Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Klöcker, von Ehrenstrahl David - Kløe - Kløfttand - Kløgning - Klœingr Þorsteinsson - Kløpind - Kløpulver - Klør - Kløv - Kløvebrænde - Kløver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som i Karl XI’s og Ulrika Eleonora’s Kroning
(Drottningholm), Tegningssuiten: Certamen
equestre (1686), der gengiver Højtidelighederne
ved Karl XI’s Kroning (og ligesom adskillige
Malerier er stukket i Kobber af Eimmart), og
de 8 Gengivelser af Disa’s Historie til Venngarns
Slot. I Portrætfaget, i hvilket K. en Tid synes
paavirket af Rubens, blev han ogsaa stærkt
sysselsat; til hans solideste Portrætter regnes E.
Dahlberg (Upsala Kunstmus.), det
ejendommelige »Brunnsmästeren i Medevi o. hans söner«
(1683, Gripsholm), fl. Billeder af Karl XI.
Alsidig som K. var, malede han ogsaa Dyrstykker
(i holl. Manér), raderede (nogle Blade til
»Certamen«) og skrev om Kunst bl. a. »Die
vornehmsten Schildereyen, welche in d. Pallästen
d. Kgr. Schweden zu senen sind« (1694).
Selvportrætter af K. findes i Firenze, Sthlm og
Upsala. — K., en Eklektiker og Fortsætter af da
Cortona’s Forfaldskunst, en Rutinemaler, der
til sidst arbejdede helt værkstedsmæssig med
en Stab af Lærlinge, har dog brudt Bane i sv.
Kunst, tilført denne en hidtil ukendt malerisk
Færdighed i Fordeling af Lys og Skygge og i
Farvepaasætningens lysende Effekt og desuden
i adskillige af sine Portrætter vist Vejen til et
ærligt Naturstudium. De mange Stik efter hans
Værker vidner noksom om det store Ry, han
nød hos Samtiden. K. skrev selv »Kurzer
Uebersicht, Observationes u. Regulen von der
Mahlerey« (udg. 1918 af G. Silfverstolpe). I
Rosenborg-Samlingen Portr. af Ulrika Eleonora
(1681), Hedvig Eleonora og Frederik IV,
andre i Frederiksborg-Mus. (Litt.: A. Hahr,
»D. Krafft o. d. Ehrenstralska skolen« [Sthlm
1900]; Samme, »D. K. Ehrenstrahl« [Sthlm
1905]).
A. Hk.
Kløe, Pruritus, benævnes en specifik
Fornemmelse, særlig af Huden, som reflektorisk
fremkalder Trang til Kradsning ell. Skrabning
paa det paagældende Sted. I visse Tilfælde
opstaar den uden paaviselig, ydre Aarsag, er af
rent nervøs Natur og benævnes da i Medicinen
idiopatisk i Modsætning til de symptomatiske
Former, der ledsager visse ydre Indvirkninger,
saasom Irritation fra Utøj, Fnat og en stor
Mængde forsk. Hudsygdomme. I de enkelte
Tilfælde kan det imidlertid ofte være vanskeligt
at udrede den opr. Aarsag, idet
Kløefornemmelsen medfører stærk og langvarig Kradsning,
der fører til Hudirritation og ekzematøse
Tilstande, som i sig selv giver Anledning til
forøget K. Der fremkommer herved en Circulus
vitiosus, som forøger Lidelsens Styrke og kan
gøre den til en meget haardnakket og vanskelig
helbredelig Tilstand. Afset fra de egl.
Hudsygdomme er Tilbøjeligheden til Hudkløe stærkest
i den noget fremrykkede Alder, ved visse
Konstitutionsanomalier og nervøse ell.
Cirkulationsforstyrrelser; saaledes findes ofte en omkr.
Genitalia ell. omkr. Anus lokaliseret K. sammen
med Hæmorroider. Endnu hyppigere optræder
K. i Oldingealderen som den saakaldte Pruritus
senilis, der ofte strækker sig over hele Huden.
