Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kinn - Kinnamos, Johannes - Kinnarodden - Kinnekulle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kinn Sogne og ligger omkr. Ladestedet Florø.
Den største Del af K. dannes af Fastlandet,
Resten af en Mængde større og mindre Øer,
Holmer og Skær, mellem Frøisjøen mod N. og
Stavfjorden mod S. Kysten er overordentlig
udtunget; nordligst gaar den smalle
Norddalsfjord c. 20 km ind fra V. mod Ø.;
parallelt med denne, adskilt ved en lang, smal
Halvø, hvis yderste Del Bransøen næsten er
sammenhængende med Fastlandet, gaar
Eikefjorden c. 25 km ligeledes mod Ø. Herredet
omfatter desuden fra N. mod S. en Rk. større
Øer, nordligst Hovden ell. Barreksten, derpaa
Vevlungen, Batalden, store og lille, og Skorpen,
hvilke tilsammen danner en mere samlet
Gruppe skilt fra de S. f. liggende Reksten og
Kinn, samt de Ø. f. liggende Øer Askroven og
Svanø. Samtlige disse Øer er høje og nøgne;
Fjeldet har i Reglen sin bratteste Side ud mod
Havet. Mest kendt er Dannelsen af Kinn, som
har to ved et dybt Skar, Høiskaret, adskilte
Toppe, af hvilke igen den ydre ved en trang
næsten til Havets Niveau gaaende Spalte
Kinnaklove er kløvet i to mindre Dele. Uden
for Kinn ligger et Par mindre, af smaa Øer
bestaaende Øgrupper, Nærøerne og Ytterøerne.
Kinns Fastland begynder mod N. ved Seljestok
og naar sit højeste Punkt 1631 m paa
Ålfotbræen, Bebyggelsen er i det indre yderst liden
og indskrænket til Dalene; kun enkeltvis findes
en Sæter paa Fjeldet; de fleste Gaarde ligger
nede ved Fjordenes Strand og paa Øerne. Af
Dalfører kan mærkes Solheimsdalen, der
gaar op fra Norddalsfjorden, og hvis Vasdrag
kommer fra Aalfotbræen, løber mod S. gennem
Sunddalsvand, derpaa mod V. gennem
Solheimsvand ud i Fjorden. Herredet danner Kinn
Hovedsogn med Hovedkirke i Ladestedet Florø
og Kinn Kapel paa Øen af s. N., Eikefjord
Anneks, hvis Kirke ligger ved Eikefjordens Bund
og Svanø ell. Stavanger Anneks med Kirke ved
Sundet mellem Stavøen og Fastlandet paa
Hødalsfjordens Sydside. Af bymæssig Bebyggelse
ligger Ladestedet Florø (s. d.) paa Brandsøens
Nordside ved Norddalsfjordens søndre Bred;
Strandstedet Rognaldsvaag paa Rekstens
Vestspids ved Kinnesund og Sundvorvik ved
Eikefjord Kirke. Af større Gaarde findes yderst faa:
Kinn, tidligere Præstegaard; under Gaarden
hører Nærøerne og Ytterøerne, hvorpaa er
opført et Kystfyr af 1. Orden, et 31 m højt rødt
Jerntaarn, hvorfra Fyret lyser 20 Kvartmil;
Svanø var tidligere Hovedgaard for et
betydeligt Jordegods og adelig Sædegaard. Her drives
Grubedrift paa Kobberkis. Stavanger og
Standal begge i Eikefjord Anneks, samt Florø, paa
hvis Grund Byen er anlagt, og Brandsø, begge
i Hovedsognet. Uden for Florø i den indre Led
ligger Stabben Fyr paa et af Havet opstikkende
Skær. Agerbrug og Kvægdrift staar paa et lavt
Standpunkt; Skov findes i adskillig
Udstrækning i de indre Dele af K. H., mest Fyr og
Birk; Hovednæringen er dog Fiskeri. K. H.
