Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kor (Del af Kirke) - Kor (Musik m. v.) - Korach - Korah - Korais, Adamantios
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Processionsgang omkring Højkoret) og ved
Kapelkranse. De mest komplicerede Koranlæg
tilhører den got. Stil, men under Sengotikken
simplificeredes Forholdene. Efter at
Korafslutningen regelmæssigt var blevet tresidet ell.
polygonal, fik Kirkens østre Del ofte samme
Bredde som den vestre, og naar K. i saadanne
Langhuskirker afsluttedes med en lige Østvæg,
betød dette, at K. nu ikke mere kunde gøre sig
gældende i Arkitekturen.
C. A. J.
Kor (gr. χορός), 1) opr. Kordans, den med
Sang forbundne Runddans, ogsaa Betegnelse for
selve Sangerne og Danserne. Hos Oldtidens
Grækere var det fra tidligste Tid Skik at fejre
de religiøse Fester ved Sang og Dans. Opr. var
de derved benyttede Korsange rent lyriske, men
blev senere, særlig de til Dionysos-Festerne
knyttede K., Anledningen til den dramatiske
Kunsts Opkomst, idet der efterhaanden
udviklede sig ligesom et dramatisk Vekselspil
mellem Kor fører en (Koragos, Koryfæ) og K. Da
Dialogen senere blev Hovedsagen, vedblev K.
dog at spille en meget væsentlig Rolle i
Dramaet, saavel i Tragedien som i Komedien, som
det lyrisk deltagende ell. raisonnerende
Element (se Drama). Udstyrelsen af disse K.
var yderst pragtfuld og kostbar, og
Bekostningen og Besørgelsen af K.’s Udrustning (Koregi)
hørte i Athen til de saakaldte enkykliske
Liturgier, Statsydelser, der gik paa Omgang
mellem de rigeste og fornemste af Borgerne; den,
hvem det i det givne Tilfælde paahvilede at stille
og udruste K., kaldtes Koragos ell. Koregos,
Stedet, hvor K. indøvedes, Koragion
(Choragium), medens Pladsen paa Teatret, hvor K.
var anbragt, kaldtes Orchestra. — Da den
flerstemmige Musik udviklede sig i 12.—14. Aarh.,
kom Korsangen atter til at spille en
fremragende Rolle, idet de flerstemmige Kompositioner i
Beg. blev skrevne for Sangstemmer alene
(Motetter, Madrigaler o. s. v.), medens
Instrumentalmusikken først senere voksede frem heraf
og sluttede sig dertil (Palestrina, den italienske
Kirkemusik, Bach’s Messer og Kantater,
Händel’s Oratorier o. s. v.). I det moderne Drama,
Opera, Skuespil o. s. v. er det K.’s Opgave at
repræsentere Mængden, Masserne (Folket,
Bønder, Riddere o. s. v.), der ikke som det antikke
K. staar udenfor, men ligesom
Hovedpersonerne deltager i selve Handlingen. — 2) I
moderne Musik er K. en Forening af Sangere, der
i Fællesskab deltager i Udførehen af et
Musikstykke, i hvilket de enkelte Stemmer er
flerdobbelte besatte. K. kan bestaa enten af
Mandsstemmer alene (Tenor og Bas) ell. af
Kvindestemmer alene (Sopran og Alt) ell. ogsaa af
begge i Forening og kaldes da blandet K.
Medens Korsangen tidligere navnlig udøvedes
af professionelle Sangere, er det i 19. Aarh.
blevet meget alm., at Dilettanter slutter sig
sammen i Foreninger til Dyrkelse af denne.