Behandlingen, der altid er vanskelig og
langvarig, maa saa vidt muligt tage Hensyn til den
til Grund liggende Aarsag; desuden kan ofte
lokalt virkende, egl. kløestillendte Midler vise
gavnlig Virkning; af disse kan nævnes:
Meuthol, Tjære o. fl.
(E. P-n.)
Kløfttand, se Dicranum.
Kløgning, Brækningsbevægelse.
Klœingr Þorsteinsson [’klø.iŋgr-’þårstæin
sån], Biskop i Skalholt 1152—76, f. 1102. I
Sagaværket »Hungrvaka« (s. d.) er denne
Biskop den sidste, der skildres, og han skildres
meget smukt som »den største Lærdomsmand,
veltalende og en dygltig Skjald«. Af hans Digte
kendes dog saa godt som intet. K. lod opføre en
prægtig Kirke paa Skalholt. Han berømmes
ogsaa for sin store jur. Indsigt, og han siges at
have haft med enhver større Sag at gøre. Han
var saaledes en meget indflydelsesrig Mand,
men hverken stolt ell. haard; tværtimod var
han meget venlig og alm. yndet. Ligeledes holdt
han Skole paa Skalholt og var overhovedet en
meget lærd Mand. (Litt.: F. Jónsson, Hist.
Eccl. Isl., I]).
F. J.
Kløpind, se Dragt, S. 382.
Kløpulver (Setæ Mucunæ) af Mucuna
pruriens D. C., en Papilionacee, som har hjemme i
Troperne. Bælgen (Fructus Stizolobii, Siliqua
hirsuta) er paa Ydersiden tæt beklædt med
ejendommeligt byggede, flercellede Dækhaar, hvis
Endecelle let knækker af, den er mod Spidsen
besat med Modhager, og Haarene foraarsager
derfor en vedholdende Kløe, naar de trænger
ind i Huden. I Vestindien har Haarene, udrørt
i Sirup ell. Honning, været anvendt som et
mek. virkende Middel mod Spolorm.
B. G.
Klør (Kløver), en af de 4 Farver i Kortspil.
Navnet skyldes, hvad ogsaa Figuren for K. paa
Kortene viser, Planten Kløver.
Kløv kaldes i Norge en Byrde, som lægges
paa et Lastdyrs Ryg, saaledes at den bæres paa
begge Sider af denne. Egl. betegnes herved de
kløvede, vinkelformede Træer, som Byrden
hviler paa. Oldnorsk: klyf, egl. det kløftede (af
kljúfa = kløve, spalte). Jfr. Kløvsadel.
H. F.
Kløvebrænde (norsk Ved) kaldes i
Skovbruget den Vare, bestemt til Brændsel, som
dannes af Stammer og Grene over 15 ell. 20
cm Tykkelse, naar Veddet p. Gr. a. sin ydre
Form ell. sin indre Bygning ikke egner sig til
Gavnbrug. Stammen ell. Grenen oversaves i
Stykker paa enten 1 ell. c. 0,64 m’s Længde,
kløves i 2 ell. fl. Stykker og stables i
»Rummeter«, c. 1 m paa hver Led ell. 1 X 0,64 X
1,56 m, i begge Tilfælde dog med Overmaal for
Svind ved Udtørring. I Danmark er det
overvejende Bøg, i andre Lande tillige Birk og
Naaletræ, som leverer det meste K.
C. V. P.
Kløver (Trifolium L.), Slægt af
Ærteblomstrede med c. 250 Arter, alle urteagtige, dels
et-, dels fleraarige, fortrinsvis hjemmehørende i
Europa’s, Asien’s og Nordamerika’s
tempererede Egne. Rødderne er i Reglen kraftig
udviklede, ofte dybtgaaende. Stænglen er hos nogle
Arter opret, hos andre krybende. Bladene er
hos de fl. Arter trefingrede, forsynede med
veludviklede Akselblade. Den typiske
Blomsterstand er et Hoved, men hos nogle Arter faar
den nærmest Karakter af et Aks, hos andre
nærmer den sig Skærmformen. Bægeret rør- ell.
klokkeformet, stundom oppustet, vedvarende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
