Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kammersekretær - Kammerskriver - Kammersluse - Kammerspil - Kammersyre - Kammertone - Kammin - Kammuslinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(siden 1665) af Peder Schumacher, under hvem
K. tillige blev en Slags Kabinetssekretær. I 18.
Aarh. var Kabinettet og Kammeret, der nu
kaldtes Partikulærkammeret, adskilte, og det
sidste bestyredes da indtil Ophævelsen 1771 af
en Kasserer, der ikke førte Titlen K. K.’s
Embede fortsattes derimod til en vis Grad i
Kabinetssekretærens. — Efter Oprettelsen af
Skatkammer- ell. Kammerkollegiet kom K. ogsaa til
at betegne visse Embedsmænd i dette
Kollegium (senere ogsaa i Generaltoldkammeret), og
herfra gled Benævnelsen paa lgn. Maade som
Kammerraad og Kammerassessor over til en
blot Titel, der, efter som Ordet »virkelig« er
brugt i Udnævnelsen ell. ikke, giver Rang i 9.
Klasse Nr 8 ell. 13.
P. J. J.
Kammerskriver, se
Kammersekretær.
Kammersluse, se Sluse.
Kammerspil er et kortere Skuespil, bestemt
for et mindre, intimt Teater. Betegnelsen er
især bleven kendt gennem August Strindberg’s
»Kammerspel«, som han i Beg. af Aarhundredet
skrev for Aug. Falck’s »Intima Teatern« i
Sthlm, f. Eks. »Oväder«, »Bandet«, »Pelikanen«,
»Spöksonaten«. I Berlin indrettede Max
Reinhardt ved Siden af »Deutsches Theater« den
mindre Scene, »Kammerspielhaus«, hvor ikke
alene Strindberg’s smaa Skuespil o. a. moderne
Arbejder, men ogsaa Værker af Shakespeare,
Molière, Hebbel er blevne opførte under
Betingelser, der var i høj Grad gunstige for den
dramatiske Virkning.
C. B-s.
Kammersyre, se Svovlsyre.
Kammertone (fr. diapason, eng. pitch), i
Ordets nu brugelige Bet.
Normaltonehøjde, den nøjagtige Tonehøjde ɔ: det
bestemte Antal Lydsvingninger, der efter den
engang valgte Maalestok svarer til den skrevne
Node. Ang. den virkelige Tonehøjde hos de
Gamle har vi ingen positive Data, da man ikke
kendte noget Middel til at tælle Svingningerne;
man ved, at de to Oktaver i Pythagoras’ græske
Skala maa have svaret til Mandsstemmens
Omfang; for senere Tider giver Orgelpiberne
nogen Oplysning. I Beg. af 17. Aarh., da der
udviklede sig en selvstændig Instrumentalmusik,
der i Modsætning til Kirkemusikken kaldtes
Kammermusik, søgte man at indføre en
Middeltonehøjde, der blev en hel Tone dybere end
den for Orgelstemningen gældende Kortone,
og som man, til Forskel fra denne, kaldte K.
Disse to fulgtes nu jævnsides i lange Tider;
men efterhaanden indtraadte der betænkelige
Forstyrrelser paa dette Omraade. Orkesterets
Bet. voksede, navnlig ved den udvidede
Benyttelse af Blæseinstrumenterne; baade
Fabrikanter og Udøvende søgte kraftigere Effekter og
mente at finde dem ved at skrue Tonehøjden
op — og baade Strygere og Sangere maatte
følge Trop. Til sidst naaede imidlertid denne
Uskik en foruroligende Højde; Følgerne var
bl. a., at Karakteren af de foreliggende
Kompositioner forvanskedes, Sangerne ødelagde
deres Stemmer, og Mangelen paa en ensartet
Tonehøjde i de forsk. Lande, ja inden for hvert
enkelt af disse, afstedkom en meningsløs
Forvirring. Fl. Forsøg blev gjorte paa at standse
denne Udvikling; bl. a. blev der 1834 afholdt
en Kongres i Stuttgart, uden nævneværdigt
Resultat. Endelig nedsatte den franske
Regering 1858 en Kommission, bestaaende af
Naturforskere og Musikere (Auber, Halévy, Berlioz,
Meyerbeer, Rossini og Thomas), der skulde
undersøge Forholdene og saa vidt muligt raade
Bod paa den herskende Forvirring. Den
fastsatte som Normalkammertonen (diapason
normal) [enstrøget] á = 435 Dobbeltsvingninger
(870 enkelte) i Sek. ved en Temperatur af 15°
R. (19° C.). Denne, den saakaldte Pariser-K.,
blev fastslaaet for Frankrig ved L. af 16. Febr
1859, og i de derefter flg. Aartier har de fleste
Lande sluttet sig til den. Smlg. A. (Litt.:
Ellis, History of musical pitch [Lond. 1880]).
S. L.
Kammin [’kami.n], Cammin, By i preuss.
Prov. Pommern, i Regeringsdistriktet Stettin, 4
km fra Østersøen og 61 km N. f. Stettin ved
Strandsøen Kamminer-Boden, har en Domkirke
fra 13. Aarh., et adeligt Frøkenkloster, et
Lærerseminarium, Fiskeri, Teglværker, Dampmølle
og (1910) 5800 Indb. K. er af vendisk
Oprindelse, fik 1274 Stadsret og blev 1188 Sædet for
en Biskop. 1648 tilfaldt K. Kurbrandenburg.
G. Ht.
Kammuslinger (Pécten), en artrig Slægt,
der er udbredt i næsten alle Have og ogsaa
forekommer i danske og norske Farvande.
Den hører til den Gruppe af Muslinger, der
kun har een Lukkemuskel, og kan
betragtes som en ikke meget fjern Slægtning af
Østersen. Begge Skaller har i Hovedsagen Form som
Vifter og er forsynede med radiære Ribber og
Furer. Laaslisten er forlænget baade fortil og
bagtil, hvorved der dannes to fra den øvrige
Skal tydelig afsatte, trekantede Stykker, de
saakaldte Ører. Laasbaandet ligger indvendigt
i en trekantet Grube under Buklerne. Den
højre Skal er betydelig mere hvælvet end den
venstre, der kan være ganske flad. Dyrene er
i Reglen tvekønnede. Deres Kappe, der er
fuldstændig aaben, er ved Randen forsynet med
talrige Føletraade og Øjne. Paa den lille Fod
afsondres hos det unge Dyr en Byssus, der
træder ud gennem et Udsnit paa den højre
Skals forreste Øre. Ved afvekslende at klappe
Skallerne sammen og aabne dem er fl. af
Arterne i Stand til at svømme. Nogle af Arterne
 |
| Kammuslinger. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
