Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kamtshadaler - Kamtshadalske Hav - Kamtshatka
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Taget, medens man om Sommeren rejste lette
Barktelte, hvilende paa Pæle. Nu bruges
Bjælkehuse af russ. Type, og i det hele taget er det
meste af den opr. Kultur gaaet til Grunde.
Officielt er K. Kristne. (Litt.: P. Dobell,
Travels in Kamtchatka and Siberia, I—II
[London 1830]; K. v. Ditmar, »Rejser og Ophold i
Kamtschatka« [russ., Petrograd 1890 ff.]).
K. B.-S.
Kamtshadalske Hav [-tsja-], Navn for
Beringshavet.
Kamtshatka [-’tsjat-], Halvø paa den
nordlige Del af Asiens Østkyst, hørende til den
sibiriske Kystprovins, strækker sig fra
Fastlandets Kyst mod Sydvest og ender i Kap
Lopatka, 51° n. Br., 157° ø. L. Arealet er
263530 km2, Længden 1100 km og den største
Bredde 400 km. Under 60° n. Br. indsnævres
Halvøen til en kun 120 km bred, temmelig lav,
tundraklædt Landtunge, N. f. hvilken K. atter
bliver bredere og gaar jævnt over i Fastlandet.
Sammen med Kystlandet mellem Stanovyj
Bjergenes Kam, Beringshavet og det ochotskiske Hav
danner Halvøen Prov. K., 1237110 km2 med
36000 Indb. Den vestlige Kyst beskylles af
Penshina-Bugten og det ochotskiske Hav, er flad og
næsten uden Indskæringer, medens Østkysten,
der vender ud mod det stille Ocean og
Beringshavet, er stejl og rig paa Halvøer og
Havbugter, hvoriblandt Karaginskaja-Bugten, uden for
hvilken Øen Karagin (1582 km2) ligger. Med
Undtagelse af ubetydelige Strækninger langs
Kysterne er K. Højland og opfyldes af to
parallelle Bjergkæder, der adskilles ved en
Længdedal, hvori K.-Floden og en af dens Bifloder
flyder. Den østlige Kæde, der maa betragtes
som Fortsættelse af Kurilernes Bue, er
opbygget af Granit, Gnejs og krystallinske Skifere
og er overordentlig rig paa Vulkaner. Man
kender paa K. over 20 virksomme Vulkaner og endnu
fl. udslukte, og alle disse hører paa faa
Undtagelser nær til den østlige Kæde. Denne
begynder paa Halvøens Sydspids som et lavt
Bjergland med talrige isolerede Vulkankegler,
hvoraf dog de fleste er udslukte. N. f. 52 1/2°
n. Br. bliver Landet højere og bærer mægtige
Vulkaner, bl. hvilke Avatsha (2650 m), Korjaka
(3420 m), Kljutshev (4886 m), der er bekendt
ved sine frygtelige Udbrud 1727, 1737 og 1854.
N. f. denne Vulkan er Bjergkæden afbrudt af
en Tværdal, gennem hvilken K.-Floden
strømmer ud til Oceanet. N. f. denne Dal hæver
Bjerglandet sig atter og bærer her Vulkanen
Schivelutsch (3217 m). Af de udslukte Vulkaner
er Kronozker (3304 m) og Ushkin (3352 m) de
højeste. Andre Resultater af den vulkanske
Virksomhed er de talrige Solfataraer,
Svovllejer og hede Kilder. Den vestlige Kæde er
opbygget af foldede Skifre af ukendt Alder. Ved
Kontakt med Granitmassiver er de nogle Steder
blevet forvandlede til Granitgnejs o. a.
