Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - katalansk (ell. katalonsk) Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Toulouse-Akademiet i Indretning. Ved
»Blomsterlege« (jochs florals) mødtes her — til hen i 16.
Aarh. — Minnesangere og æskede Prisen for
deres konventionelt veldrejede Strofer, formede
efter den saakaldte Art de trobar’s strenge
Regler, leys d’amors, som de benævnedes. Deres
Vers er samlede i Visebøger (cançoners). Til de
bedste af dem hører Mosen Jordi og navnlig
Auzias March (d. 1458), et virkeligt Talent,
Petrarkist, undertiden temmelig uklar i
tilstræbt Dybsindighed, men ofte ogsaa i Stand
til at fængsle ved smuk Form og følt Indhold.
Uden for den talrige Lyrikerflok, der
væsentlig dyrker den erotiske Poesi, kan nævnes
Andreu Febrer, der i 15. Aarh.’s Beg.
frembragte en interessant og værdifuld Oversættelse,
i Originalens Versemaal, af Dante’s Divina
Commedia, og Lægen Jaume Roig fra Valencia
(Midten af 15. Aarh.), med en meget læst og
beundret Satire over Kvinderne, Libre dels
consells. Den samtidige Prosaliteratur er rig,
og det ikke blot paa Opbyggelsesskrifter, teol.
Afh., mystiske Betragtninger, Legende
samlinger o. l. En højtanset Lovbog (Søret, Consolat
de la Mar) stammer i sin ældste Skikkelse
allerede fra 13. Aarh.; noget senere er en Mængde
Overs., mest af lat. Oldtidsforfattere, som
Seneca, Cicero, Livius, Valerius Maximus, dog
ogsaa af nyere Skribenter, ital., fr. og
kastilianske; Biblen blev allerede overs. i 14. Aarh. og
derefter igen i det flg. Medicin, Alkymi,
Sproglære, Retorik og Poetik er ligeledes
repræsenterede ved et Antal Værker. Men det
betydeligste Resultat naaedes i Populær teologien,
Historieskrivningen og Prosafortællingen. Biskop
Francesch Eximeniz (d. 1409) er Forf.
til mange i og for sig gode og tillige
kulturhistorisk interessante Arbejder, som den store
dogmatiske Encyclopædi El Crestiá, nu kun til
Dels bevaret, Libre de les dones (»om
Kvinderne«), en Dialog om borgerlig Økonomi og
Statslære med Titlen Doctrina compendiosa de viure
justament e de regir qualsevol offici publich
lealment e diligent o. fl. Som Prædikant
indlagde Vincent Ferrer, Eximeniz’ Samtidige,
kanoniseret 1455, sig stor Berømmelse, men af
hans katalanske Taler har hidtil ingen set
Lyset. Derimod har Bogtrykkerkunsten for
længe siden udbredt, om just ikke i synderlig
fejlfri Udg., de hist. Skr, der er at betegne som
k. L.’s Perler, nemlig Bernat Desclot’s
Krønike om Jaime I’s og Pedro III’s Regering
(han tjente selv sidstnævnte Konge), Bernat
Descoll’s Krønike om Pedro IV, tidligere
tillagt selve denne Fyrste, »Greven af Urgel’s
Krønike« (15. Aarh., anonym) og fornemmelig
Ramon Muntaner’s fortrinlige Krønike,
der omfatter Kataloniens Historie 1276—1327;
hvad der heri berettes om Felttoget til Morea
og andet fra 14. Aarh.’s Beg., er Muntaner’s
egne Oplevelser og derfor særlig fængslende og
frisk. Ogsaa Bernat Boades’ Libre dels
feyts d’armas de Cathalunya (Beg. af 15. Aarh.)
er at fremhæve. Et højst ejendommeligt og
tiltalende Værk er den filosofisk-satiriske Allegori
El Somni (Drømmen) af Bernat Metge,
som levede omtr. 1400 og var Sekretær hos
Kong Juan I. Til det Bibliotek af
Ridderromaner, hvori Renaissancetidens Spaniere svælgede,
gav Katalonien et anseligt Bidrag ved Tirant
lo Blanch af Johanot Martorell og
Johan de Galba (15. Aarh.); og en morsom
Novellesamling er Ȯselets og Munkens Disput
om Dyrene«, ligeledes 15. Aarh., nu blot kendt
i fr. Overs. og fuld af lystige Historier om
Præster og Munke.
