Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl XIII (sv. og norsk Konge) - Karl XIV Johan (sv. og norsk Konge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Schinkel-Bergman, »Minnen ur Sverige’s
nyare historia« [Sthlm 1852 o. ff.]; Tegnér,
»Från Tredje Gustaf’s dagar«; v.
Engeström, »Minnen och anteckningar« [Sthlm
1876]; »Drottning Hedvig Charlottes
dagboksanteckningar« [Sthlm 1898]).
A. S.
Karl XIV Johan, sv. og norsk Konge, f.
i Pau i Frankrig 26. Jan. 1763, d. i Sthlm 8.
Marts 1844. K.’s egl. Navn var Jean
Baptiste Bernadotte; Fornavnet Jules, som
han ogsaa
førte, synes han
at have
antaget i en
senere Alder. K.
tilhørte en
Slægt, som opr.
hed Deu Pouey,
men i Beg. af
17. Airh.
optog den
indgiftede Slægt
Bernadotte’s
Navn. Hans
Forældre var
Henri
Bernadotte
(1711—80),
Prokurator i Pau, og
Jeanne
Saint-Jean
(1725—1809;. K. traadte 3. Septbr 1780 som menig ind
i Regimentet Royale la Marine og udførte sin
første Soldatertjeneste paa Corsica. Ved
Revolutionens Udbrud var K. avanceret til
Underofficer (adjutant sousofficier). 6. Novbr 1791
blev han Løjtnant, og da Revolutionskrigen
udbrød, avancerede han p. Gr. a. sine fremragende
milit. Egenskaber særdeles hurtig. 1793 blev
han Kaptajn (ved Rhin-Armeen), 1794
Brigadegeneral (ved Sambre- og Maas-Armeen) efter
Jourdan’s Sejr ved Fleurus og s. A.
Divisionsgeneral. Han stod i de flg. Aar ved
Rhin-Armeen og udmærkede sig fl. Gange, f. Eks. i Slaget
ved Theiningen 1796; han bidrog i høj Grad til,
at den fr. Hær efter Ulykkerne mod
Ærkehertug Karl i Sommeren 1796 kunde gøre sit
Tilbagetog over Rhinen. Med Bonaparte kom K.
første Gang i Berøring 1797, da han beordredes
til at tilføre Bonaparte’s ital. Hær
Forstærkninger fra Rhin-Armeen. Han udmærkede sig
særlig ved Overgangen over
Tagliamento-Floden. Efter i kort Tid at have været Guvernør
over nogle mindre Omraader i Norditalien blev
K. Jan. 1798 fr. Ambassadør i Wien. Han
optraadte her med Dygtighed og Fasthed, ikke
mindst under de Uroligheder, som opstod i
Wien p. Gr. a., at K. havde hejst Trikoloren
paa Ministerhotellet. Imidlertid forlod K.
p. Gr. a. ovennævnte Uroligheder sin Post.
16. August 1798 blev K. formælet med
Desirée Clary (1777—1860), Datter af en Bankier
i Marseille og Søster til Josef Bonaparte’s
Hustru. Fra 2. Juli til 14, Septbr 1799 var han fr.
Krigsminister og ledede sit Departement
udmærket; han synes overhovedet altid at have
mere Interesse for Administration end for aktiv
Krigsføring. Han havde i den Periode holdt sig
i Afstand fra Bonaparte og vilde heller ikke
hjælpe denne ved hans Forberedelse til og
Udførelse af Statskuppet Novbr 1799, han holdt
sig helt og holdent passiv under dette, men
traadte meget snart i den ny
Konsulatsregerings Tjeneste. Fra Apr. 1800 til Aug. 1801
havde han Befalingen i Vendée for at dæmpe
Oprørets Efterdønninger. Uden at træde i
nogen nærmere Forbindelse med Napoleon og
stadig i et vist køligt Forhold til denne blev K.
efter Kejserdømmets Indførelse en af de 18
Marskaller og styrede fra Juni 1804 til Septbr
1805 som Generalguvernør det okkuperede
Hannover. Da Felttoget mod Østerrig (1805)
begyndte, deltog K. med et Armékorps fra
Hannover i den store Bevægelse, som førte til
Mack’s Indespærring i Ulm; det var K.’s Korps,
som paa Kejserens Befaling marcherede gennem
Anspach, der hørte til det neutrale preussiske
Omraade. K. deltog derpaa i Slaget ved
Austerlitz (2. Decbr 1805) og udnævntes 5. Juni
1806 til Fyrste af Ponte-Corvo, et lille Omraade
i Syditalien. I Felttoget mod Preussen (1806)
førte han et Armékorps, men fik stærke
Bebrejdelser af Napoleon, fordi han ikke optraadte
med sit Korps, som dog var i Nærheden, paa
nogen af Valpladserne ved Jena ell. Auerstädt.
17. Oktbr 1806 indtog han ved en glimrende
Storm Halle og 6. Novbr Lübeck, hvorved en
lille sv. Troppeafdeling blev fangen. I
Vinter-felttoget i Polen 1807 blev K. saaret ved
Spanden. Senere blev han Guvernør over
Hansestæderne og derpaa øverstbefalende over den
Ekspedition, som med fransk-dansk-spanske
Tropper skulde føres mod Sverige over de danske
Øer. Det viste sig imidlertid umuligt at gaa
over Sundet, da man ikke havde tilstrækkelige
Transportskibe, og Englænderne efter Kbhvn’s
Bombardement beherskede Havet; tillige gjorde
næsten alle de sp. Tropper Oprør ved
Efterretningen om den sp. Krigs Udbrud (Sommeren
1808) og vendte hjem til deres Fødeland paa
eng. Skibe. I Krigen mod Østerrig førte K. det
sachsiske Armékontingent og deltog med dette
i Slaget ved Wagram; hans Afdeling led her
overordentlige Tab. En haard Konflikt opstod
nu mellem K. og Kejseren, idet K. paa eget
Ansvar udstedte en særlig berømmende
Dagsbefaling til Sachserne og tillagde dem en stor Del
af Fortjenesten ved Sejren. Napoleon
desavouerede fuldstændig K.’s Foranstaltning, og denne
vendte snart tilbage til Paris. Senere fik K. af
Ministerraadet i Paris det Hverv at lede
Hollands og Belgiens Forsvar mod Englænderne og
skulde 1810 være Guvernør i Rom, da han
ganske uformodet blev udset til Tronfølger i
Sverige. Den sv. Tronfølger Karl August
(Christian August af Augustenborg) var død i Maj
1810, og den sv. Regering vilde nu foreslaa
hans Broder, Frederik Christian af
Augustenborg, til Tronfølger, og man vilde sikre sig
Napoleons Bifald til denne Plan. En af
Udsendingene til Paris, Løjtnant C. O. Mörner, var ivrig
gaaet op i den Tanke, at kun en af de berømte
fr. Hærførere kunde hjælpe Sverige ud af dets
daværende kritiske Stilling, en Opfattelse, som
var raadende i adskillige sv. Officerskredse.
Mörner gjorde det dristige Skridt helt og holdent
 |
| Karl XIV. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
