Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Katodestraaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vise, at K. fører en negativ Ladning. Han
benyttede hertil det paa Fig. 3 viste Apparat. K.
gaar gennem en Aabning i den cylinderformede,
jordafledede Anode E F G H og ind i
Metalcylinderen A B C D, der staar i Forbindelse
med et Elektrometer. Det viste sig da, at den
indre Cylinder modtog en negativ Ladning,
hvilket ikke var Tilfældet, naar K. med en Magnet
bøjedes til Side. Det, som var det afgørende
for, at Perrin’s Forsøg førte til sikre
Resultater, er, at Cylinderen A B C D skærmedes fra
ydre elektriske Paavirkninger, og navnlig at
K. opfangedes i et Hulrum, saaledes at
Refleksion og Sekundærstraaling (se ndf.) ingen
forstyrrende Indflydelse fik. S. A. som Perrin’s
Arbejde kom Røntgen’s Opdagelse af, at
faste Stoffer, som rammes af K., udsender en
ejendommelig Art Straaler,
Røntgenstraalerne (s. d.). Denne Opdagelse vakte uhyre
Opsigt; Studiet af K. tog nu stærk Fart, og
allerede de nærmeste Aar bragte overraskende
og for hele Fysikken yderst vigtige Resultater.
Forsøg af Wiechert, Kaufmann og J. J.
Thomson viste med afgørende Sikkerhed, at
K. bestaar af smaa negativt ladede Partikler,
for hvilke Forholdet e/m mellem Ladning e og
Masse m er uafhængigt af Luftarten i
Udladningsrøret og c. 1800 Gange saa stort som den
Værdi, dette Forhold har for elektrolytiske
Brintioner. Idet vægtige Grunde leder til at
antage, at K.-Partiklernes Ladning e er lige stor
med Ladningen af en Brintion, nemlig lig det
elektriske Elementarkvantum, maa man altsaa
tillægge K.-Partiklerne en Masse, som kun er
c. 1/1800 af Brintatomets Masse. K.-Partiklerne
kaldes ogsaa Elektroner (s. d.) og
opfattes som »Atomer« af negativ Elektricitet. K.’s
Hastighed er uhyre stor, op til c. 100000 km
pr Sek., d. v. s. 1/3 af Lysets Hastighed.
3. Bestemmelse af e/m og
Hastigheden v for K. De Forsøg, som førte til
Opklaringen af K.’s Natur, gik alle paa forsk. Vis ud
paa at undersøge K.-Partiklernes Bevægelse i
kendte elektriske ell. magnetiske Felter. En
Partikel med Ladning e vil i et elektrisk Felt
af Styrke E være paavirket af en Kraft e E i
Feltets Retning; er Partiklens Masse m, vil den
altsaa faa en Acceleration eE/m. Bevæger
Partiklen sig med Hastigheden v i et magnetisk
Felt af Styrke H, vil dette paavirke den med
en Kraft e v H sin (v H), hvor (v H) betyder
Vinklen mellem Partiklens Bevægelsesretning
og den magnetiske Krafts Retning. Denne Kraft
og altsaa Accelerationen e/m v H sin (v H) staar
vinkelret saavel paa Partiklens Bevægelsesretning
som paa den magnetiske Krafts Retning.
Partiklens Bevægelse er altsaa bestemt ved e/m,
Begyndelseshastigheden og Felterne. Ved at
undersøge Bevægelsen i kendte Felter kan man
derfor omvendt finde e/m og v for Partiklen. Her
og i det flg. er det absolutte elektromagnetiske
Maalesystem benyttet.
Allerede Schuster havde forsøgt at
bestemme e/m og v for K., men Wiechert (1897)
var den første, der naaede til sikre Resultater.
Han foretog først en Bestemmelse af K.’s
Hastighed ved en Metode, som er antydet paa
Fig. 4. De fra Katoden K udgaaende K. træffer
Skærmen B2, der har en spalteformet Aabning,
saa kun et smalt Bundt kan naa den
luminiscerende Skærm G. Dette forhindres dog, idet K.
af en Magnet bøjes ned og standses af Skærmen
B1. Traadene a b c d og e f g h hører til et
Kredsløb, gennem hvilket der sendes elektriske
Svingninger, hvis Svingningstid kan varieres.
Det er indrettet saadan, at hver Gang den
elektriske Strøm i c b har sin maksimale Styrke,
ophæver dens magnetiske Felt netop
Virkningen af Magneten, hvorved K. en kort Tid kan
slippe forbi Skærmen B1. Naar K. er naaet hen
mellem B2 og G, paavirkes de af Magnetfeltet
fra Strømmen i g f. Er de elektriske
Svingningers Periode nu lang i Forhold til den Tid, K.
bruger om at gaa fra B1 til B2, saa vil
Strømmen i g f praktisk talt have sin maksimale
Styrke, naar g f passeres af K., og disse vil
derfor bøjes opad, hvilket iagttages paa
Skærmen G. Gøres Svingningstiden efterhaanden
mindre og mindre, vil Afbøjningen mellem B2 og G
formindskes, og den vil blive Nul, naar
Svingningstiden er 4 Gange saa lang som den Tid, K.
bruger om at gennemløbe Afstanden mellem
c b og g f. Strømmen i g f vil nemlig da, naar
K. er naaet derhen, have passeret sin
Maksimalværdi for 1/4 Svingningstid siden og altsaa have
Styrken Nul. Ved at bestemme den
Svingningstid, for hvilken Afbøjningen bliver Nul, faar
man altsaa Oplysning om den Tid, K. bruger
om at forplante sig fra c b til g f, og maales
denne Afstand, kan da K.’s Hastighed
beregnes. Wiechert fandt c. 3·109 cm/sek. En nedre
Grænse for Forholdet e/m fandt Wiechert
dernæst ved flg. Overvejelse. Antages det, at
K.-Partiklerne opnaar deres Hastighed ved at
gennemløbe det elektriske Felt i Udladningsrøret
og navnlig det store Spændingsfald tæt ved
Katoden, saa kan deres kinetiske Energi 1/2 m v2
højst blive lig e V, hvor V er
 |
| Fig. 3. |
 |
| Fig. 4. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
