Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Konstantinopel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dunkle, Forjættelser om K.’s Erobring, og det
var til Dels i Tillid til disse, at Kalifen
besluttede, da Kampene med Byzantinerne paa
Syriens Grænser ikke syntes tilstrækkelig hurtig
at kunne give Resultat, at rette Angrebet mod
selve Rigets Centrum. En uhyre arab. Flaade
udrustedes, og Belejringen fortsattes med
Afbrydelser gennem fl. Aar; til sidst beholdt dog
Byzantinernes overlegne Krigskunst i
Forbindelse med Stadens fortræffelige
Fæstningsværker og Anvendelsen af den frygtelige »gr. Ild«
Overtaget, og 675 maatte Araberne efter et
uhyre Tab af Menneskeliv drage bort med
uforrettet Sag; først 8 Aarh. senere skulde
Profetens Spaadom gaa i Opfyldelse.
I 9. og 10. Aarh. tager Riget og med det
Hovedstaden atter Opsving; de stærke
Fæstningsværker blev udbedrede under Kejser
Theodosius (829—842). Men derefter begyndte
Forfaldet. Den forfinede Befolkning savnede al
milit. Kraft, og Regeringens Magt støttede sig
derfor udelukkende paa Lejetropper af meget
blandet Sammensætning, Arabere, Tatarer og
Nordboer; disse sidste (Væringerne) fik p. Gr.
a. deres Disciplin og deres Paalidelighed en
stadig stigende Bet. De havde deres Kaserne i
Stadens nordøstlige Hjørne i Nærheden af
Kejserpaladset Blachernæ (ikke langt fra den nuv.
Forstad Ejjub). Rigets Svaghed benyttedes af de
opblomstrende ital. Handelsrepublikker, som
tiltvang sig stedse større Rettigheder. Allerede
tidligere havde de driftige Italienere paa det
gyldne Horns Nordside (det nuv. Galata) anlagt
Faktorier, af hvilke der efterhaanden udviklede
sig hele Kommuner. Venetianerne var de
første, der (1082) lod sig overdrage et Kvarter
med fuldstændigt Selvstyre, efter dem fulgte
Pisanerne og Genueserne. Disse Miniaturstater i
selve Byens umiddelbare Nærhed laa i idelige
Stridigheder indbyrdes, der ofte gav sig Udtryk
i blodige Kampe og formelige Søslag, og kun
sjælden formaaede de ulykkelige Kejsere at
gøre alle Parter til Pas og bevare Byfreden.
Fra Venedig, hvor man saaledes havde god
Besked om K.’s Afmagt, trods det imponerende
Ydre, udgik ogsaa den dristige Tanke om ved
et rask Kup at gøre Ende paa det byzantinske
Kejserdømme og vinde K. for Latinerne;
denne Tanke virkeliggjordes ved det 4. Korstog
1204. Med genial Statsmandskunst lykkedes det
den venetianske Doge at dysse Pavens
Betænkeligheder i Søvn og vinde Deltagerne i Toget
for sin Plan, der havde saare lidet med
Korstogenes religiøse Idé at gøre. Anledning til
Indblanding i det byzantinske Riges Anliggender
gav de indre Tronstridfigheder; de frankiske
Riddere satte deres Prætendent paa Tronen og
besatte Galata 1203. Men snart kom det til
Rivninger mellem de overmodige Riddere og
Befolkningen i K.; nogle Gadeoptøjer fra de
førstes Side foraarsagede en stor Ildebrand, og i
Forbitrelse herover rejste Indbyggerne et
Oprør (Febr 1204), hvorved Kejser Isaak Angelos
og hans Søn blev dræbte. Nu havde Latinerne
den Anledning til aaben Vold, de saa længe
havde søgt. Den 12. Apr. blev K. stormet og
hærget med hele den Vandalisme, som ved alle
Lejligheder har givet Navnet Korsfarer en saa
barbarisk Klang. Den ny byzantinske Kejser
blev dræbt, og i hans Sted udraabte
Korsridderne 16. Maj 1204 Grev Balduin af Flandern til
Kejser. Det ny Rige, kendt under Navnet det
lat. Kejserdømme, bestod dog kun kort; dets
Magt blev oprevet i idelige Kampe dels med
Rigets nordlige Naboer, de krigerske Bulgarer,
dels med byzantinske Tronprætendenter.
Allerede 1261 var K. atter i en byzantinsk Kejsers
Magt; de eneste, der havde varig Fordel af
denne romantiske Epoke, var de ital.
Handelsstæder.
I 14. Aarh. dukker den sidste og farligste
Fjende for K. frem, de osmanniske Tyrker.
Stykke for Stykke falder fra det byzantinske
Kejserdømme, der til sidst kun udgør Byen selv
tillige med et Par enkelte Kyststrækninger.
Allerede 1399 rettede Sultan Bajesid Jilderim et
Angreb paa K.; Byen, der forsvaredes med
Tapperhed af den fr. Marskal Boucicault, vilde
vistnok være bukket under, hvis ikke Sultanens
Opmærksomhed var blevet bortledet ved det
truende Angreb fra Mongolernes Fyrste Timur.
Dennes store Sejr ved Angora 1402 hemmede
dog ikke Væksten af Osmannernes Magt ret
længe. Allerede 1422 laa Sultan Murad II atter
foran K., men de stærke Mure modstod endnu en
Gang Tyrkernes primitive Artilleri. 1452
lukkede Sultan Muhammed II Erobreren for
Bosporus ved Opførelsen af Borgen Rumili Hissar,
hvis maleriske Ruin endnu udgør et af
Strædets største Skønheder, og fra nu af var K.’s Fald
kun et Tidsspørgsmaal, der ret snart maatte
finde sin Løsning. Apr. 1453 ankom Sultan
Muhammed foran K. i Spidsen for en Hær paa c.
160000 Mand; imod denne Mængde kunde den
byzantinske Kejser Konstantin XI Palaiologos
kun stille en Styrke paa c. 9000, hvormed der
skulde dækkes en Fæstningsrayon paa henimod
22 km. Forgæves havde Kejseren henvendt sig
til Europa med indtrængende Bønner om Hjælp;
de ital. Republikker var optagne af indre
Stridigheder, og Paven stillede som Betingelse for
sin Medvirkning den gr. Kirkes Underkastelse
under den rom. Stat. I sin Fortvivlelse var
Kejseren rede til at bringe ogsaa dette Offer, men
den fanatiske Pøbel vilde intet vide deraf og
raabte, at det af to Onder var bedre at leve
under Turbanen end under Tiaraen. Praktisk
Bet. fik dette Skridt heller ikke; thi den af
Paven organiserede Hjælp kom alt for sent.
Kejser Konstantin var saaledes næsten
udelukkende henvist til egne Kræfter; Genueserne paa
Chios sendte et lille Hjælpekorps under den
tapre Giustiniani; derimod indtog den
genuesiske Koloni i selve Galata, som kun var ivrig
for at redde sine Handelsprivilegier, en højst
tvetydig Holdning og fraterniserede til Dels
aabent med Tyrkerne. Belært af de ved tidligere
Belejringer gjorte Erfaringer havde Sultan
Muhammed, hjulpet af en wlachisk Ingeniør
Orban, særlig sørget for Udviklingen af sit
Artilleri. Kejseren lod da Murene paa de udsatte
Steder forsyne med en blød Beklædning af
Mørtel, der dæmpede Kuglernes Virkning. Da
det gyldne Horn var spærret med Jernkæder,
lod Sultanen om Natten 21.—22. Apr. 72 Skibe
slæbe over Land gennem Dalene N. f. Pera til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
