Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl XII (sv. Konge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
arbejdede med Kraft paa atter at faa Tyrkerne
ud i Krigen. Det var ved at lykkes 1712, da
Sultan Ahmed III personlig vilde overtage
Ledelsen og fjernede en Del af det mod K.’s
Planer fjendtlig sindede tyrkiske Bureaukrati. Det
hele mislykkedes imidlertid paa Grund af den
endelig til Tyskland — ved Magnus Stenbock’s
Initiativ — overførte Hærs Mangel paa Evne
til at opfylde sit Hverv, ved hvilket den danske
Søsejr over den sv. Hærs Transportflaade blev
af stor Bet., p. Gr. a. Kalabaliken i Bender,
et af Tatarkanen og Statholderen i Bender
foretaget, ved tyrk. Fejlopfattelse af Situationen
betinget Angreb paa K., p. Gr. a. den til
Tyrkiets Vanheld forandrede vesteuropæiske
Situation og en ny tyrk. Storvisirs politiske
System, der rettede Rigets milit. Magt mod den
venezianske Republik i St f. mod Rusland. Fra
Febr 1713 til Hjemrejsen Septbr 1714 var K.
egl. kun en Fange i Sultanens Hænder. Han
slippes først løs, da Tyrkiet fuldstændig har
afviklet sin Del i det østeuropæiske
Spørgsmaal og ikke længere behøvede ham som en
Trumf paa Haanden i sit politiske Spil. K.’s
Rejse fra Orienten er blevet berømt ved det
enestaaende Distanceridt, paa hvilket han
tilbagelagde Strækningen
Wien—Regensburg—Kassel—Stralsund.
Efter Hjemkomsten maatte han beskæftige
sig med Forsvaret af Pommern over for en ny
Fjende, nemlig Preussen, som nu endelig
sluttede sig til den store Alliance. Til Trods for al
Duelighed og Tapperhed kunde K. ikke holde
sin Stilling mod Overmagten. Decbr 1715 faldt
Stralsund og nogle Maaneder senere Wismar.
Bremen-Verden var tabte 1712 og Sveriges tyske
Provinser var altsaa mistede. For at beholde
det fra Danmark som Pant overtagne
Bremen-Verden havde Hannover sluttet sig til Sveriges
Fjender. Finland, som længe beskyttedes ved,
at Rusland p. Gr. a. K.’s Stilling i Tyrkiet havde
maattet rette al sin Energi mod S., var, da K.’s
tyrk. Politik ikke længere kunde opretholdes,
blevet erobret af Rusland, saa at K. nu var
indskrænket til det egl. Sverige. K. gjorde nu
imidlertid yderst energiske Anstrengelser for at
styrke den sv. Militærmagt, paa samme Tid som
han ved sin Politik søgte at bringe Splittelse
i den fjendtlige Alliance. Hans fornemste
Redskab hertil blev den holstenske Minister v.
Goertz, som nu traadte i hans Tjeneste og fik
en meget stor Indflydelse. Denne gjorde sig
ogsaa gældende paa den indre Styrelses
Omraade. Efter et med utilstrækkelige Kræfter
foretaget og derfor mislykket Anfald paa Norge
1716 hvilede Vaabnene næsten, medens det
politiske Spil intensivt fortsattes. K.’s Udsigter
syntes at lysne, da Enigheden inden for
Alliancen fuldstændig sprængtes, saa at Rusland
og Preussen stod helt fjendsk over for
England-Hannover og Danmark, medens August,
nu betydelig svækket, stedse mere traadte i
Baggrunden. Det var denne Splittelse, som
Goertz søgte at gøre dybere og udnytte til
K.’s Fordel, flittigt arbejdende med den stærke
Modvillie mellem Georg I, Konge af England og
Kurfyrste af Hannover og Tsar Peter. I K.’s
sidste Tid førtes Underhandlinger paa Åland
mellem Goertz og russ. Diplomater om Fred og,
som man troede, Forsoning og Forbund mellem
K. og Tsaren. I den indre Styrelse foretoges
nu de mest energiske Anstrengelser for at skabe
finansielle Midler til Krigens Fortsættelse; de
vakte, særlig hos de højere Stænder, megen,
fremfor alt mod Goertz rettet, Uvillie. Denne
forstærkedes ogsaa ved, at K. skød
Raadsvældet og det stivnede bureaukratiske System til
Side, som han vilde erstatte med ny Organer,
i Alm. dannede efter moderne Principper.
Samtidig med Virksomheden for at muliggøre
Forsvar og Genvindelse af det mistede, arbejdede
K. med Kraft paa en Mængde paa forsk.
Samfundsforhold indgribende Reformer, hvorved
han ofte lagde rent forbavsende Fremtidsblik
og Skarpsindighed for Dagen. At Folket i
denne Tid blev Genstand for et haardt Tryk, var
uimodsigeligt, og de økonomiske Vanskeligheder
var store, hvorved dog maa lægges Mærke til,
at Tilstanden baade i Rusland og Danmark var
trykkende, i Rusland sikkert ej lykkeligere end
i Sverige. Nyere Undersøgelser har vist, at
Skildringerne af Nøden i Sveriges Provinser er
blevet stærkt overdrevet; sikkert er Talen om
en stærk Folkemangel uden Grund. 1718 brød
K. med en stærk Hær ind i det sydlige Norge;
en Hær under Armfelt gik mod Trondhjem;
visse Tegn tyder paa, at denne Hær eventuelt
har været tænkt anvendt til en Ekspedition mod
Skotland, som i Forening med en Rejsning i
de skotske Højlande skulde styrte det
hannoveranske Dynasti i England og genindsætte
Stuarterne, hvorved den politiske Stilling i
Europa afgjort skulde ændres til Sveriges
Fordel; den sp. ledende Minister, Alberoni, skal
have været med i disse Planer, og faktisk var
den politiske Verden i stor Spænding over, hvad
der vilde følge af K.’s seneste politiske og milit.
Handlinger og Planer, som nu syntes ganske
truende, ikke mindst for Georg I og derved
tillige ogsaa indirekte for dennes
Forbundsfælle, Regenten i Frankrig. K.’s Stilling, der vel
var vanskelig, syntes dog nu meget lysere end
i lang Tid, og hans milit. Magtmidler var
betydelige. Da blev han ved Belejringen af
Fredrikshald truffet af en øjeblikkelig dræbende
Kugle. Forsk. Meninger er blevet udtalt om,
hvorfra Skuddet kom, og Mistanken om
Snigmord er fra først af mange Gange blevet
fremført. Efter en 1859 foretaget, desværre noget
ufuldstændig Undersøgelse, af K.’s balsamerede
Lig, gjorde den Opfattelse sig gældende, at
Kuglen er kommet fra Fæstningens Vold. Efter
en ny, yderst nøjagtig og med alle
Videnskabens Hjælpemidler foretagen Undersøgelse 1917
maa man imidlertid sige, at en bestemt
Paastand om, at Skuddet kom fra Fæstningen, ikke
uden videre kan hævdes.
K. er blevet meget forsk. bedømt. Af sin egen
Samtid, fremfor alt af sine Soldater, var han
beundret, og hans Minde blev næsten dyrket af
dem. Dog hørtes ogsaa Kritik, navnlig rettet mod
hans urokkelige Standhaftighed, der betegnedes
som Stivsind. Senere er hans Krigsførelse og
Politik blevet udsat for stærke Angreb, og man
lagde paa ham personlig Skylden for det sv.
Stormagtsvældes Fald. Denne Retning var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
