Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl I (Konge af Portugal) - Karl af Rumænien - Karl August (Storhertug af Sachsen-Weimar) - Karl Frederik (Storhertug af Sachsen-Weimar) - Karl Alexander (Storhertug af Sachsen-Weimar) - Karl Emanuel I (Konge af Sardinien) - Karl Emanuel II (Konge af Sardinien) - Karl Felix (Konge af Sardinien) - Karl Albert (Konge af Sardinien)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den yngre Søn Manuel (der efterfulgte K.
som Konge 1908—11), f. 15. Novbr 1889, blev
ved samme Lejlighed let saaret, medens
Dronningen Amalie, der ogsaa var med i Vognen,
forblev uskadt, skønt hun ved at kaste sig selv
frem søgte at dække sin Ægtefælle og sine
Sønner.
E. E.
Karl af Rumænien, d. s. s. Carol.
Karl August, Hertug, siden 1815
Storhertug af Sachsen-Weimar (1758—1828),
f. 3. Septbr 1757, d. 14. Juni 1828. Han var
knap et Aar gl, da Faderen døde, og Landet
styredes derfor indtil 1775 af hans Moder, Anna
Amalie af Braunschweig. S. A. ægtede han
Louise Augusta (1757—1830) af
Hessen-Darmstadt. Kort forinden havde han gjort
Bekendtskab med Goethe, som fulgte med ham til
Weimar og blev hans Minister lige til 1828. Han
sluttede sig tidlig til Preussens Politik, var
virksom for Fyrsteforbundet 1785 og deltog
1792—93 i Felttoget mod Frankrig. Ogsaa 1806
førte han en preussisk Hærafdeling, men kom
ikke i Ilden og maatte nu indtræde i
Rhin-Forbundet, ligesom han 1808 var til Stede ved
Kejsermødet i Erfurt. Efter Slaget ved Leipzig
1813 gik han straks over til de forbundne
Magter og førte 1814 et russ. Hærkorps i
Nederlandene. 1816 gav han den første fri Forfatning
i Tyskland og holdt sin Haand over den under
den flg. Reaktion, billigede Wartburg-Festen
1818 og værnede om Pressefriheden. Ogsaa
medvirkede han til den tyske Toldforenings
Dannelse. Under hans Regering var Weimar
en lang Tid det egl. Midtpunkt for Tysklands
litterære Liv. 1875 rejstes hans Rytterstatue i
Weimar. (Litt.: Wegele, »Karl Aug.«
[Leipzig 1850]; Düntzer, »Goethe und K. A.« [2
Bd, Leipzig 1861—65]; »K. A.’s Briefwechsel
mit Goethe« [2 Bd, Leipzig 1863]).
E. E.
Karl Frederik, Storhertug af
Sachsen-Weimar (1828—53), f. 2. Febr 1783, d.
8. Juli 1853, foreg.’s Søn. Han var ogsaa en
frisindet og reformvenlig Fyrste og tilstod 1848
væsentlige Udvidelser af den politiske Frihed.
Siden 1804 var han gift med Maria Paulovna
(1786—1859), Datter af Kejser Paul i Rusland.
En Datter af dette Ægteskab, Augusta, blev
Tysklands Kejserinde.
E. E.
Karl Alexander, Storhertug af
Sachsen-Weimar 1853—1901, f. 24. Juni 1818,
d. 5. Jan. 1901, foreg.’s Søn, har ogsaa vist sig
som en ægte konstitutionel Fyrste, sluttede sig
1866 til Preussens Politik og deltog 1870—71 i
Krigen mod Frankrig, viste stor Iver for Kunst
og Videnskab, lod Wartburg restaurere og
grundlagde Goethe-Museet. Han ægtede 1842
Sofie (1824—97), Datter af Kong Vilhelm II af
Nederlandene.
