Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kelter - Keltiberer - keltiske Kirke - keltiske Sprog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mytologi, som kun er lidet kendt, har sikkert
stærkt paavirket vore Forfædre; derfra
stammer f. Eks. Thor, oldtysk Thonar — K.’s
Jupiter Tanarus, og Opfattelsen af Odin som
den uudtømmelige Vismand og den overlegne
Kulturs Sindbillede. Medens de nordlige K.
længe forblev raa Barbarer, og en skotsk
Stamme endnu i 5. Aarh. skal have drevet
Menneskeæden, stod Syd-K. højt i Bjergværksdrift
og Industri, ja var i Hallstadt- og
La-Tène-Perioden endog Mellemeuropas Læremestre. De
forstod at bygge Minegange og Løbegrave,
havde Jernrustninger og Stridsvogne; deres
Vaaben, Vognbygning og Rytterteknik var
skattede af Romerne. Om Indflydelse paa vore
Forfædre vidner Laaneord som Jern, Tun, Mær,
Kærre. I Middelalderen udfoldede de irske K.
en enestaaende litterær Kultur, deres
Missionsvirksomhed naaede helt til Rusland, og fra
Wales og Bretagne trængte Bardesangene om
Kong Artur ud over hele det civiliserede
Europa. Medens K.’s Rolle under deres politiske
Tilbagegang syntes udspillet i 18. Aarh., havde
Nationalaanden dog holdt sig kraftig hos
Kymrerne i Wales, de gl. Britters Efterkommere,
og fra dem udgik i 19. Aarh. en aandelig
Genrejsning, Pankeltismen, som ialfald har
skabt en rig Kultursamvirken mellem K.’s
splittede Grene. Trods stærkt fremskreden
Anglisering er Irerne ogsaa stadig lige fanatiske K.
og politisk umulige at assimilere. (Litt.: Zeuss,
»Die Deutschen« (S. 160), 1837; Müllenhoff,
»Deutsche Altertumskunde«, II, 1906; d’Arbois
de Jubainville. Les premiers habitants
de l’Europe; Zimmer, »Der Pankeltismus«
(»Preuss. Jahrbücher« 1898 ff.]; samme, »Die
keltischen Literaturen« i Henneberg, »Die
Kultur der Gegenwart« 1909; Windisch, »Das
keltische Britannien«, [»Abh. d. Sächs.
Gesellschaft d. Wissenschaft«, XXIX, N. 6]; Dottin,
Manuel pour servir à l’étude de l’antiquité
celtique. 2. Udg. 1915).
G. S-e.
Keltiberer kaldtes i Oldtiden et mægtigt
Folk i Spanien, som boede inde i Landet omkr.
Tajos og Dueros Kilder. Deres Navn har de
faaet af Grækerne; selv brugte de ingen fælles
Benævnelse om sig. De var opstaaede ved en
Blanding af Spaniens Urbefolkning, Ibererne, og
indvandrede Keltere. De talte et iberisk Sprog,
men lignede af Udseende meget Kelterne. Det
var et overordentlig haardført og krigersk Folk,
som det navnlig kostede Romerne stor Umage
at undertvinge. Allerede under den 2. puniske
Krig, da Romerne først begyndte at underlægge
sig Spanien, maatte de bestaa mange haarde
Kampe med K.; senere blev især en af K.’s
Byer, Numantia, berømt ved sin heltemodige
Modstand mod Romerne, indtil den blev erobret
af den yngre Scipio (133). Endnu en
Uafhængighedskrig forsøgte K. under Ledelse af Sertorius,
men efter dens Tilendebringelse (72) fandt de
sig i Romernes Herredømme og antog
efterhaanden rom. Sprog og Sæder.
H. H. R.
keltiske Kirke (iro-skotske Kirke). Før
Angelsachsernes Indfald var Britannien beboet
af keltiske Stammer, hvis Religion var
Druidismen. Hvornaar Kristendommen begyndte at
vinde Indgang bl. Kelterne, ved vi ikke, men
den kom rimeligvis fra Gallien. Paa en Synode
i Arles 316 var der britiske Biskopper til Stede.
Pelagius var Brite. Kirkebygningerne var smaa,
»som Bikuber«, og ofte var fl. byggede sammen.
Omkr. dem laa Kirkegaarde med Taxtræer.
Kirkesproget var Latin, men der blev aabenbart
prædiket paa Keltisk; den k. K. synes at have haft
en særlig lat. Bibeloversættelse. Nadveren blev
nydt under begge Skikkelser, og de smaa Børn
modtog den lige efter Daaben. Den k. K. savnede
længe fast afgrænsede Bispedømmer; hver
Biskop handlede paa egen Haand uden eget Stift
og ofte som Vandrebiskop. Missionsiveren var
stor. Der udfoldede sig et rigt Klosterliv med
hele Munkebyer paa indtil 3000 Munke, Skoler
oprettedes, og Studierne blomstrede. Denne
Kristendom, der saaledes udviklede sig frit og paa
mange Maader indgik Forbindelse med
Folkelivet (Klanvæsenet), maatte tidlig ell. sent støde
sammen med den romerske, hvorfra den ved
sin Isolering havde fjernet sig; særlig
iøjnefaldende var Forskellen i Tonsur (den keltiske gik
fra Øre til Øre) og i Paaskeberegningen.
Sammenstødet skete dels i England selv, hvor den
rom. Mission bl. Angelsachserne trængte den
keltiske Kristendom tilbage, dels paa
Fastlandet, hvor talrige keltiske Missionærer virkede.
Ved Slutn. af 7. Aarh. var Kampen væsentlig
endt med Roms Sejr. Dog holdt den k. K. sig
paa St. i Irland til c. 1200. (Litt.: J.
Pryce, The ancient british Church [1878]; G. T.
Stokes, Ireland and the Celtic Church [1892]).
A. Th. J.
keltiske Sprog. De nulevende k. S. falder
i 2 Grupper: Gælisk og Britannisk.
Gælisk (i ældre Form Goidelisk) er det Navn,
hvormed den keltiske Befolkning selv betegner sit
Sprog saavel i Irland som paa Øen Man og i
de skotske Højlande. For Sproget i Irland og
paa Man bruges paa Engelsk og i de øvrige
europæiske Sprog Navnene Irsk og Manks.
For Sproget i de skotske Højlande var
Betegnelsen Gælisk den naturlige Modsætning til den
engelske Dialekt i det skotske Lavland. Dette
har imidlertid ført til, at man undertiden har
anvendt Navnet Gælisk for Højlandenes Sprog
ogsaa, hvor det ikke modsattes Engelsk, men
Irsk og Manks. Denne Sprogbrug, der er endnu
mere alm. paa Europas Fastland end i England,
bør imidlertid absolut forkastes; man maa
benævne Sproget som Skotsk-Gælisk, og hvor
det af Sammenhængen er klart, at det er en
gælisk, ikke en eng. Dialekt, der er Tale om,
kan man kort og godt sige Skotsk.
Skotsk-Gælisk, Manks og Irsk har ikke blot eet og
samme Navn (Gælisk), men er ogsaa i
Virkeligheden kun Dialekter af eet og samme Sprog.
Den ældste irske Sprogkilde er de saakaldte
Ogam-Indskrifter, skrevne med et
ejendommeligt Alfabet, Ogam, i hvilket alle Bogstavtegnene
er opløste i parallelle Streger, som indhugges
paa begge Sider af den skarpe Kant af en
opretstaaende Sten. Denne Kant er i hosstaaende
Afbildning antydet ved den vandrette Linie:
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
