikke synes at have spillet nogen særlig
fremtrædende Rolle før ved Togets Slutn.; men
han var en af de faa, der ikke forbandt nogen
Bagtanke med den hellige Kamp, og det er vel
denne hans Uegennyttighed, der sammen med
hans usminkede Fromhed og glimrende
Tapperhed har gjort ham til K.’s fejrede Helt.
Forud for Hæren drog store, uordnede Skarer
af Mænd, Kvinder og Børn, ledede af fromme
Sværmere som Peter fra Amiens ell. byttelystne
Eventyrere; paa Vejen langs Donau, gennem
Ungarn og Bulgarien til Konstantinopel døde
mange af Sult og Sygdom, mange dræbtes i
Kampe med Ungarere og Bulgarere, Resten,
der over Bosporus kom til Asien, faldt for
Seldshukkernes Sværd. Korshæren derimod holdt
god Mandstugt under Marchen og naaede ad
forsk. Veje uden videre Ophold Konstantinopel,
hvorfra den i Foraaret 1097 blev sat over til
Asien, efter at Fyrsterne først havde aflagt
Lensed til den gr. Kejser, Alexios Komnenos,
for de Landstrækninger, de maatte erobre fra
Tyrkerne, medens Kejseren til Gengæld lovede
Hjælp, hvad der dog kun blev et tomt Løfte.
Først gik Toget til Nikæa, men den rige By
overgav sig efter et haardnakket Forsvar til
Grækerne, hvorved Korsfarerne til Dels gik glip
af Byttet. Fuld af Forbitrelse mod Alexios slog
Hæren nu ind paa den alm. Landevej gennem
Frygien, hvorved den kom ind i Sultanen af
Ikoniums Besiddelse; den mægtige Fyrste søgte
at standse de Kristne, men led ved Dorylaion
(Eski Sheher) et saa afgørende Nederlag, at
Tyrkerne ikke mere vovede noget større Slag.
Under de haardeste Strabadser, hvorved
Krigernes Rækker udtyndedes Dag for Dag,
fortsattes Marchen i Sommeren 1097 til Antiocheia
i Syrien, der endelig naaedes ud paa
Efteraaret. Bl. dem, der ikke naaede denne By, var
ogsaa den danske Prins Svend, rimeligvis en
Sønnesøn af Svend Estridsen; et Overfald af
Seldshukkerne bragte ham og hans 1500
Ledsagere Døden efter en heltemodig Modstand,
der er bleven forherliget af Tasso i 8. Sang af
»Det befriede Jerusalem«. Efter en langvarig
Belejring overgav Antiocheia sig endelig 8. Juni
1098 til Bohemund af Tarent, der nu blev
Fyrste af Antiocheia og skilte sig fra Korshæren,
hvad ogsaa Gotfred af Bouillon’s Broder
Balduin kort i Forvejen havde gjort, idet han var
dragen til Edessa, Hovedbyen i det nordlige
Mesopotamien, og der havde stiftet et
Fyrstendømme ved Hjælp af Byens kristne Befolkning,
der havde hidkaldt ham. Imidlertid havde
Emiren i Mosul, Kerboga, paa Opfordring af Sultan
Barkiarok, Malek Shahs Brodersøn, med en
stor Hær omringet Antiocheia og bragt
Korsfarerne i den yderste Nød; men opflammede
ved det foregivne Fund af den hellige Lanse
vovede disse et Udfald (28. Juni) og adsplittede
Kerboga’s Hær. Vejen til Jerusalem var nu
aaben, men Korshæren, der var svunden ind
til omtr. 20000 Mand, naaede først den hellige
Stad 7. Juni 1099. Byen var stærkt befæstet og
besat af en betydelig ægypt. Troppestyrke, men
de Kristne overvandt alle Hindringer, og 15.
Juli faldt Jerusalem i deres Hænder. En ny
ægypt. Hær, der søgte at naa Staden, led et
stort Nederlag ved Askalon (12. Aug.), og det
ny kristne Kongerige Jerusalem syntes nu
sikret, indtil Hjælp fra Europa kunde indtræffe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