var tidligere et af Hovedfangststederne i det
nordlige Vaarsildefiskedistrikt; Fiskeriet synes
i de senere Aar atter at ville tage sig op;
desuden fanges adskillig Torsk, Laks og Hummer
paa de utallige uden for Kysten liggende
Grunde. Kinn Kapel, den tidligere Hovedkirke,
en Stenkirke med rundbuede Aabninger fra
Tiden før 1200, er en sjælden Oldtidslevning,
som nu er restaureret. Af Veje findes kun et
Par korte Stykker i Osdalen og Eikefjorden;
al anden Kommunikation foregaar til Baads ell.
paa Rideveje. Herredets Areal er 687,04 km2,
hvoraf 38,3 km2 Indsøer, 16,9 km2 Ager og Eng og
127 km2 Skov. Antagen Indtægt 1919: 1273701
Kr og Formue 4440600 Kr.
(J. F. W. H.). M. H.
Kinnamos (Cinnamus), Johannes,
byzantinsk Historieskriver og Sekretær hos Kejser
Manuel I (1143—80). Han skrev et Værk i 7
Bøger om byzantinsk Historie som Fortsættelse
af Anna Komnena’s Alexiade. Det begynder med
1118 og ender, for saa vidt det endnu er
bevaret, ved 1176. K. er en omhyggelig
Historieskriver, men røber en meget bitter Stemning
mod Vesteuropæerne. Det Skr., som vi har
under hans Navn, antages dog kun at være et
Udtog af hans Værk. Det er udgivet af Meineke
i Corpus scriptorum historiæ Byzantinæ (Bonn
1836). (Litt.: C. Neumann, »Griechische
Geschichtschreiber und Geschichtsquellen im 12.
Jahrhundert« [Leipzig 1888]).
H. H. R.
Kinnarodden ell. Nordkyn, den
nordligste Spids af det europæiske Fastland paa 71° 8′
n. Br., er et i Nordishavet brat styrtende
Forbjerg paa Halvøen mellem Laksefjord og
Tanafjord i Østfinmarken. Højere end og vel saa
vildt som Nordkap gør K. et mere imponerende
Indtryk end dette.
(J. F. W. H.). M. H.
Kinnekulle [’t∫inəkulə], det mest berømte
af Bjergene i Vestergötland i Sverige,
begrænses af Søen Venern baade i NNØ. (Sjöråsviken)
og mod N. og V. (Kinneviken). I udstrakte
Terrasser med bratte Vægge, de saakaldte
»Kléfvar«, hæver K. sig til en Højde af 262,8 m over
Venerns Spejl ell. 306,9 m over Havfladen.
Bjergets Længde mod NØ. og SV. udgør 14 km, og
den største Bredde er 7 km. I Lighed med de
øvrige Vestgöta-Bjerge hviler K. paa et
Underlag af Gnejs. Derefter følger et Lag Sandsten,
som ogsaa strækker sig noget uden for Bjergets
Fod. Oven paa Sandstenen hviler et Lag af
Alunskifer med Stinkkalk. Dette følges af et
mægtigt Lag Orthoceratitkalk, som atter
dækkes af Lerskifer. Bjergets Top, Högkullen,
dannes af et c. 30 m mægtigt Lag af Diabas (Trap),
der ved sin Haardhed under Istiden har
beskyttet det nuv. Bjerg mod i Lighed med
Sedimenterne, som fordum har fyldt Sænkningerne
mellem samtlige Vestgota-Bjerge, at
sønderslides og bortskylles af de vældige Is- og
Vandmasser. Sandstenen og Alunskiferen regnes til
den kambriske, Orthoceratitkalken og
Lerskifrene til de ordoviciske og gothlandiske
Formationer. Efter de i disse Lag forekommende
Forsteninger inddeles de i en Rk. Zoner.
Diabasen er kommen til ved vulkansk Eruption og
kan saaledes antages ikke blot at dække de
underliggende sedimentære Bjergarter, men
ogsaa at danne en igennem dem gaaende kompakt
Søjle. Sandstens- og Kalkstenslagene har i
umindelige Tider været Genstand for
Bearbejdelse. Stinkkalken brændes med den bituminøse
Alunskifer til ulæsket Kalk. Sandstenen og
Orthoceratitkalken afgiver Materiale til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
