Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirke (Herrens Hus) - Kirke (Troldkvinde)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frimenighedens Forhold til Folkekirken i det hele —
Frimenigheden skal være evangelisk-luthersk —
ikke skønner, at der er Grund til at nægte
den Tilladelsen. Foruden K.’s Præster kan
ogsaa her 5 Familiefædre, Enker ell. Personer
med egen Husstand udvirke Tilladelse for
Frimenighedspræsten til at holde Gudstjeneste og
forrette Daab og Altergang i K., og 20
Frimenighedsmedlemmer i et Sogn kan opnaa
Tilladelse til at faa K. overladt til fast Brug for
Frimenigheden i Lighed med
Valgmenighederne. Adgangen til K. ved alle de foran
omhandlede Gudstjenester og kirkelige Handlinger
skal staa aaben for alle. Betalingen, der skal
ydes for K.’s Brug ved ekstraordinære
Lejligheder, fastsættes i en af Menighedsraadet
udfærdiget og af Overtilsynet (paa Landet
Provstiudvalget) stadfæstet Vedtægt. Orgelspil ved
Daabshandlinger i Forbindelse med den alm.
Gudstjeneste skal ydes gratis, og for K.’s
Benyttelse til gudstjensteligt og andet opbyggeligt
Brug maa overhovedet ikke kræves anden
Betaling end den takstmæssige for Opvarmning,
Belysning og Rengøring. Ved de i K.
forefaldende Gudstjenester og kirkelige Handlinger m.
v. paahviler Ansvaret for, at alt foregaar
sømmeligt og med Orden, naar Stedets Præst ikke
selv er tilstede og leder Handlingen, den Præst,
til hvem K. er overladt; denne skal da ogsaa
paase og selv bidrage til, at Kirkebygningen og
dens Tilbehør behandles med Omhu og
Forsigtighed.
O. D.
Ligesom i Danmark bevarede ogsaa i
Norge — væsentlig i Kraft af de samme
Lovbud for begge Lande — K. efter Reformationen
sin juridiske Kvalitet af egne Stiftelser, der
sagdes at »eje« det dem tillagte Gods. Men
ogsaa her gjorde Statens Overtilsyn, udøvet
gennem Lensherrerne, senere gennem
Stiftsdirektionerne (Stiftamtmand og Biskop), sig mere
og mere gældende som en Overejendomsret,
der i stigende Udstrækning tillod Kongen at
disponere over Kirkegodset. Vistnok søgte et
Kongebrev af 11. Juli 1647 at indskrænke denne
Beføjelse til Overskuddet af K.’s Beholdninger,
hvilket skulde kunne anvendes til (andre) K.’s
og Skolers Fornødenhed samt anden kristelig
og gejstlig Brug; men dette overholdtes ikke.
Adskillige K. overdroges tværtimod med
»Patronatsret« til adelige Lensbesiddere, og 1722
og flg. Aar solgte Kongen endog over
Halvparten af Landskirkerne til Private ell. til selve
Menighederne, mod at deres Vedligeholdelse
som Gudshuse skulde paalignes Køberne. Den
sidste Bestemmelse viser, at K. heller ikke ved
dette Salg helt tabte Karakteren af Stiftelser,
og at Betegnelsen »Kirkeejer« ikke tør opfattes
i privatretlig Forstand. Meningen var alene at
overføre paa Køberne den Ret til at disponere
over Overskuddet, som Staten for længst havde
tilegnet sig; det tilliggende Gods maatte derfor
ikke fraskilles dem. Imidlertid medførte Salget
til Dels meget mislige Følger, idet de private
Ejere viste sig særdeles efterladende i at
vedligeholde K., hvis Bygninger hurtig forfaldt.
