Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karikatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fr., dog med kraftig Opblussen, da
Vittighedsbladet »Uylenspiegel« fik Illustrationer fra F.
Rops (den skarpe og groteske K.-Tegner af
Kønslivet, Satanismens Vellyst), indtager den
holl. K. en mere selvstændig Stilling; i dens
førende Blad »De Kroniek« virkede bl. a. den
sære Kunstner Toorop.
I Europas andre kontinentale Lande følger
Udviklingslinien i 19. Aarh. og senere saa
temmelig den fr. K.’s; men det kan oftere skorte
paa kunstnerisk Kultur og ikke mindst paa den
elegante og fine Pointe, der ligger
Franskmanden, né malin, i Blodet. Til Gengæld kan f.
Eks. den tyske K. have den uimodstaaelige
straalende Humor, der udløser den hjertelige
Latter. Som tidligere nævnt blev den længe
holdt nede og maatte nøjes med at hakke lidt
paa smaaborgerlige Forhold. Endnu op mod
1870 var den gennemgaaende ret harmløs i sit
Vid. I München var K. i sin Tid kommet op
med Kunstnere som W. Kaulbach og M. von
Schwind, A. Schröter havde dyrket den sociale
Satire. Hovedemnerne var Mode- og
Teaterverden o. l. Op i 1840’erne og særlig efter 1848
kommer der større Liv i K., ogsaa med
politisk Brod. Det hjalp, at der oprettedes
K.-Blade, først og fremmest »Fliegende Blätter« i
München fra 1844, med en Stab af dygtige
Tegnere omkr. Kaspar Braun. Der var endvidere
»Leuchtkugeln« (München 1848),
»Kladderadatsch«, der startedes 1848 i Berlin og blev det
toneangivende Vittighedsblad i Nordtyskland,
med Kunstnere som V. Scholz o. a.
udmærkede K.-Tegnere. 1860—70 var »Frankfurter
Latern« det skarpeste Satireblad. der ogsaa
dristede sig frem til ret kraftige K. over
Indlandets politiske Forhold og heller ikke skaanede
Bismarck (Eks. »Politisk Æggedans« af Schalk,
1863). Men »Kladderadatsch«, der efter 1870
førte an i politisk K., gled frem ad forsigtige
Baner og uden om Bismarck og hans
Interessesfære; til Gengæld syntes det, som om han
i meget holdt Haanden over Bladet. »Fliegende
Blätter« dyrkede det tyske Dagligliv og havde
sine staaende Emner i den stramme,
stoltserende preuss. Officer, Jødematadoren, Bondetypen,
Øl-Studenten o. s. v.; den var uden giftige,
politiske Pile, godmodig, ironisk, ofte genialt
morsom i lattervækkende Paahit, alt andet end
satirisk samfundsrevsende, snarere
bedsteborgerlig morende med Latterhib til de ny
Bevægelser. Den samlede en Flok af dygtige
Tegnere om sig, først og fremmest den geniale
Oberländer, Busch og Schlittgen, endvidere
Harburger, Hengeler o. m. a. 1872 kom
Berlin-Bladet »Ulk«, 1886 »Lustige Blätter«. I Firserne
blev den politiske K. skarpere, saaledes i
»Kladderadatsch« med G. Brandt og den paa
morsomme Indfald saa frodige L. Stutz. I
Samfunds-K. stod R. Reinicke og Masold, begge fra
»Fliegende Blätter«, højest. Men netop paa
dette Omraade skete et afgørende Gennembrud,
da »Simplicissimus« 1896 kom til Verden i
München. Den anvendte den skarpeste Lud i
sin K., var ætsende bitter, skærende ironisk,
hensynsløs i Spotten over de politiske
Magthavere og da særlig Topfiguren Kejser Vilhelm,
og den har da ogsaa i Tidens Løb paadraget sig
adskillig Straf og Forbud. En Syvstjerne af
fortrinlige Tegnere dannede dens Hovedstyrke:
E. Thöny, B. Paul, R. Wilke, F. v. Reznicek,
W. Schulz, I. B. Engl og Th. Th. Heine. —
Nordmanden O. Gulbransson gav ogsaa her sine
udmærkede Bidrag (Eks. »Jublen over en
Tronfølgers Fødsel«) og blev senere Medudgiver;
Stilen og Stregen — saa forskelligartede
indbyrdes mellem disse unge Kunstnere — var
djærv og summarisk, langt fra »Fliegende
Blätter«’s pertentlige Udførelse, Heine maaske den
betydeligste, skærende skarp og
samfundsrevsende) i sin Latter. Og fremdeles giver
»Simplicissimus« ofte Dagens Parole i Samfundssatiren.