Den almindelige Betegnelse for saadanne
Sammenslutninger af Dilettanter er
Sangforeninger, særlig naar det er a capella-Sangen
(uden Ledsagelse), der danner Grundlaget for
K.’s Repertoire. De Foreninger, der dyrker de
større Former, Korværker med Solo og
Orkesterledsagelse e. l., kaldes i Reglen Koncert-
ell. Musikforeninger. — 3) Betegnelse
for saadanne Musikstykker, der er beregnede
paa at udføres af en Flerhed af Sangstemmer,
et K. — 4) Benyttes ogsaa, men sjældnere, om
en Samling Instrumentalmusikere, særlig
Blæsere. — 5) Ved Klaveret betegner K. det
samlede Antal af ens stemte Strenge, der hører til
hver enkelt Tone (se Klaver). — 6) Ved de
blandede Orgelstemmer (Mixtur, Kornet o. s.
v.) samtlige de til en enkelt Tangent hørende
Piber af forsk. Tonehøjde (se Orgel).
S. L.
Korach [’kro.rak], d. s. s. Korah.
Korah [’kro.rak] ell. Korach, Stamfader
til Korachiderne, en Afdeling af Leviterne ved
Jerusalems Tempel, der dels havde med
Dørvogtningen, dels med Musikken, dels med
Bagningen af de hellige Brød at gøre. Deres
Virksomhed ved Tempelliturgien skyldes det bl. a.,
at fl. Salmer tilhører dem. De forsøgte at
komme op i den højere Præstestand og faa Lov at
frembære Røgelse, men dette blev afvist. Dette
skildres i Form af en Fortælling om
Stamfaderen K.’s Oprør mod Moses og Aron, som blev
afgjort ved en Gudsdom. Denne Fortælling er
(i 4. Mos. 16.) sammenflettet med en anden om
Datan’s og Abiram’s Oprør mod Mose
Førerskab.
J. P.
Korais (Κοραής), Adamantios, gr.
Filolog og Patriot, f. i Smyrna 27. Apr. 1748, d. i
Paris 6. Apr. 1833. Efter at have tilbragt sin
Barndom og første Ungdom i sin Fødeby rejste
han 1772 til Holland og opholdt sig 6 Aar i
Amsterdam, arbejdende i sin Faders
Handelsforretning, Efter dernæst atter at have tilbragt
et Par Aar i Smyrna, hvor han ikke følte sig
tilfreds, begav han sig 1782 til Frankrig, som
blev hans andet Fædreland. Han begyndte her
først at studere Medicin i Montpellier, og efter
at have taget Doktorgraden tog han 1788 Bolig
i Paris. Først nu tog han fat paa det, der
skulde blive hans Hovedgerning: Arbejdet for
det gr. Folks aandelige og politiske Udvikling.
Den søgte han at fremme dels ved at gøre
Grækernes daværende virkelige Stilling saa
bekendt som muligt baade for dem selv og for
Europa, dels ved at aabne Grækernes Øjne for
deres egen store Fortid, dels ved at rense og
forbedre det nygræske Sprog. Det første
Formaal tjente bl. a. hans Skrift Mémoire sur
l’état actuel de la civilisation dans la Grèce
(Paris 1803). Kendskabet til Oldtiden søgte han
at fremme ved sine talrige Udgaver af græske
Forfatteres Skr, for en stor Del ledsagede af
fr. Oversættelse og Noter. De fleste er samlede
under Titlerne »Græske Bibliotek« (16 Bd Paris
1805—26) og »Parerga« (9 Bd Paris 1809—27).
De vigtigste gr. Forfattere, af hvem han har
udgivet Skr, er Theofrast, Hippokrates,
Isokrates, Plutarch, Strabon, Aristoteles, Platon,
Xenofon o. s. v. Af hans Skr mærkes endvidere
»Atakta« (Blandinger) (5 Bd Paris 1828—35),
som bl. a. indeholder Udgaver af byzantinske
og nygræske Forfattere. — K.’s Bestræbelser
for at rense det gr. Sprog gik dels ud paa at
fjerne Fremmedord, dels paa at nærme
Sproget til det antikke. Ang. Berettigelsen af denne
sidste Bestræbelse er Meningerne delte, men K.
har i ethvert Tilfælde gjort sig fortjent til sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