Det samme var desuden Tilfældet med de K.,
som Staten ikke havde fundet Købere til, fordi
de ikke besad tilstrækkelige Indtægter til at
lokke nogen. Staten viste sig her mindre og
mindre villig til at bidrage til Reparationer, og
da Menighederne iflg. N. L. 2—21—60 i
bekosteligere Fald var forpligtede til selv at
deltage, ledede det til, at Menighederne ud
gennem det 18. Aarh. mere og mere ansaas som
havende overtaget Statens K., en
Betragtningsmaade, som fik en Slags Lovhjemmel ved
en L. 24. Apr. 1818. Fra nu af »ejedes« altsaa
K. enten af sin Menighed ell. af en privat
Kirkeejer. Antallet af de sidste formindskedes
dog efterhaanden, især efter at L. 24. Septbr
1851 § 5 havde givet Menighederne en vis
Løsningsret. Ved L. 3. Aug. 1897 gjordes endelig
denne Indløsning tvungen. Iflg. dens § 1 skal
herefter enhver Sognekirke »være Menighedens
Ejendom og maa ikke afhændes«. Heller ikke
disse Ord tør imidlertid opfattes privatretlig.
K. er fremdeles en offentlig Stiftelse, og dens
Kapitaler, Indtægter og Rettigheder
(Jordegodset undtaget) maa ikke skilles fra den.
Indtægterne anvendes alene til K.’s Behov og de den
paahvilende Lønninger; men Overskuddet kan
iflg. nærmere kgl. Bestemmelse ogsaa anvendes
til andre kirkelige Formaal inden for samme
Sogn. I Egenskab af offentlig Stiftelse staar K.’s
Styrelse fremdeles under Indseende af
Kirkedepartementet, hvilket 1814 afløste det
dansk-norske Kancelli, samt under dette af
Stiftsdirektionen (»Overtilsynet«). Sognepræsten og
enkelte Kommunemænd udgør det stedlige »Tilsyn«;
men iflg. L. om Menighedsraad og
Menighedsmøder af 3. Decbr 1920 skal dette Tilsyn gaa
over til Menighedsraadet. Under dem staar igen
en beskikket Kirkeværge. »Tilsynet« har at
træffe Afgørelse om K.’s Benyttelse uden for
de regelmæssige Gudstjenester og kirkelige
Handlinger; dog tør den kun bruges i kirkelige
ell. dermed beslægtede Øjemed, i hvilken
Henseende Kongen giver nærmere Bestemmelser.
Afgørelsen kan af Ansøgeren ell. et
Tilsynsmedlem ell. 20 myndige Menighedsmedlemmer
indankes for Kirkedepartementet. Sluttelig
bemærkes, at undtagelsesvis enkelte K. ogsaa
efter den ny Lov kan vedblive at tilhøre Staten
ell. visse offentlige Stiftelser.
(E. H.). Abs. T.
Kirke (Circe) var efter gr. Sagn en
Troldkvinde, Datter af Solguden Helios og Okeaniden
Perse. I Homer’s Odysse fortælles, at hun paa
Øen Aiaia bebor et herligt Palads; Flodernes og
Bjergenes Nymfer er hendes Tjenerinder; under
vidunderlige Sange væver hun paa sin Vævestol
Klæder saa skønne, som kun Guder bærer dem.
Under sin Omflakken paa Hjemvejen fra Troja
kom Odysseus ogsaa til K.’s Ø. Han sender
nogle af sine Folk til K.’s Palads; dette er
bevogtet af vilde Dyr, der dog som Følge af den
Fortryllelse, de er undergivne, venlig logrende
kommer Mændene i Møde. Af K. føres de ind
i Paladset, beværtes og forvandles derefter ved
et Slag af hendes Tryllestav til Svin, dog
saaledes, at de beholder menneskelig Forstand. Kun
Eurylochos har forsigtig holdt sig tilbage og
melder nu det forefaldne til Odysseus; denne
begiver sig paa Vej til K. og møder undervejs
Hermes, der giver ham en Urt, ved Hjælp af
hvilken han modstaar hendes Trolddomskunster
og tvinger hende til atter at give hans Mænd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
