Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Korinthierbrevene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jødekristne; for dem laa det overalt nær at
beraabe sig paa den ledende Personlighed bl. de
oprindelige Apostle og holde ham frem som
Autoritet for deres lovmæssige
Kristendomsopfattelse, selv om de ingensomhelst direkte
Forbindelse havde med Omskærelsens Apostel.
Størst Vanskelighed volder Udtrykket: »Jeg
hører Kristus til«, fordi det er noget
paafaldende, at der skulde have været et
Kristusparti ved Siden af de andre tre, som nævnte
sig efter menneskelige Forkyndere; man har
derfor ment, at Udtrykket skulde være
fremkommet derved, at en senere Læsers
Randbemærkning havde fundet Optagelse i selve
Teksten; ell. man har formodet, at et
Kristusparti kunde opstaa derved, at nogle Kristne
sagde: vi vil hverken høre til Paulus- eller
Peterspartiet; men vi vil staa helt udenfor, thi
vi hører jo Kristus til; og Resultatet af dette
Forsøg paa at staa udenfor Partierne var da
kun blevet dette, at de Paagældende havde
dannet et nyt Parti. De fleste Forskere forklarer
imidlertid nu Kristuspartiet som en udpræget
jødekristelig Retning; de henviser til 2. Kor. 1,
7: hvis nogen trøster sig til selv at høre Kristus
til, skal han slutte fra sig selv, at ligesom han
hører Kristus til, saaledes gør vi det ogsaa.
Paulus er her ved at holde Opgør med sine
judaistiske Modstandere og siger altsaa, at de
mener om sig selv, at de hører Kristus til,
hvad der sammenholdt med 1. Kor. 1, 12 lader
sig forstaa: kalder sig Kristustilhængere. Man
maa da tænke sig, at disse Mennesker ikke kan
nøjes med at beraabe sig paa Peter som
Autoritet, men henviser til Kristus selv; de roser sig
af Kødet, hedder det 2. Kor. 11, 18, og muligvis
har de ogsaa henvist til Jesu kødelige Broder
Jakob, der (jfr. Gal. 2, 12) indtog et endnu
strengere judaistisk Standpunkt end Peter. Af
2. Kor. 11, 22 fremgaar, at de har lagt Vægt
paa, at de var aramæisk talende Jøder og
Abraham’s rette Efterkommere, og 11, 4 siger Paulus
ligefrem, at det i Virkeligheden er et helt andet
Evangelium, de forkynder. Som i Galatien har
man i Korinth ogsaa bestridt, at Paulus var
retmæssig Apostel, og henvist til »de 12« i
Jerusalem, og han gør i 2. Kor. 11, 5; 12, 11 her
overfor gældende, at han i ingen Henseende
staar tilbage for dem; men Oppositionen fra
Kristuspartiet synes dog endnu ikke at være saa
stærk, da 1. Kor. blev skrevet. I Kap. 4
hudfletter Apostlen med en vis Ironi Læsernes
Indbildskhed og slutter med Spørgsmaalet: Skal
jeg komme til eder med Riset ell. med
Kærlighed og Sagtmodighed? han kan aabenbart ikke
tænke sig andet, end at Menigheden vil
foretrække det sidste og indrette sin Adfærd
derefter. I Kap. 5 paataler Paulus et Tilfælde af
grov Utugt; et Medlem af Menigheden har
staaet i Forhold til sin Stedmoder, og
Apostlen forlanger, at den Paagældende skal
udstødes af Menigheden og »overgives til Satan«;
hvis det ikke sker, kan det let gaa med dette
Tilfælde som med en Surdejg, der
efterhaanden gennemsyrer den hele Dejg. Forinden
Apostlen i 6, 12 ff. fortsætter med at tale om
Utugt, indskyder han en Advarsel mod, at de
Kristne lader deres indbyrdes Stridigheder
paadømme af hedenske Dommere; i hvert Fald
maatte de dog vende sig til deres Trosfæller,
men bedst var det, om de kunde finde sig i at
lide Uret uden straks at vende sig til nogen
Domstol. I Slutn. af Kapitlet anfører Paulus en
Rk. Argumenter for at modbevise den før
omtalte korinthiske Anskuelse, at Utugt for den
Kristne var lige saa nødvendigt og uskadeligt
som Mad og Drikke. — Kap. 7 handler om
Ægteskab og ugift Stand. Indledningen »hvad
angaar« viser, at det er Svar paa et
Spørgsmaal fra Korinthierne, som maa være gaaet
ud paa dette, om det i Betragtning af
Genkomstens Nærhed var tilraadeligt at indgaa
Ægteskab og fortsætte et allerede bestaaende.
Apostlen svarer herpaa mere asketisk og med
mindre Forstaaelse for Ægteskabets og Familielivets
sædelige Værdi, end vi nutildags vilde anse for
rigtigt; men hans sikre Forventning om, at
Herrens Genkomst var umiddelbart
forestaaende, maatte nødvendigvis føre til, at enhver
Deltagelse i det verdslige Liv ikke blot mistede
al sædelig Bet., men ligefrem blev et Onde,
fordi det drog Mennesker bort fra en stadig
Beskæftigelse med det religiøse og gjorde det
vanskeligt for dem helt at tilsidesætte alt
andet for, hvad Gud kræver. Det maa da ogsaa
bemærkes, at Paulus ikke stiller ubetinget Krav
om Cølibat; han nøjes med at fremstille det
som Idealet og som et Ideal, han meget vel
ved, at ikke alle kan naa — I Kap. 8 svarer
Apostlen paa en Forespørgsel angaaende
»Offerkød« ɔ: Kød af Dyr, hvoraf en Del var ofret
til de hedenske Afguder, og om hvilket man
derfor mente, at det altsammen havde en
kultisk Karakter; hans Standpunkt er dette, at da
de hedenske Afguder ikke har nogen virkelig
Eksistens, kan man uden Skade nyde til dem
indviet Offerkød; men hvis en »svag« kristen
Broder betragter en saadan Nydelse som
virkelig Afgudsdyrkelse, bør man for ikke at
forarge ham give Afkald paa sin Ret og lade være
at spise. I Kap. 9 henviser da Paulus til, at
han selv, for ikke at volde Evangeliet Skade,
har givet Afkald paa en endnu
betydningsfuldere Rettighed, nemlig den, som han i
Egenskab af Missionær har til at faa sit Underhold
fra de Menigheder, han stifter. — Kap. 10
genoptager Hovedtanken fra det foregaaende:
Nydelsen af Afgudsofferkød; men nu fremhæves
Farerne ved en saadan Nydelse. Hvis det
virkelig er et Afgudsoffermaaltid, bør »de
Stærke« ikke trøste sig med, at de kristne
Sakramenter er mere virkekraftige end Afgudsofrene;
thi ogsaa Fædrene i Ørkenen havde
Sakramenter og blev dog forkastede. Apostlen tyder
nemlig Oplevelser fra Ørkenvandringen som
sakramentale Handlinger og slutter saaledes:
allerede Israel havde i Ørkentiden en Slags Daab
og Nadver; disse Gaver blev hele Folket til Del,
men alligevel blev Flertallet forkastede; den
kristne Menighed kan det gaa paa samme
Maade, hvis den ikke tager sig i Agt. V. 14 ff.
i sammenstiller nærmere Offermaaltidet med
Herrens Nadver; Nadveren virker
Livssamfund med Kristi Legeme og Blod, og paa samme
Maade virker Offermaaltidet Samfund med
Afguderne ɔ: med Dæmonerne. Man kan, derfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