E. E.
Karl Emanuel I, Konge af Sardinien
(1730—73), f. 1701, d. 1773, fulgte sin Fader,
Victor Amadeus II, da denne nedlagde
Regeringen, og holdt ham senere i Fangenskab til
hams Død 1732, da han havde gjort Forsøg paa
at genvinde Magten. K.’s Politik udadtil gik ud
paa at tilknytte Lombardiet stykkevis, og i
Forbund med Frankrig angreb han i den
polske Arvefølgekrig 1733—35 Østerrigerne og
vandt i Freden Novana og Tortona; ogsaa i
den østerr. Arvefølgekrig stillede han sig først
paa fr. Side, men slog 1743 om og hjalp
Østerrigerne, hvorfor han 1748 fik en mindre
Landudvidelse. Indadtil fremmede han Udviklingen
paa fl. Maader og udgav 1770 en ny Lovbog
(Corpus Carolinum). (Litt.: Carutti, Storia
del regno di Carolo Emanuele [Torino 1859]).
E. E.
Karl Emanuel II, Konge af Sardinien
(1796—1802), f. 1751, d. 1819, foreg.’s Sønnesøn
og Søn af Victor Amadeus III. Han deltog 1792
i Krigen mod Frankrig, samt paa ny 1798, men
tabte alle sine Lande paa Italiens Fastland og
maatte 1799 flygte til Sardinien. Han nedlagde
1802 Regeringen til Bedste for sin Broder
Victor Emanuel I, drog til Rom og blev 1815
Jesuit. Han havde 1775 ægtet Marie Therese
(1759—1802), Søster til Ludvig XVI.
E. E.
Karl Felix, Konge af Sardinien
(1821—31), f. 1765, d. 1831, foreg.’s yngre Broder.
Han var udpræget reaktionær, i Tankegang og
Styrelse, gjorde 1821, da Militæropstanden
udbrød, fra Modena, hvor han opholdt sig, skarp
Indsigelse imod enhver Indskrænkning i
Kongemagten og udstedte senere Forbud imod,
at de, der ikke ejede 1500 Lirer, lod deres
Børn lære at læse og skrive. Med ham uddøde
Huset Savojens Hovedlinie, og Kronen gik over
til Karl Albert af Sidelinien Carignan.
E. E.
Karl Albert, Konge af Sardinien
(1831—49), f. 2. Oktbr 1798, af Kongehusets
Sidelinie Savojen Carignan, d. 28. Juli 1849 i
Oporto. 2 Aar gl mistede han sin Fader, men
opdroges af sin Moder, Marie Christine af
Sachsen Kurland (1779—1851) først i Dresden,
senere i Frankrig (fik 1810 fr. Grevetitel). 1814
kom han tilbage til sit Fødeland og ægtede
1817 Maria Teresa (1801—55), Datter af
Storhertug Ferdinand III af Toscana. Han følte sig
tidlig hendraget til det frisindede og nationale
Parti, men blev aldrig, som Rygtet senere
fortalte, Medlem af Carbonariernes Samfund. Da
Militærsammensværgelsen, i hvilken han var
bleven indviet, udbrød 10. Marts 1821, indsattes
han af den afgaaende Konge Victor Emanuel I
til Regent, fordi dennes Broder Karl Felix var
fraværende. For at berolige Stemningen
kundgjorde han en fri Forfatning, i Lighed med
den spanske af 1812, dog under Forbehold af
den ny Konges Samtykke. Da dette nægtedes,
adlød han straks, opfordrede Insurgenterne til
Lydighed og drog til den østerrigske Lejr
(hilsedes her med Spot som »Italiens Konge«) og
derfra til Toscana. Alligevel mistænktes han
senere fra begge Sider og var endog udsat for
at miste sin Arveret til Kronen, hvad der kun
hindredes ved Frankrigs Mellemkomst. Til
Vidnesbyrd om sit politiske Sindelag gik han 1823
frivillig med paa det fr. Tog til Spanien og
viste ved Trocadero sin Æts Tapperhed. Han
fik nu Lov til at vende hjem, blev 1829
Vicekonge paa Øen Sardinien og 27. Apr. 1831
Konge. Han brød dog ikke med sin Forgængers
Enevælde (turde hverken frigive politiske
Fanger ell. hjemkalde Flygtninger), beholdt de
østerrigsk-sindede Ministre og viste stor
Strenghed mod den republikanske Opstand 1833—34,
men nærede dog Ønsker om at bryde det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
