Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina - Kunst - Historie - I. Oldtid indtil 249 f. Kr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og gjorde Tempeltaarnet til den slanke Pagode,
Tha — hvor Relikvierne og Buddha-Billederne
opbevaredes —, gerne opført af naturlige Sten
og med højere Stokværk og derfor med større
Afstand mellem Tagene, der i en Række Etager
skød sig smalnende over hinanden. Det
berømteste af disse Taarne, Porcelænstaarnet i
Nanking, 9 Stokværk, 200 Fod højt, ødelagdes 1854
under Taiping-Oprøret. Bl. K.’s
Bygningsværker skal endelig blot lige nævnes Triumfbuerne
(pai) og de dristige Brobygninger. (Litt.:
Binyon. Painting in the Far East [2. Udg,,
London 1913]; H. A. Giles, An introduction
to the history of Chinese pictorial art [2. Udg.,
London 1918]; F. Hirth, Scraps from a
Collectors note book [Leyden 1905]; E. A.
Voretsch, »Altes und Neues aus Chinesischen
Kunstgebieten« [Leipzig 1916]; O. Fischer,
»Chinesische Landschafts-Malerei« [München
1921]; Chavannes, La sculpture sur pierre
en Chine [1893]; O. Münsterberg,
»Chinesische Kunstgeschichte« [1910 ff.]; O. Sirén,
»Stil och form« [Sthlm 1917]).
A. Hk.
Historie.
I. Oldtid indtil 249 f. Kr.
K.’s egl. Historie kan ikke føres længere
tilbage end til 1122 ell. 1050 f. Kr., da det
saakaldte Tshou-Dynasti kom til Magten.
Men før dette nævnes endnu to andre
Herskerhuse, Hsia og Shang, og forud for dem gaar
de 5 store mytiske Herskere, under hvem
Samfund og Stat grundlægges, og med hvem man
naar endnu nogle Hundredaar længere tilbage i
Tiden (indtil 2852). Den første store Hersker
var Fu-hi, Samfundets Grundlægger, der
lærte Folket Jagt, Fiskefangst, Kvægavl og
Kogning, og som indførte Ægteskabet; ham
tilskrives ogsaa Tidsregningen, Opfindelsen af
Skrifttegn og de første Strengeinstrumenter.
Efter ham kom Shennung, den
guddommelige Agerbruger, der opfandt Ploven og
opdagede Planternes Lægekraft, Hwangti, der
vel maa kaldes Statens Ordner, og som
inddelte Landet i Landskaber; endelig Jao og
Shun, hvis Herskertid er K.’s Guldalder.
Under Jao indtræffer den store kin. Vandflod
omtrent 2300, og med ham begynder Kung-fu-tse
sin hist. Fremstilling. Hsia-Dynastiets
Grundlægger Ju udførte store Dæmningsarbejder for at
sikre Landet mod Hoanghos Oversvømmelser.
Efter Ju blev Kejserdømmet arveligt i hans
Æt, Hsia-Klanen, der efter kin.
Sagntidsregning siges at have regeret 2205—1766, ell.
efter en anden Beregning 1989—1557. Den sidste
af Slægten, Kieh-Kwei, var en Tyran og
Ødeland og blev derfor styrtet ved et Oprør
af Tsheng-T’ang. Gennem denne overførtes
Førerskabet bl. Stammerne til Shang- eller
Jin-Dynastiet indtil 1122 ell. 1050. Hele
denne ældste kin. Historie er imidlertid
ganske sagnagtig. Hovedkilden til den er
Kung-fu-tse’s Shu-King, der i Virkeligheden ikke er
andet end filos. Samfundsbetragtninger, lagt i
Munden paa Sagnenes ophøjede Kejservismænd.
Den kin. Tidsregning for hele Oldtidshistorien
er ganske værdiløs. Fl. Kejsere regerer c. 100
Aar, og Kronologien bestemmes ved to
Beregninger, der for den ældste Tids Vedk.
differerer med over 200 Aar, en Forskel, der
efterhaanden formindskes og forsvinder helt c. 850.
