Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Korinthierbrevene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og dels var det om denne temmelig overflødigt i
at bemærke, at han ikke særlig havde voldet
Apostlen Bedrøvelse (2. Kor. 2, 5). Langt bedre
Mening giver alle Udtrykkene i Kap. 2, hvis
man antager, at et enkelt Medlem af
Menigheden ganske særlig har sat sig op imod
Apostlens Autoritet og tilføjet ham svære personlige
Krænkelser; da er det i sin Orden, at der i
V. 5 tales om den Bedrøvelse, som Synderen
har voldt ham, og V. 10 om, at han har tilgivet
Forseelsen. Maaske tør man ogsaa i forsk. af
Apostlens Udsagn finde Vidnesbyrd om, hvad
Modstanderne har bebrejdet ham. Hans
Optræden, har man rimeligvis sagt, var præget af
legemlig Svaghed (10, 1. 10), og hans
Kristusvisioner hidrørte fra en afsindig Daare (5, 13;
11, 1. 16, 12; 1—7); man har endvidere beskyldt
ham for Selvros (3, 1; 5, 12; 10, 12) og
Forfalskning af Guds Ord (4, 2; 2, 17), ja endogsaa
for at have gjort sig personlig Fordel af
Kollekten (12, 16 ff.; 7, 2); i det hele var han en
falsk Apostel, og Menigheden vilde derfor gøre
bedre i at følge dem, der virkelig havde kendt
Kristus »efter Kødet« ɔ: under hans Jordeliv
(5, 16; 10, 17). — Modstanden mod Paulus har
nu været saa stærk, at han ikke formaaede at
hævde sin Autoritet, og fuld af Sorg og Harme
forlod han Korinth, idet han dog lovede, at han
vilde komme snart igen. Imidlertid skriver han
først et strengt Brev, hvori han sætter
Menigheden alvorligt i Rette for dens Adfærd; det er dette
Brev, om hvilket han 2, 3 f. siger, at det er
skrevet under Taarer, og 7, 8 ff., at det har
voldt Menigheden Bedrøvelse, og hvori han
ogsaa har forlangt, at Judaisternes Fører, som
havde tilføjet ham personlige Krænkelser,
skulde straffes (7, 12). Som Overbringer af dette
Brev har Apostlen rimeligvis sendt Titus; i 7,
14 siger han, at han har rost Menigheden
overfor denne Medarbejder, og det er jo
forstaaeligt nok, at Paulus har maattet anvende
Overtalelse for at bevæge Titus til at paatage sig et
saa vanskeligt Hverv. Af 2, 12 ff. fremgaar, at det
var en Aftale, at Titus skulde træffe Apostlen i
Troas, naar han kom fra Korinth, og Paulus
er meget spændt paa, hvorledes Titus’ Sendelse
vil forløbe; han har ikke Ro til at oppebie
Resultatet i Troas, men drager til Makedonien
for at træffe sin Medarbejder dér (2, 13; 7, 5).
Imidlertid har Titus løst sin vanskelige
Opgave med stor Dygtighed; Menigheden angrer
sin Optræden overfor sin Apostel og længes
inderligt efter at faa det gl. Forhold til ham
genoprettet. I 7, 7 kan derfor Paulus berette om den
Glæde, han oplevede ved Mødet med Titus;
den Bedrøvelse, hans strenge Brev forvoldte
Menigheden, har jo saa i Virkeligheden været
til Velsignelse, og Apostlen fortryder derfor nu
ingenlunde, at han sendte det af Sted. Og et
Udslag af hans Glæde er det, at han
skriver 2. Kor. (som altsaa egl. er det 4. Brev fra
Apostlen til Korinth); han vil nu gøre alt for
at faa det gl. Forhold genoprettet; han har
tilgivet og ønsker ikke Fornærmeren yderligere
straffet; og han forbereder Menigheden paa,
at han nu snart vil komme igen, saaledes som
han lovede ved sit sidste Besøg. Men for at
alt kan være paa det rene inden hans Komme,
drøfter han i Brevets Slutning
Stridsspørgsmaalene med sine Modstandere og forbereder
dem paa, at han agter at gaa strengt frem, hvis
Optrinene fra det forrige Besøg skulde gentage
sig. Endelig skal Brevet ogsaa anbefale Titus
og to Brødre, som Apostlen sender i Forvejen
til Korinth, for at de kan begynde at bringe
Indsamlingen til de Hellige i Jerusalem i Stand.
