Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl X (Konge af Frankrig) - Karl I (Konge i Spanien og tysk Kejser) - Karl II (Konge i Spanien) - Karl III (Konge i Spanien, Neapel og Sicilien)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Anskuelser foreløbig ikke gjorde sig gældende,
saa længe den forsigtige Villêle vedblev at
være Regeringens Chef. 1827 besluttede
imidlertid han og Kongen ved Udnævnelsen af ny
Pairsmedlemmer og Opløsning af
Deputeretkamret at skaffe sig en lydig Rigsdag. Det
mislykkedes ganske, Valgene blev et stort
Nederlag for Regeringen. Kong K. lod sig nu
bevæge til at bøje af. Jan. 1828 tog han det
moderate Ministerium Martignac, og allerede i
Forvejen havde han ved sin Indblanding i den
gr.-tyrk. Strid til Grækenlands Fordel gjort et
Skridt i liberal Retning. Martignac fandt dog
kun en lunken Støtte i Deputeretkamret, og
Kongen kunde aldrig forsone sig med, at han
havde været nødt til at tage et saadant
Ministerium. Aug. 1829 greb han da et Paaskud til
at lade dette Ministerium falde og tog nu til
Førsteminister sin Ven og Meningsfælle Fyrst
Polignac. Det var en af de mest upopulære
Emigranter, og end værre blev det, da man til
Krigsminister tog en anden Emigrant,
Bourmont, der Natten før Slaget ved Ligny var
gaaet over til Fjenden. Resultatet blev en
aabenlys Konflikt med Deputeretkamret, og
forgæves forsøgtes en Opløsning, Oppositionen
blev blot stærkere derved. Da greb Kongen
til Statskuppet; 26. Juli udstedtes de saakaldte
Juliordonnancer, der opløste Kamret, før det
var traadt sammen, og ændrede Valgloven samt
ophævede Pressefriheden. Kongen og
Ministeriet troede ved denne Handling at være
nogenlunde i Overensstemmelse med Grundloven, idet
de støttede sig paa dennes § 14, som udtalte:
»Kongen giver de Befalinger og Anordninger,
som er fornødne til Lovenes Udførelse og
Statens Sikkerhed«; de ventede ingen Modstand,
saa Kongen vedblev at gaa paa Jagt i
Rambouillet, og man havde kun 14000 Mand i
Paris. Bestemmelserne var imidlertid aabenlyst
Grundlovsbrud, og Resultatet blev, at Paris’
Borgere rejste sig til Opstand. Efter 3 Dages
Kamp 27.—29. Juli forlod Tropperne Byen,
Revolutionen havde sejret. 29. Juli tilbød K.
forgæves at tage Ordonnancerne tilbage; da det
ikke hjalp, abdicerede han og Hertugen af
Angoulème til Fordel for Hertugen af Berry’s
Søn, Henrik, og han overdrog Ludvig Filip
Regentskabet for denne. Heller ikke dette
forslog; Deputeretkamret erklærede med 219
Stemmer mod 33 Tronen for vakant og valgte 9.
Aug. Ludvig Filip til Konge. Derefter drog den
parisiske Nationalgarde mod Rambouillet, og
skønt K. havde sin Garde her, indlod han sig
ikke paa nogen Kamp, men forlod Landet. Han
levede siden i Østerrig, hvor han 6 Aar efter
døde. (Litt.: Mémoires secrets et témoignages
authentiques: Chute de C. X [Paris 1875];
Védrenne, Vie de C. X [3 Bd, Paris 1879];
Imbert de Saint-Armand. La Cour de
C. X [1891]; Petit, Histoire contemporaine de
la France: C. X et Louis XVIII en exil [Paris
1889]; Lacretelle, Histoire de la France
depuis la Restauration [4 Bd, Paris 1829];
Capefique, Histoire de la Restauration [4 Bd,
3. Opl., Paris 1842]; Lamartine, Histoire de
la Restauration [8 Bd, Paris 1869]; de
Vaulabelle, Histoire des deux Restaurations [10
Bd, 8. Opl., Paris 1873]; Viel-Castel,
Histoire de la Restauration [20 Bd, Paris
1860—77]; Daudet, Histoire de la Restauration
[Paris 1882]; Villeneuve, Charles X et Louis
XIX en exil [Paris 1889]; Imbert de
Saint-Armand, La cour de Charles X [Paris 1892]).
