Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
streng Mand, af streng Gudsfrygt, og mærkelig
paa sin Vis, en tungsindig-grublende Mand,
der holdt af at læse filos. og religiøse Bøger
og selv var udrustet med en kløgtig og skarp
Tænkning og
en glødende
Fantasi.
Moderen, Faderens
anden Kone
og tidligere
hans
Tjenestepige, skildres
som en rar
lille Kone med
et jævnt og
fornøjet Sind.
I dette stille
og ensomme
Hjem
opdroges nu K., en
Alderdomssøn
(Faderen var
ved hans
Fødsel 57 Aar,
Morderen 45) og Faderens Yndlingsbarn, af den
indesluttede Fader, der tidlig lagde en mørk
Kristendomstynge paa Barnets Skuldre: »O, min
Søn, see, at du ret kan elske Jesus Kristus«;
som K. senere siger, en menneskelig set
vanvittig Opdragelse. Han kom ikke ud, kom ikke
til at tumle sig med andre Børn, men fik til
Gengæld af sin Fader et Kursus i Fantasiens
Muligheder, idet Faderen hjemme i Stuen
foretog imaginære Ture og Rejser med Drengen,
der med sin livlige Fantasi oplevede det indtil
fysisk Træthed. Dertil kom, at Drengen i
legemlig Henseende var slet udrustet: lille,
spinkel og kejtet, legemlig set umulig, og muligvis
har et Fald i hans Barndom ogsaa medfør
en vis Skævhed i hans Bygning, der, som
Brøchner fortæller, senere gjorde det
vanskeligt at følges med ham paa Gaden, idet han
bestandig pressede sin Ledsager ind mod
Muren ell. ud i Rendestenen. Det var et
nervøst-lidenskabeligt-reflekteret Barn, med et
ejendommeligt nedarvet og af den legemlige
Konstitution støttet Hang til Tungsind,
Indesluttethed og Skjulthed. K. erklærer selv Tungsindet
som sit inderste, dybeste Væsen, den Pris, for
hvilken han blev det overordentlige, der kun
kan sammenlignes med hans uhyre Evne til at
skjule det bag Ironi, Spot og tilsyneladende
kaad Overgivenhed. Det er forstaaelige at
denne Dreng gik temmelig ensom og uforstaaet
igennem Skolen (Borgerdydskolen). Han var jo
ikke som de andre Disciple, denne
gammelkloge Dreng i den rødkaalsfarvede Frakke, fik
ikke egl. Kammerater, men blev en stiv
Latiner (under Rektor Prof. Nielsen) og
hævdede for øvrigt sin Persons Uafhængighed over
for Kammeraternes Hakken og Drillerier ved
sit slagfærdige Vid og bidende Spot. Saa blev
han Student 1830, fik anden Eksamen 1831 og
skulde nu studere til Præst. Men det gik
trevent. Han fordybede sig i æstetiske, filos. og
teol. Studier og nedskrev Udkast og Ideer (over
Faust-Typen, den evige Jøde, Narren i
Middelalderen o. s. v.) spredt og planløst, »han
drak ikke af Visdommens Bæger, men faldt
ned deri«, skrev ogsaa et Par Bladartikler,
der kun interesserer ved at vise hans tidlige
Uvillie mod hans Tids politiske Stræben (han var
altid konservativ af Aandsretning med stærk
Respekt for Autoritet), og debuterede ogsaa i
Litt. ved »Af en endnu Levendes Papirer«
(1838), der i et noget skruet Sprog vender sig
mod H. C. Andersen’s Forfatterskab, særlig
»Kun en Spillemand«, savner Livsanskuelse hos
Andersen og imødegaar hans Opfattelse af
Geniet; det er ikke et Flæb, nej »Geniet gaar som
Tordenvejret imod Blæsten«. Men det maa
mærkes, at hvad der særlig interesserer K. i hans
Studier, er lutter individuelle Aandsproblemer
og endda ikke de normale, ikke Sjælelivets
Love, men de sære, overspændte, Lidenskaben
og Natsiden, og for Naturvidenskaben faar han
ingen Interesse. Som Sokrates siger:
Mennesker er interessantere end Træer. En streng
videnskabelig Skole gennem Matematik og
Naturvidenskab fik han ikke. For Samfund, sociale
Forhold havde han intet Blik. Der er noget
romantisk og individualistisk over hans
Ungdoms Udvikling.
1838 døde Faderen som en 82-aarig Olding,
og kort forinden havde K. faaet at vide, hvad
der saa stærkt havde kuet hans Faders Sind:
Mindet om hint Optrin 70 Aar tilbage. K.
kalder denne Viden »den store Jordrystelse, den
frygtelige Omvæltning, der pludselig paanødte
mig en ny ufejlbar Fortolkningslov af samtlige
Fænomener. Da anede jeg, at min Faders høje
Alder ikke var en guddommelig Velsignelse,
men snarere en Forbandelse, at vor Families
udmærkede Aandsevner kun var til for
gensidig at oprive hinanden«. Af Respekt for sin
Faders Minde tog han sig sammen, fik teologisk
Embedseksamen 1840 og forberedte sig
derefter til at tage Magistergraden. I hans
Disputats: »Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn
til Sokrates« 1841 er den store Forf. forberedt
i Sprogform som i Indholdets Dybde. Vi møder
her Ideen til den indirekte Meddelelse
(»formelt kan jeg kalde Sokrates min Lærer«), det
dybe Blik for Subjektets indre Uendelighed, i
Forhold til hvilket et endeligt ved at stilles
over for det ses i dets Intethed, ɔ: den ægte
Ironi, og han har her karakteriseret
Livsstadier, der senere fremtræder i »Enten — Eller«
som eksisterende Individualiteter (i
Fremstilling og Kritikken af den romantiske Ironi
ligger Grundanlægget til »Enten — Eller« antydet).
S. A. var den første store Begivenhed
indtraadt i K.’s Liv. 10. Septbr 1840 blev K.
forlovet — Oktbr 1841 brød han Forbindelsen. Hun
var en ung, livsglad, elskelig Pige, »saa let som
en Fugl, saa dristig som en Tanke«, og han
elskede hende meget. Men hans Tungsind og
Refleksionssyge begyndte straks at bearbejde
Forholdet. Var det muligt, at dette Par, han,
den tungsindig-indesluttede, der i religiøs
Henseende følte Evighedens Tynge over sig, og hun,
den umiddelbart, naivt hengivne, at de kunde
komme til at forstaa hinanden, uden hvilket et
sandt Ægteskab ikke var Redelighed? Han kom
snart til det Resultat, »at han ikke havde Mod
til at besidde, til at eje noget«. »Hun kunde
 |
| S. A. Kierkegaard. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