krystallinske Skifre. Tertiære Aflejringer, dels marine
Lag, dels Ferskvandsaflejringer med Brunkul
findes fl. St. I K.-Flodens Dal ligger Lag af
pleistocen Alder med Rester af Mammut og
Bison priscus. De pleistocene Lag er altid
stærkt forstyrrede. Den vulkanske Virksomhed
er meget ringe, og der kendes fra denne Del
af Halvøen ingen virksomme Vulkaner. Den
geologiske Bygning af K. viser saaledes den
største Overensstemmelse med Riukiu-Øerne
og Japan, der ligeledes dannes af 2 parallelle
Foldekæder, hvoraf den østlige er Sæde for en
betydelig vulkansk Virksomhed. Analogien
omfatter ogsaa Kurilerne, dog er her den vestlige
Kæde forsvunden. Klimaet har i
Sammenligning med Østsibiriens en oceanisk Karakter,
men skønt Sydspidsen af K. ligger paa samme
Breddegrad som Antwerpen, kan den m. H. t.
Temperaturerne snarere sammenlignes med
Egnene omkr. den botniske Bugt. Om Vinteren
hersker vestlige til nordlige Vinde, der
medfører klart Vejr med streng Frost, særlig paa
Vestkysten. Petropavlovsk har i Middeltemp.
for Febr ÷ 10,1°, Vestkystens Middeltemp. for
koldest Maaned varierer mellem ÷ 10° og
÷ 25°. Snefaldet er rigeligt mod V. og i det
Indre, sparsommere paa Østkysten. I
Sommerhalvaaret blæser sydlige Vinde, der medfører
betydelig Fugtighed, men som ikke er i Stand
til betydelig at hæve Temp., da de kommer
fra Have, der er stærkt afkølede af kolde
Strømninger. Østkysten er ogsaa paa denne
Aarstid noget varmere end Vestkysten, men
Forskellen er kun ringe. Middeltemp. for Juli
varierer for hele Halvøens Vedk. omkr. 15°
(Petropavlovsk 14,6°). Snelinien ligger ved 56°
n. Br. i en Højde af 1600 m o. H., saa at mange
af Vulkanerne i deres halve Højde, Kljutshev
endog i 2/3 af sin Højde, er dækkede med evig
Sne. Dog er det kun enkelte Vulkankegler og
aldrig større sammenhængende Bjergmasser,
der naar op i Sneregionen, saa at K. ikke
frembyder gunstige Betingelser for Dannelse
af Bræer. Plantevækst. Inden for
Vestkystens Strandvolde strækker sig brede
Kystsletter, dækkede af sumpede Tundraer, der
navnlig ved Floden Tigil indtager store Arealer.
Ved 60° n. Br. breder den store Tundra
Parapolskij Dol sig over næsten hele Halvøens
Bredde. Ganske anderledes yppig er Plantevæksten
i Dalene i det Indre og paa Østkysten, hvor
Vandets Afløb er bedre. Store Skove dækker
Bjergenes Skraaninger. Disse dannes især af
Løvtræer, saasom Æl, Pil, Poppel (Populus
suaveolens), Røn (Sorbus sambucifolia). Det
mest karakteristiske Træ er dog Birken, der
her forekommer i en ejendommelig Art
(Betula Ermanni), der ved sin revnede, graa Bark
og sin knudrede Vækst minder om Egen. For
Løvtræerne er Naaletræerne tilbagetrædende.
De sædvanlige Slægter er: Lærk, Gran saavel
som en Tsuga, der er fælles med det
nordvestlige Amerikas Flora. I Skovbunden vokser
talrige Vaccinier, Empetrum o. a. bærbærende
Buske. Med Skovene veksler yppige Enge,
bevoksede med Græs og Stauder, bl. hvilke
særlig maa fremhæves de kæmpemæssige
Skærmplanter (Heracleum og Angelica) og den 3 m
høje, selskabelig voksende Spiræa
kamtschatica. I det hele taget er de lavere Egne paa
K. i Besiddelse af stor landskabelig Skønhed,
men allerede i en Højde af 300 m o. H. afløses
Skoven af alpine Krat, bestaaende af Bjergfyr
(Pinus Cembra), Enebær og Ællebuske, i
hvilke Rødder, levende og udgaaede Grene ofte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