P. M.
Karl I, Konge i Spanien, d. s. s. Karl V,
tysk Kejser.
Karl II, Konge i Spanien (1665—1700), f.
11. Novbr 1661, d. 1. Novbr 1700. Søn af Kong
Filip IV. Han var knap 4 Aar gl, da Faderen
døde, og hans Moder, Marie Anna af Østerrig
(1634—96), var derfor Regentinde indtil 1675.
Aandelig sløv og legemlig svag tog han dog
først 1677 Magten i sine Hænder, men overlod
i Virkeligheden Styrelsen til andre, først sin
uægte Halvbroder Juan d’Austria (1629—79), og
hengav sig til Jagt og til sin Iver for Skuespil.
Han var stadig under Indflydelse af sine
Skriftefædre og de Kvinder, som omgav ham, og
Hoffet var en Skueplads for Intriger og
Kampe, først om Magten, senere om Tronfølgens
Ordning. Han var nemlig barnløs, skønt 2
Gange gift, først 1679 med Marie Louise af Orléans
(1662—89) og siden 1690 med Marie Anna af
Neuburg (1667—1740); den første søgte at
drage ham til fr. Side, den anden til østerr. Hans
Moder overtalte ham 1696 til at kaare den
bayerske Kronprins Josef (en Søn af hans først
bestemte Brud) til Arving tvært imod hans
Dronnings Ønske; men da Josef døde 1699, og
da de Underhandlinger om det sp. Riges
Deling, som lededes af den eng. Konge Vilhelm
III til Sikring af Ligevægten i Europa, ikke
havde ført til nogen Overenskomst, fik
Kardinal Porto Carrero hans Valg henledet paa
Filip af Anjou (senere Filip V), en Sønnesøn
af hans ældste Søster og Ludvig XIV af
Frankrig. Dette gav Stødet til den sp. Arvefølgekrig.
Med K. uddøde det habsburgske Hus i
Spanien.
E. E.
Karl III, Konge i Spanien (1759—88),
tidligere i Neapel og Sicilien (1735—59), f. 20. Jan.
1716, d. 13. Decbr 1788, Søn af Kong Filip V
og Elisabeth Farnese af Parma. Han blev
allerede 1731 Hertug af Parma, men maatte
afstaa det 1735 for at faa Neapel, som han Aaret
forinden havde besat med en sp. Hær. Han
deltog uden Held i den østerr. Arvefølgekrig,
men søgte med sin dygtige Minister Tanucci
som Raadgiver at fremme sit ny Lands
Udvikling. I Spanien, som han arvede efter sin
Halvbroder, Ferdinand VI, medens han overdrog
Neapel til sin yngre Søn Ferdinand IV, gjorde
han lgn. Bestræbelser, støttet af Mænd som
Aranda, Campomanes og Olavides. Han søgte
særlig at fremme Retssikkerheden og
Næringsvejene samt at forbedre Skatte- og Skolevæsen
og maa, skønt ikke særlig begavet, regnes for
den bedste Konge, som Spanien i fl. Aarh. har
haft. Et Oprør tvang ham 1766 til at fjerne
Sicilianeren Squillace, som han havde ført med
sig fra Neapel; men da Jesuitterne mistænktes
for at have fremkaldt Oprøret, blev de n. A.
alle bortsendte fra Landet. Iflg. den bourbonske
Familiepagt 1761 førte han to Krige med
England; den første endte 1763 med Tabet af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