Sagnhistorien maa derfor ses under en stærkt
forkortet Synsvinkel, og de gl. Kejsere kan
vanskeligt opfattes som mere end
Stammehøvdinge, der herskede over et ret begrænset
Omraade. Først i Eftertidens Historieskrivning
opfattedes de som Kejsere over det samme K.,
som Eftertiden havde for Øje. — Efterhaanden
degenererede ogsaa Shang-Dynastiets Kejsere,
og den sidste af dem, Show-Sin (1154—22)
betegnes af Filosofhistorikerne som en
forbryderisk og grusom Tyran, der afsættes af
Wu-Wang, Hertug af Tshou, og lader sig
indebrænde med sin berygtede Frille, Ta-ki.
Af Huset Tshou (1122—249 ell. 1050—249)
udmærkede sig især dets Stifter, Wu-Wang,
der af alle Historieskrivere lige fra
Kung-fu-tse prises som den forbilledlige Hersker i
enhver Henseende. I Ju-Wang’s Regeringstid
(781—771) indtraf en Solformørkelse, beregnet
til den 29. Aug. 776, den første sikre hist. Dato
i K.’s Oldtid. Tshou-Tidens K. omfattede endnu
kun Egnene om Hoangho; først fra 6.—3.
Aarhundrede udbredte Kineserne sig over hele
Jangtse-Bækkenet. Kejserhuset herskede
direkte kun over dets egen Landsdel, Tshou.
Som Middelalderens Europa var K. opløst i en
Række, nærmest uafhængige, Lensstater, og de
forsk. Kejserhuses Navne er blot Navnene paa
Smaastater, hvis Fyrster tilrev sig
Overherredømmet, f. Eks. Tshou, Tsin, Han. Mellem de
mange Smaafyrster førtes evindelige Krige,
Retten sad i Spydstagen, Kejserhuset var ude
af Stand til at opretholde Ro og Orden. Tillige
plagedes Riget ved de hyppige Indfald af
Tatarerne V. fra, Tu-kiue (Tyrker), Hiung-nu
(Hunner), Sien-pi o. a. central-asiatiske Folk af
ural-altaisk Æt. Ved et Angreb af Hunnernes
Rytterskarer dræbtes Ju-wang, og hans Søn
Pin-wang (770—720) forlagde Hovedstaden
Ø. paa til Lo-jang ved det nuv. Honanfu.
Vasalfyrsten i Staten Tsin overtog sin
Lensherres forladte Plads og optog Kampen mod
Barbarerne. Efter Hovedstadens Flytning kaldtes
den flg. Tidsalder Tung-Tshou, ɔ: de østlige
Tshou, og K.’s Historie opløses fra nu i en
Række Beretninger og Aarbøger for de enkelte
Lensstater. De urolige Forhold belyses bedst
ved Aarbøgerne fra Fyrstendømmet Lu for
Tiden 722—481. Denne yderst magre Krønike,
Tsjun-tsju, er det første hist. Værk, hvilende
paa samtidige Optegnelser. Den tillægges alm.
Kung-fu-tse (jfr. Afsn. »Litteratur). Det sidste
Afsnit jaf Tshou-Dynastiets Tid kaldes ikke
med Urette »de kæmpende Rigers Tid« (c.
475—249 f. Kr.). De mægtigste Vasalfyrster tog
Kongetitlen (wang), saaledes Fyrsten af Tshu
ved Jangtse, Tsi i Shantung og Tsin ude
mod V. i Kansu og Shensi. Tsin opslugte
efterhaanden en Række af Smaastaterne, og 249
f. Kr. afsatte dets Konge den sidste
Skyggekonge af Huset Tshou. De stridende
Smaastaters Tid var alligevel det kin. Aandslivs
Blomstringstid. I denne Tidsalder, der ogsaa saa
Sokrates’ og Buddha’s Fremtræden, udtaltes
de Tanker og tænktes den Filosofi, der skulde
præge kin. Væsen og Tankesæt for Aarh., og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
