Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvorledes. Og idet Syndsbevidstheden er
Udgangspunktet og Paradokset Centrum i
Kristendommen, saa er den Lidelse, der er væsentlig
for al Religiøsitet, dermed uendelig potenseret,
egl. et Martyrium ved den dobbelte Modsigelse:
at skulle grunde en evig Salighed paa noget
historisk, og at dette historiske er et Kors for
Tanken. Men netop dette Frastød er
Inderlighedens Kraftmaaler. Dels som religiøs Digter,
dels ved direkte Forkyndelse havde K.
saaledes uden selv at sige sig at være Kristen
fuldbyrdet sin Mission, at gøre opmærksom,
og vist, hvad Kristendom var. Han tænkte nu
paa at slutte af og søge et afsides Præstekald.
Da indtræffer der en ny Hovedbegivenhed i
hans Liv, i Virkning svarende til Brudet med
hans Forlovede. Det bekendte Vittighedsblad
»Korsaren« var efterhaanden ved sine
Vittigheder, Karikaturer og Angreb paa Personer
blevet en ren Svøbe for det dengang
smaakøbstadagtige Kjøbenhavn, som det terroriserede
ved Frygten for »at komme i Bladet«, medens
det kastede beundrende Øjekast til K. Irriteret
over en overfladisk og taabelig Kritik (i »Gæa«)
af »Stadier paa Livets Vej« af P. L. Møller, der
mentes at staa i nær Forbindelse med
»Korsaren«, svarede K. 10. Jan. 1846 med en Artikel
i »Fædrelandet«, underskreven Frater
Taciturnus, hvor han til Slutningen anmodede
»Korsaren« om at udskælde ham, da han ikke kunde
staa sig ved at være det eneste anstændige
Menneske i Kjøbenhavn, som »Korsaren« roste.
K. havde utvivlsomt tænkt sig, at »Korsaren«
skulde tumle bagover ved dette Slag, og at alle
vilde prise hans Gerning som en befriende
Daad. Han kendte ikke Vittighedsblades Natur
og, mærkeligt nok, heller ikke Publikums, trods
hans Foragt for Massen. »Korsaren« greb
straks den Position prompte og con amore at
imødekomme Ønsket, og som nu Frater
Taciturnus stod der i »Korsaren« med sine tynde
Ben og det ene Bukseben kortere end det
andet ell. »trainerende sin Pige« (Antydning til
Forførerens Dagbog og K.’s
Forlovelseshistorie), lo, grinte og jublede Publikum, og
Menigmand, som han elskede, forvirredes vel. Kendt
som K. var ved sine peripatetiske Vaner, blev
han nu udpeget af alle, og »Enten — Eller«’s
Skikkelse blev saa at sige en Gadefigur, som
Drengene kunde raabe Hurra for, og de, der
følte K.’s ideale Ret, holdt sig forsigtig tilbage.
Og denne stadige Forhaanelse igennem
Maaneder og Aar borede sig nu ind i Digterens
sensible og nervøse Kød, ind i den ensomme og
tungsindige Tænkers Sjæl: »Hvad er dog selv
det at brændes ved en sagte Ild, eller at
radbrækkes, eller, som i varme Lande, indsmurt i
Honning at kastes for Insekter, — hvad er dog
det sammenlignet med denne Grusomhed: at
grines ihjel«. »Sandelig, blandt Martyrlidelserne
er denne ogsaa en rangerende«. Men K., for
hvem alt, der satte hans hele Væsen i
Bevægelse, saa let antog gigantiske Dimensioner, fik
derved en ny Forstaaelse af Livet. Saa var
Mængden da ikke blot Upersonlighed og Pjat,
lumpen, slet og lav, men den var ond, som
Kristendommen forudsatte. Og dog, var nu hans
Eksistens som Menneske ikke bragt mere i
Samklang med det kristelige Ideal af Lidelse?
