Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Klohammmer - Klokke (bot.) - Klokke (Kirkeklokke m.v.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Klohammmer (Søv.), en Jernhammer med
spaltet Blad, der bruges til at hale Spiger ud
med.
C. B-h.
Klokke (bot.), se Campanula.
Klokke (af senere lat. clocca), hult
Metalstykke i Form af en afstumpet, forneden
udbuet Kegle, som indvendig har en Knebel, der
frembringer Lyden ved at slaas mod K.’s Væg.
De allerfleste navnlig større K. og til Kirker
er støbte af Klokkemetal, en Legering af
Kobber og Tin med mere Tin end Kanonmetal,
mindre end Spejlmetal. Tinindholdet er oftest
omkr. 20 %; 22 % Tin siges at give den
smukkeste Klang. Da det hed sig, at Sølv forhøjede
K.’s Vellyd, ofrede de Troende i Middelalderen
ofte deres Sølv til Kirkeklokkerne, men selv
om Sølvet faldt ned i Flammeovnen, fandt det
utvivlsomt Vej derfra til Klokkestøberens
Lomme. Nyere Forsøg i England med fire K. af
forsk. Legering og Sølvholdighed har vist, at
Sølv kun giver en slettere Tone, Analyser af
ældre K. har ikke givet Sølvindhold,
Tilsætning af andre Metaller til Klokkebronzen
forbedrer den ikke, men gør den næsten altid
skør. Den tekniske Fremgangsmaade er den
for al gl Bronze støbning almindelige à cire
perdu-Metode; over en Lerkærne formes K. i
Voks, som atter omgives af en Lerkappe;
Vokset udsmeltes af det glødende Metal (smlg.
Bronze-Kunsthaandværk). Enhver
større K. har øverst en Krydshank, Kronen,
hvormed den gøres fast paa Klokkestolen.
Oftest er K.’s Vægt og Tonehøjde foreskrevne
Klokkestøberen. Tonen afhænger af K.’s
Størrelse og Tykkelsen af Slagringen, den Del,
Knebelen slaar imod.
Jo større K. er, desto dybere er i Alm. dens
Tone. Ofte findes i Kirketaarnene fl. K., hvis
Toner staar i bestemt Højdeforhold indbyrdes,
saa at Ringningen bliver harmonisk. Haves 4
K., giver de saaledes Grundtone, Ters, Kvint
og Oktav; deres Diametre forholder sig som
2 : 1 3/5 : 1 1/3 : 1, Vægtene omtr. som 8 : 4 1/10 :
2 4/10 : 1.
Staalklokker, først støbte i Staalværket
i Bochum, er i den senere Tid blevne ret alm.
paa Jernbaner og i Fabrikker, sjældnere ved
Kirker, da de savner den malmfulde Tone; de
er udsatte for at ødelægges af Rust og derfor
langt forgængeligere end Malmklokkerne; disse
kan, hvis de revner ell. er for stærkt slidte,
støbes om og har en stor Materialværdi,
Staalklokkernes Materialværdi er forsvindende.
Stemmegafler af Staal er billigere end
K. De anvendes, men ikke meget, i
Nordamerika og i England; efter Frederiksstads
Bombardement 1850 fik en af Dissidenterkirkerne
ved sin Nyopførelse et saadant Ringeapparat.
I Tyskland anvendes Stemmegafler i
Bjergværkerne, deres Tone er meget ren og klar,
men høres ikke ret langt.
