Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kors
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af en Cirkel. I Nordens Stenalder forekommer
K. i Cirklen stundom f. Eks. paa Dækstene, i
Sverige oftere med skaalformede Fordybninger
(se »Aarbøger f. nord. Oldk.« [1875], S.
Müller, »Vor Oldtid«, S. 153). Paa en Gravplads
fra Jernalderen ved Golasecca (ved Sydspidsen
af Lago Maggiore) fandtes K. paa mange Kar
af brændt Ler. Paa ass. Relieffer ses ligeledes
Kongen bære et K. om Halsen med andre
Prydelser, som Nutidens Ordener (Layard,
Monuments, pl. 82); Ørenringe og andre Smykker,
Prydelser paa Seletøj o. l. har ogsaa ofte Form
af K. Foruden virkelige K. møder vi tidlig
andre Figurer og Ornamenter, som minder en
Del om K., saaledes Svastika ell. Hage-K.,
hvis Korsarme er brudte og omdrejede i rette
Vinkler, og ☥, det gammelægyptiske Tegn
for Liv, som man i vore Dage kalder
»Hankekorset«, men denne ægypt. Figur har i
Virkeligheden intet med K. at gøre; hvorvidt
Hagekorset har det, er lige saa tvivlsomt. Den store
Bet., K. har faaet hos alle kristne Folk, skyldes
den Omstændighed, at man i Oldtiden ofte
henrettede grovere Forbrydere ved at nagle dem
levende til et Stykke Træ i Form af et K., og
at denne grusomme Art Dødsstraf anvendtes
paa Jesus Kristus, hvorved K. kom til at spille
en fremtrædende Rolle i den kristne
Bevidsthed. Anvendelsen af denne pinefulde Dødsstraf
kan dog ikke naa længere tilbage end til de
Tider, da Metal, særlig Jern, blev alm., og
man var i Besiddelse af Nagler til at hugge
igennem de Ulykkeliges Hænder og Fødder.
I tidligere Tid anvendtes en anden, ikke mindre
barbarisk Fremgangsmaade; man spiddede dem,
man vilde straffe, levende paa en foroven
tilspidset Pæl, som fra neden dreves op i
Underlivet og Brystkassen, og lod dem hænge saa
længe, indtil de udaandede. En saadan Pæl i
kaldes ogsaa K. (crux acuta). Denne Dødsstraf
anvendtes paa grove Forbrydere og troløse
Fjender, men ogsaa paa overvundne Folk, der
ikke havde forsyndet sig med andet end med at
have forsvaret sig tappert og med at have
tilføjet Sejrherrerne store Tab. Assyrerne omtaler
ofte, at de behandlede de Overvundne saaledes,
og paa Reliefferne ser man Billeder deraf,
saaledes hos Layard, Monuments II pl. 21. Her
ses bl. a. Straffen anvendt af Senachherib paa
Jøder i Lakis, der havde forsvaret sig tappert
(se 2. Kong. 18, 14 og 19, 8; Jes. 36, 2 og 37, 8).
Da, som anført, Jernet efterhaanden blev alm., og
man let kunde faa Nagler, anvendte man ofte
Korsfæstelse, ɔ: man fæstede dem, der
skulde straffes, med Nagler levende til en Pæl ell.
Planke, hvis nederste Del plantedes i Jorden.
Armene straktes gerne lodret i Vejret, og
Naglerne dreves igennem Hænderne over
Hovedet, ligesom Fødderne vel i Reglen ogsaa
fæstedes til Træet ved Nagler. Undertiden
anbragtes der paa den lodrette Planke ell. Pæl
et Tværstykke (patibulum), til hvilket
Hænderne nagledes, saaledes at Armene udstraktes til
Siderne, i St f. at fæstes over Hovedet. Et
saadant K. kaldes crux composita ell. compacta.