I Berlin, der i de senere Aaringers K. blev
overfløjet af München, har bl. a. L. Feiniger (fra
»Ulk«) vist betydelige Evner. — Østerrigernes
og Wienernes glade Lune gav sig Udslag bl. a.
i Vittighedsbladene »Figaro« (med Kunstnere
som Laufberger, K. L. Müller, i 1870’erne E.
Juch), der har holdt sig op til Nutiden,
»Kikeri« fra 1862 (Canon, Moser), og det af
Tegneren Klic stiftede »Der Floh«; i Innsbruck
gav Bladet »Der Scherer« hvasse K. af
Klerikalismen. Senere er Østerrigs K.-Blade for en
stor Del udartede til ret tomme og
fabriksmæssige Hæfter med Kvinde-Nuditeter. — I Italien
tog K. virksom Del i Folkets Frihedskamp,
saaledes under Mazzini- og Garibaldi-Bevægelsen.
Satirebladet i Rom, Don Pirlone, stod højest
baade i K.’s kunstneriske Udførelse og Vid. En
Mængde nyere K.-Blade fortsatte Kampen,
særlig mod Klerikalismens Magt; i nyere Tid tages
Koloritten stærkt i Brug gennem Farvetryk. Til
de mest ansete Blade regnes Pasquino
(Tegnerne Teja og Dalsani), Fischietto (Laronte) og
Asino (Ratalanga).
1841 udkom i England det første Nr af Punch.
Bladet fortsatte vel den store eng. K.-Tradition,
men mere rolig og afklaret borgerlig. Det blev,
ud fra et politisk-liberalt Stade, en Magt i
Samfundet, særlig til op i Aarene 1870, da det
i højere Grad maatte dele Æren med en
Mængde andre Vittighedsblade. I Punch kan man
aflæse Englands moderne Historie (og
Udlandets i Forhold til den), skildret med K.’s tørre
Lune og overlegent kolde Vid. Betegnende for
eng. Konservatisme har Punch stadig holdt paa
Træsnittet, og i saa Henseende ladet
Teknikkens Fremskridt ved Ætsningen uændset, og
betegnende er ogsaa dets borgerlige
Sømmelighed og Velanstændighed. En Mængde dygtige
Tegnere samlede sig efterhaanden om Punch:
R. Doyle, Thackeray (Forfatteren), Charles
Keene, John Leach, John Tenniel, Du Maurier
og Walter Crane; senere kom bl. a. Partridge,
Sambourne og E. T. Reed til. I den politiske
K. udmærkede sig især Leech (Eks. Kejser
Nikolaj), Tenniel (Disraeli, Gladstone),
Partridge (J. Chamberlain, Kejser Vilhelm), Sambourne
(Tsaren: »Ludvig XVI’s Skygge«); paa det
sociale og selskabelige Omraade optraadte Keene
og Du Maurier, men Samfundssatiren i Punch
har dog gerne en lidt »mæt« Karakter og
peger, nogenlunde tilfreds med det bestaaende,
ikke med bitter Satire paa Samfundets Brøst.
Den betydeligste og vittigste i Kredsen er vel
nok Keene (Selv-K., Levemandsmoral o. s. v.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
