Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - kanonisere - kanonisk - kanonisk Alder - kanoniske Bøger - kanonisk Liv - kanonisk Ret - kanonisk Tid - Kanonisser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kanonisere, se Kanonisation.
kanonisk, hørende til Kanon (se Bibel).
kanonisk Alder er den Alder, der kræves
for at kunne modtage de kirkelige Vielser. I
den kat. Kirke meddeles Subdiakonvielsen ved
22, Diakonvielsen ved 23, Præstevielsen ved 25
og Bispevielsen ved 30 Aars Alderen. I den
danske og den norske Kirke er k. A. for
Præstevielsen 25 Aar.
L. M.
kanoniske Bøger, de Bøger, der hører til
Kanon. Se Bibel.
kanonisk Liv ɔ: det ordnede fælles Samliv
mellem Gejstlige opkom allerede i 4. Aarh., idet
Eusebius af Vercelli samlede Præsterne i sit
Bispesæde til et saadant Fællesliv. Ideen fik
dog først Fremgang, da Augustin optog den og
som Bisp i Hippo indførte et saadant
regelbundet Samliv med sine Præster, som han lod
bo i sin Bispebolig. Andre optog i de flg. Aarh.
Augustin’s Eksempel, og saaledes uddannedes
det saakaldte »k. L.« (vita canonica). Det var
et Slags Klosterliv, de førte sammen; dog blev
disse Præster ikke Munke, thi de aflagde ikke
Munkeløfterne, og de kunde have Særejendom.
Disse Kanniker (canonici) kaldtes canonici
seculares: saadanne, der ikke paa Munkevis
afbrød Forbindelsen med Verden, seculum, —
til Forskel fra canonici regulares, regelbundne
Kanniker ɔ: saadanne, der virkelig aflagde
Munkeløfterne og saaledes forbandt det
præstelige og det klosterlige Liv. Paa Synoden i
Aachen 817 blev det k. L. hævet til Lov for hele
det frankiske Rige. Men denne Tilstand varede
ikke længe. Allerede paa Ludvig den Fromme’s
Tid forfaldt det k. L. for atter at hæve sig i 11.
Aarh.’s kirkelige Opgangstid. Ideen optoges f.
Eks. af »Brødrene af Fælleslivet«, der dog
ogsaa omfattede Lægmænd. Senere gik det dog
atter tilbage, især i 15. Aarh., og siden har man
ikke forsøgt at tvinge det igennem. Endnu
findes det i enkelte Kongregationer.
(J. P. B.). L. M.
kanonisk Ret i videste Betydning er
Udtryk for de paa den ældste kristne Kirkes Grund
opstaaede og af dens kirkelige Organer
fastslaaede Retsnormer. I Kirkens første Aarh.
foregik denne Retsdannelse paa Synoderne,
hvor Biskopperne og Kirkens Ældste samledes
og tog Beslutninger om Kirkens Lære og Skikke
(canones). Af disse Beslutninger havdes vel
allerede fra 5. Aarh. forsk. Samlinger; men allerede
disse Samlingers Mangfoldighed og den lidet
ordnede Maade, hvorpaa de gengav Stoffet,
gjorde det vanskeligt ved Hjælp af dem at
orientere sig i den gældende kirkelige Ret.
Fortjenesten af at have hævet sig over disse forsk.
Samlerarbejders Niveau og at at være den første, der
har gjort canones til Genstand for en
selvstændig, af den teologiske Videnskab uafhængig,
videnskabelig Behandling tilkommer en Munk
fra Klosteret San Felice i Bologna ved Navn
Gratianus, som derfor ogsaa betegnes som
den kanonistiske Jurisprudens’ Fader. I den af
ham (c. 1150) forfattede Samling, der tidligere
gik under Navn af decreta, decretorum corpus
ell., med et betegnende Udtryk for Formaalet
med hele Samlingen, concordantia
discordantium canonum, men som nu alm. kort og godt
kaldes decretum, har han forsøgt at løse
Modsigelserne i det ældre Kildemateriale og at
erstatte det med et Værk, der fremmer
Kendskaben til og letter Anvendelsen af den
gældende, praktiske Ret. Værket falder i 3 Dele.