K.’s Historie. Allerede i den graa Oldtid
Anvendtes Cymbeler, Bjælder og Smaaklokker
ved Gudstjenesten. I Ægypten forkyndtes
Osiris-Festen ved Klokkespil; der er fundet
Smaaklokker af Bronze i Assyrien; Aron og
Jødernes Ypperstepræster bar Smaaklokker af Guld
i Sømmen paa Overkjortelen til deres
Embedsdragt, og naar i Athen Kybele’s Præster ofrede,
ringede de med K. Romerne kundgjorde de
offentlige Forsamlinger ved Klokkeringning
(tintinnabula), Sueton beretter, at August ophængte
en K. i Juppiter’s Tempel. Anvendelsen af K.
laa nær for den kristne Kirke. Man ved dog
intet om, at de Kristnes Gudstjeneste i de første
Aarhundreder forkyndtes ved nogen Lyd. I
Klostrene meldtes ganske vist Bedetimerne med
Tube ell. med Hammerslag paa Plader af Træ
ell. Metal. Først i 6. Aarh. omtales K.
udtrykkelig i Frankernes Rige og paa de britiske Øer.
Paa Karl den Stores Tid var K. allerede ret
alm., og K.’s Indvielse foregik ved en egen
Ritus. De ældste K. var kun smaa og ikke
støbte, men smedede. Stadsmuseet i Köln anses
for at eje den ældste K., den saakaldte
»Saufang«. Klokkestøbning blev vistnok først
udviklet i det ital. Landskab Campanien, hvorfor
K. paa Middelalderens Latin hedder Campana.
En af de ældste daterede Klokker, fra 1144,
findes i den lille bayerske By Iggelsbach, en
anden, fra 1159, i Domkirken i Siena. Til de største
K. hører den fra 1533 i Kreml i Moskva, som
vejer 220 t; den faldt ned under Branden 1812
og laa i Jorden, til den 1836 sattes paa en 1 m
høj Granitsokkel ved Siden af Klokketaarnet
»Ivan Welikij«; endvidere Ivan Welikij’s egen
K. paa 50 t, støbt 1819; Kejserklokken i Kölns
Domkirkes sydlige Vesttaarn paa c. 27 t, Roms
Skt Peters-Kirkes paa 19 t, Josefine-K. i Skt
Stefans-Kirken i Wien paa c. 17,5 t,
Notre-Dame-Kirkens i Paris 19 t.
(F. W.). C. A. J.
I Danmark benyttedes en K. allerede af
Ansgar i Slesvig. Den ældste bevarede danske K.
er vistnok den bikubeformede Malmklokke i
Smollerup Kirke ved Viborg fra c. 1200. Fra 13.
Aarh. findes talrige, ofte skriftløse K. af
elegant og slank Form; en enkelt (fra Hæstrup i
Vendsyssel, nu i Nationalmuseet) bærer
Runeindskrift. Fra 14.—15. Aarh., da Klokkerne i
Hovedsagen antog den endnu brugelige, bredere
og lavere Form, er bevaret fl. hundrede K.,
dels af danske Støbere som Olaf Kegge, Peter
Hansen i Randers og Peter Hansen i
Flensborg, dels af nordtyske og nederlandske Mestre,
deriblandt den i Beg. af 16. Aarh. indvandrede
Johannes Fastenove, en meget dygtig og
omhyggelig Støber, der bl. a. har støbt den store
K. i Roskilde Domkirke. Ligesom i Udlandet
har de kat. Klokker Indskrifter i et Baand
omkr. Halsen, med Majuskler ell. Minuskler;
Sproget er næsten altid Latin, Indholdet dels
religiøst, dels historisk (Giver- og Støbernavne,
Aarstal m. m.). Stundom nævner Klokken sit
eget Navn, hvormed den højtideligt blev døbt,
og ikke faa Indskrifter vidner om den
fantastiske Tro paa K.’s overnaturlige Magt, K. kan
sige: Functos plango, vivos voco, fulgura frango
(jeg sørger over de Døde, jeg kalder de Levende,
jeg bryder Lynene). Foruden Bogstaver og
Ornamenter findes paa de sentmiddelalderlige K.
hyppigt afstøbt Pilgrimstegn ell. større
Helgenbilleder.
Efter Reformationen blev Indskrifterne ofte
længere, saa at de, især i 17.—18. Aarh.,
foruden Klokkehalsen ogsaa fyldte store Partier
af Klokkelegemet, og Bogstavformer og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