— Brevets Affattelsestid fremgaar klart
af den ovf. tegnede Situation; det maa være
skrevet i Efteraaret 54, da Paulus opholdt sig
i Makedonien og her havde truffet Titus.
Baade for 1. og 2. Kor.’s Vedk. er
Ægtheden i Nutiden praktisk talt ubestridt; de
gør begge et saa personligt Indtryk og passer
saa godt ind i Datidsforhold, at det er ganske
utænkeligt, at en senere skulde have opdigtet
dem i Paulus’ Navn. Derimod har man forsøgt
forsk. Delingshypoteser. 1. Kor. har
man saaledes villet betragte som
sammenarbejdet af to, men Forsøget herpaa fra nyere Tid
(Johs. Weiss) har ikke fundet synderlig
Tilslutning. Større Yndest nyder en Teori om, at
de 4 sidste Kapitler af 2. Kor. opr. har udgjort
et selvstændigt Brev, og da nærmere bestemt
det strenge »Taarebrev«, som ligger mellem 1.
og 2. Kor. Til Støtte herfor henviser man dels
til, at det vilde være paafaldende, om saa mange
paulinske Breve var gaaet helt tabt; dels — og
navnlig — til, at Tonen i de sidste Kapitler af
Brevet er en ganske anden end i det
foregaaende. I Kap. 1—9 er Paulus mild og
imødekommende, men med Kap. 10 anslaar han en
strengere Tone, angriber Modstanderne med
stor Heftighed og retter haarde Trusler imod
dem; han frygter, at han maa anvende strenge
Straffe (12, 20f.; 13, 2), og særlig angriber han
en vis Ophidser (10, 7—11 og 11, 4), der kunde
være den 2, 5 ff. omtalte Fornærmer.
Imidlertid er der dog adskillige Indvendinger at rette
mod Hypotesen. Et Krav om Straf over
Fornærmeren, som 7, 12 forudsætter i det foreg.
Brev, findes ikke i Kap. 10—13; i 10, 1. 3. 10.
11 omtales den Beskyldning mod Paulus, at han
var streng i sine Breve, men den havde
Menigheden dog ingen Grund til at fremsætte før
»Taarebrevet«; endelig forudsætter 12, 16—18,
at Titus allerede er bekendt i Korinth og har
været virksom for Kollekten; men iflg. 7, 13 f.
er han for første Gang kommen til Menigheden
med »Taarebrevet«. Det er vel derfor bedst at
opfatte 2. Kor. som en Enhed; og heller ikke
mindre Bestanddele er det nødvendigt at
udskille. Man har jævnlig ment, at 6, 14—7, 1 enten
var upaulinsk ell. et Brudstykke af et andet
Brev; og unægtelig kan det være en senere
Tilføjelse, da det bryder Sammenhængen; men
man maa dog være forsigtig med saadanne
Hypoteser; Apostlens Stil er jo overhovedet
noget springende, og det er ingenlunde
utænkeligt, at han netop her ved en Foranledning,
som vi nu ikke mere kan konstatere, har
indføjet denne Advarsel mod Samkvem med
Ugudelige. (Litt.: Kommentarer til 1. Kor. paa
Tysk af P. W. Schmiedel [2. Opl. 1892];
H. Lietzmann [1907]; J. Weiss [9. Opl.
af Meyer’s, 1910] og Bachmann [2. Opl.
1910]; paa Engelsk af Plummer and
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