Tværstykket anbragtes snart øverst oppe paa
Toppen af den lodrette Pæl, saaledes at K. fik
Form af T (se Fig. 14), ell. ogsaa fastgjordes
det noget neden for Toppen, saaledes at K. fik
virkelig Korsform. Efter hvad der fortælles om
Paaskriften (titulus) paa Jesu K., der vel maa
have været anbragt over Hovedet, maa man vist
antage, at Jesu K. havde denne sidste Form,
skønt Traditionen synes at gaa i den anden
Retning. Efter Svetonius bares Tavlen med
Paaskriften foran den Dødsdømte og fæstedes
derpaa paa K. Alle 3 Former kaldtes K. (lat.
crux, gr. σταυρός), saavel det egl. K. (Fig. 1;
crux immissa ell. capitata) som det T-formede
(Fig. 14; crux commissa ell. ansata) og som
den simple lodrette Pæl (crux simplex). Paa
alle 3 synes der i Reglen under Kroppen at
være blevet anbragt et Støttepunkt, en
Træklods (lat. sedile), saaledes at den Dødsdømte
sad ell. rettere red paa det. Under Fødderne
fastgjordes stundom en anden Træklods, et
Fodbræt (i Middelalderen kaldet hypopodium
ell. suppedaneum). Korsfæstelse var en særlig
grusom og pinefuld Straf. Voldsomme
Mavesmerter og Krampetrækninger, Kongestioner til
Hovedet, Hungerlidelser indfandt sig snart.
Alligevel kunde kraftige Individer holde ud et
Par Dage, og der skal være forekommet
Eksempler paa, at Korsfæstede, der befriedes for
Naglerne og løftedes ned, kom sig. Foruden af
Assyrerne anvendtes Straffen af mange Folk, bl.
a. af Perserne. Esra 6, 11 og Esther 7, 9—10
har vistnok Hentydning hertil. Satrapen
Oroetes korsfæstede 540 f. Kr. Polykrates fra
Samos lige over for den Ø, han havde behersket.
Inder og Skyther anvendte den ogsaa, ligesom
Makedonerne. Alexander korsfæstede 2000 af
de tapre Indbyggere i Tyros. Iblandt
Fønikerne var Korsfæstelse ikke ukendt, og
Karthagerne anvendte den ofte. I Mose Lov, der er saa
human i Sammenligning med Nabofolkenes,
kendes Straffen ikke; men det er nok muligt,
at baade den og Spidning i haarde Krige er
anvendt af Israelitterne øver for Fjender. Af
Steder som Josva 8, 29 og 10, 24 fremgaar det
ikke klart, om de, der straffedes med
»Ophængning paa Træet«, var døde forinden, ell. de
endnu var levende. Efter 2. Sam. 21, 6
ophængtes Saul’s faldne Sønner. Alexander Jannai lod
800 oprørske Jøder korsfæste levende, men det
var ikke lovmæssigt, kun et Udslag af grusom
Hævnlyst. Straffen anvendtes ogsaa af Grækere,
vi ved ikke i hvad Udstrækning. Efter Tacitus
var den i Brug bl. Friserne. Ingen rom. Borger
kunde dømmes dertil, men vel Slaver, senere
ogsaa Røvere og Oprørere. Med det rom.
Herredømme kom Straffen til Jøderne og anvendtes
paa Jesus og de 2 Røvere. Den Dødsdømte
maatte ofte bære sit K. til Retterstedet, som det
var Tilfældet med Jesus. Rimeligvis var det
kun Tværstykket, der bares; den lodrette Del
af K. var vel i Reglen oprejst tidligere paa
Retterstedet. Den store Bet., som Apostlene,
især Paulus, tillagde Jesu Død paa K. som
Midtpunktet i Menneskenes. Frelses Historie,
paa een Gang Toppunktet af Menneskenes
Ondskab og tillige af Guds forbarmende Naade, idet
Guds Søns Død paa K. blev en Forsoning for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