1. Del omhandler først Retskilderne, dernæst de
kirkelige Personer og Embeder, 2. Del
omhandler den gejstlige Jurisdiktion, som forklares
gennem 36 Retstilfælde — causæ —, de af disse
opstaaende Retsspørgsmaal — quæstiones — og
de Retsregler — canones —, der finder
Anvendelse paa dem, og endelig omhandler 3. Del de
Regler, der har Hensyn til de kirkelige
Handlinger og Sakramenterne, navnlig Messeofferet.
I sin Samling havde Gratian kun benyttet
canones, og de nyere pavelige Befalinger
(decretales) indtil omtr. Midten af 12. Aarh. Den
anden Halvdel af 12. og Beg. af 13. Aarh. var
imidlertid den Tid, i hvilken Pavedømmet
udøvede den største Indflydelse paa den kirkelige
Ret gennem sine Dekretaler, hvad der
bevirkede, at der ogsaa senere fra Tid til anden
forfattedes ny Samlinger af Kirkelove. Af disse
udgør den af Pave Gregor IX c. 1230
foranstaltede Samling (Decretales Gregorii IX), den af
Pave Bonifacius VIII 1298 foranstaltede
Samling (Liber sextus) og Pave Clemens V’s
Samling fra 1305 til 1314 (de saakaldte Clementinæ)
i Forbindelse med Gratian’s Dekreter det egl.
Corpus juris canonici. Senere pavelige
Befalinger (Extravagantes) er vel ogsaa blevne
samlede, men disse Samlinger har ikke det samme
officielle Præg som de tidligere.
Den k. R. har gennem Tiderne øvet en
betydelig Indflydelse ikke alene paa de kirkelige
Forhold, men ogsaa paa Retstilstanden
overhovedet. Ogsaa til Norden naaede Kendskabet
til k. R. forholdsvis hurtig, især ved de
Studerendes Rejser til Udlandet og da navnlig Paris,
men mødte fra Beg. af snarere Modstand end
Anerkendelse. Fl. Bestemmelser baade i
skaanske og sjællandske Kirkeret, der begge skriver
sig fra sidste Halvdel af 12. Aarh., viser
snarest, at det har været Lovkoncipisternes
bevidste Hensigt at gaa imod k. R., og voldsomme
Sammenstød mellem dansk og k. R. fandt St.
baade i 12. og 13. Aarh., hvor Kongerne afgjort
stillede sig paa den nationale Rets Standpunkt,
medens Ærkebisperne holdt paa den strenge
k. R.’s Grundsætninger (se herom L.
Holberg, »Kirke og Len under Valdemar’erne«,
1899). Imidlertid er den k. R.’s Indflydelse ikke
alene paa de kirkelige Forhold, men paa
Retstilstanden overhovedet umiskendelig allerede i
13. Aarh., hvor Valdemar II’s jydske Lov
indeholder forsk. Bestemmelser og hele
Retsinstitutter, der er grundede paa k. R., og
Indflydelsen viser sig stigende i 14. og 15. Aarh.,
navnlig gennem den gejstlige Jurisdiktions
Udvidelse saavel m. H. t. de gejstlige Personer som
især ogsaa til de Sager, der skulde afgøres ved
de gejstlige Retter, om end det kun skete
efterhaanden og ikke uden i fl. Henseender at møde
Modstand.
O. D.
kanonisk Tid, se horæ canonicæ.
Kanonisser kaldes de kvindelige Kanniker,
hvis Historie gaar lige saa langt tilbage som
de mandliges. De levede et regelbundet Liv i
Klostret, men havde Lov til at have Ejendom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