Var her ikke et Vink fra Styrelsen om, at han
skulde blive paa sin Post som religiøs
Forfatter?
Og atter er Produktionens Sluser aabnede.
Der drypper Blod fra hans Sjæl: »Alles Leben
ist nur Leid« og forarbejdes i Ensomhed til
mærkelige, inderlige, stille og jævne ell.
dybsindige Værker, der indarbejder
Kristendommen som Lidelse og den sande Glæde som
Glæde ved Lidelsen. Thi til det kristelige er
Trængselen Vejen. Den Kristnes Liv er
Efterfølgelse, at følge Christus efter, ad den samme
Vej, foragtet, bespottet, bespyttet. Og Lidelsen
er ikke mere (som i Uvid. Efterskrift) en blot
indre og intellektuel, at tage Fornuften fangen
over for Paradokset, men en ydre og emotionel,
ogsaa paaført fra Verdens Side. Der sker en
Forskydning, ny Dybder aabnes, og det er et
nyt Menneske, der nu staar bag ved
Produktionen, og K. taler nu ogsaa i direkte Meddelelse.
Det er K. i 3. Omgang.
13. Febr 1847 udkom: »Opbyggelige Taler i
forskjellig Aand«. Af S. K. 29. Febr s. A.
»Kjærlighedens Gjerninger. Nogle christelige
Overvejelser i Talers Form« af S. K. 26. Apr. 1848
»Christelige Taler«. Af S. K. 14. Maj 1849 »Lilien
paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre
gudelige Taler« af S. K. 19. Maj s. A. »Tvende
ethisk-religiøse Afhandlinger af H. H.«. 30. Juli s. A.
»Sygdommen til Døden. En christelig
psykologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse.
Af Anti-Climacus«. Udgivet af S. K. (anlagt i
Slutn. af 1847). 14. Novbr s. A.
»Ypperstepræsten« — »Tolderen« — »Synderinden«. Tre
Taler ved Altergangen om Fredagen. Af S. K.
25. Septbr 1850 »Indøvelse i Christendom. Af
Anti-Climacus«. Udgivet af S. K. (skrevet 1848).
20. Decbr s. A. »En opbyggelig Tale«. Af S. K.
7. Aug. 1851 »To Taler ved Altergangen om
Fredagen«. Af S. K. og »Om min
Forfattervirksomhed«. Af S. K. 12. Septbr s. A. »Til
Selvprøvelse. Samtiden anbefalet«. Af S. K.
»Opbyggelige Taler«, der danner et Slags
Overgangsled fra den alm. Religiøsitet til den
strengt kristelige og bevæger sig gennem de tre
Stadier, staar i nøje Sammenhæng med. K.’s
indre Liv og Udvikling. De fordyber sig, særlig
i 7 Taler (3. Afsnit), i Lidelsernes Evangelium,
og Lidelsen er her, som sagt, ogsaa en ydre.
Medens de udvikler, hvad den Kristne maa
lide af sine Omgivelser, viser »Kjærlighedens
Gjerninger«, et Værk enestaaende ved Stilens
simpel-skønne Højhed og Indholdets Dybde og
Inderlighed, hvad han skal gøre mod disse.
Idealet opstilles og løftes til dets fulde
kristelige Højde. I »Kristelige Taler« er dette vei
endnu yderligere understreget. Det 2. Afsnit,
»Stemninger i Lidelsers Strid«, knytter sig til
de 7 Taler i »Opbyggelige Taler« og udvikler
det glædelige i, at Trængsel forhverver Haab,
at Fattigdom er Rigdom, at Svaghed er Styrke,
timeligt Tab evig Vinding, Modgang Medgang,
og i 3. Afsnit »Tanker, som saare bagfra«
udvikles det, at det at forsvare Kristendommen er
Forræderi. Kristendommen er angribende, den
bringer Trøst, men stiller absolut den
Betingelse, at den ikke tages forfængeligt: og derfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