Men fra 16. Aarh. er Herligheden forbi. Efter
at Kongeriget Aragonien var gaaet op i det sp.
Monarki, trængte det kastilianske mere og
mere det katalanske til Side og reducerede det til
en Dialekt. K. L. er der indtil videre saa godt
som intet Spor af, og fødte Kataloniere skriver
i Kastiliens Rigssprog, ja en af dem, Boscán,
hører til den litterære Renaissances
Banebrydere i dette Sprog. Under to politiske Opstande,
1640 og 1700, blusser Lokalpatriotismen en lille
Smule i Vejret og giver sig Udtryk i et Antal
katalanske Stridsskrifter; men først fra
henimod Midten af 19. Aarh. kan en nykatalansk
Litt.’s Beg. dateres. Den hænger sammen med
Romantikkens Sans for nationale og hist.
Forskelligheder og Fremdragen af Fortidsminder,
og den indledes derfor med ivrigt Studium af
Landets ældre Historie, Litt. og Folkedigtning,
hvilket sætter Frugt i en Række
Udgiverarbejder, Fortsættelsen af nogle dygtige
bibliografiske Værker fra 18. Aarh. Det tidligste poetiske
Udbrud af de nyvakte patriotiske Følelser (La
Renaixensa) er den smukke Ode A la Patria
(1833) af Buenaventura Carlos
Aribau (1798—1862). Siden den Tid har baade
Poesien og Prosaen floreret i k. L., og en hel
Del gode Forfatternavne er at anføre. Saaledes
bl. Digterne Joaquin Rubió y Ors, der
23 Aar gl udgav en begejstret og begejstrende
Digtsamling (1841), hvori han opfordrede til at
genoplive »Blomsterlegene«, en Opfordring, der
fulgtes 18 Aar senere. Som han kaldte sig —
og sin Bog — »Sækkepibeblæseren fra
Llobregat«, saaledes kaldte andre efter hans
Eksempel sig »Troubadouren fra Monserrat«,
»Visesangeren fra Moncada«, ja endog
»Tamburinslageren fra Fluviá« o. l.; Troubadourer vilde
man være og holde Fortiden i Hævd, Tomás
Aguiló og Mariano Aguiló y Fuster,
begge fra Mallorca, vandt et smukt Navn som
Digtere, den sidste (1826—97) tillige som
Litterærhistoriker, Bibliograf og Folklorist;
Antonio de Bofarull (1821—92) gjorde vel især
Gavn ved sine Udgaver af ældre Litt., saa
mangelfulde de end var, men ved metriske
Frembringelser hørte han ogsaa til de kronede
Poeter fra jochs florals; den fyrige Victor
Balaguer (1824—1901) digtede baade
Tragedier og Lyrik samt skrev Kataloniens og
Troubadourernes Historie i bindstærke Værker,
medens han virkede som praktisk Politiker;
Francesch Pelay Briz (1839—89)
samlede Folkesange og Eventyr og digtede selv meget
i Nationalstilen. Mildere og blødere end disse
ravkatalanske Sangere er Valencianerne
Llorente og Querol. En af k. L. hojtfortjent Mand
var Manuel Milá y Fontanals
(1818—84), Romanist af Rang, der paa Kastiliansk
udgav en ypperlig Bog om den sp. Heltedigtning i
Middelalderen og bl. a. digtede adskilligt i sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
