Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - jødisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skrev Jason fra Kyrene, hvis Værk
ligger til Grund for 2. Makkabæerbog. En
enkelt Episode med lgn. jødisk Tendens som
i Ester’s Bog er fortalt i 3. Makkabæerbog.
Josefos genfortalte den bib. Historie og
fortsatte den ned til sin egen Tid; dette Værk og
hans Skildring af Krigen, der førte til den
jødiske Stats Undergang 70 e. Kr., er vore
Hovedkilder til Tiden umiddelbart før og
Aartierne e. Kr. Den samtidige Justus fra
Tiberias skrev lgn. Værker, som er gaaet
tabt. Et gr. Epos til Jerusalems Pris skrev
en vis Filon, kendt fra Alexander Polyhistor,
et lgn. Digt om Sikem skrev Theodorus. Gr.
Dramer med bib. Emner skrev Ezekiel.
Et af dem, der er bekendt gennem Uddrag,
handler om Udgangen af Ægypten. — Den
hellenistiske Filosofi har stærkt paavirket
Forf. af Salomo’s Visdom, der dog helt er
behersket af det traditionelt jødiske. Helt og
holdent Repræsentanter for den sengr. Filosofi
er Aristobulos og Filon, der
imidlertid viser deres jødiske Sindelag deri, at de
ved allegorisk Fortolkning lægger denne
Filosofi ind i det gl. Test. og paastaar, at den her
findes i sin ældste Form. En Forening af
Jødedom og Stoicisme foreligger i 4.
Makkabæerbog. — Den Uvilje, som Jøderne vakte
imod sig, affødte en stor antisemitisk Litt.,
som atter fremkaldte apologetiske
Værker fra Jødernes Side. Saaledes skrev Filon
en Apologi, og Josefos skrev et Værk mod en
af Angriberne, Apion; de gik ud paa at
bevise, at Jøderne er et urgammelt Folk, fra
hvilket al Kultur stammer, Tilbedere af den
højeste Gud. Et Skridt videre gaar den
jødiske Propagandalitt., som i ikke-jødisk
Klædebon søger at vinde Hedninger; dette
gælder de jødiske Dele af Sibyllinerne,
Aristeasbrevet, Hekatæus, Menander o. a. — En
ejendommelig Litt., der særlig udvikledes i den
hellenistiske Tid, er de mange Trylleformler
og Tryllebøger, hvoraf en Del er fundne,
især i Ægypten. Jødiske Trylleformler er i
høj Grad anvendt ogsaa af Ikke-Jøder.
I Tilslutning til Bibelen udvikledes
Haggadalitt., hvori det bib. Stof blev gengivet i fri
Genfortælling efter den senere Tids Tendens.
Et karakteristisk Eksempel af denne Litt. er
Jubilæerbogen; ogsaa »de tolv Patriarkers
Testament« kan regnes til denne Kategori og
den under Filon’s Navn gaaende liber
antiquitatum biblicarum (eng. Overs. M. R.
James: The biblical antiquities of Philo
[London og New York 1917]). Den haggadiske
Litt. fortsættes stadig og findes spredt i
Talmud og Midrash’er. Nær ved den staar
Værker som den gr. Esra og Tilføjelserne til Ester’s
og Daniel’s Bøger, Manasse’s Bøn, Jeremias’
Brev til de Eksilerede, Legender som »Jesaja’s
Martyrium« og paralipomena Jeremiae. —
Vigtigere var Studiet af Loven og de
traditionelle Bestemmelser, som regulerede
Livet, Halakastudiet, der dreves med Iver
i Palæstina og senere i Babylonien. I den
ældre Tid frembragte det ingen litt., idet
Traditionerne forplantedes mundtligt. Dog
nedskreves allerede i 1. Aarh. e. Kr. en
Fortegnelse over Dage, paa hvilke det var forbudt
at faste (megillat ta’anit). Efterhaanden
opstod der Samlinger af det mundtlige
Traditionsstof. Af disse opnaaede den af Juda
ha-Nasi (c. 200) redigerede at faa Autoritet;
det er væsentlig den, der foreligger som
Mishna (»Belæring«, egl. »Gentagelse«); denne, der
er skreven paa Hebræisk, er delt i 6 Rækker
(sedær), bestaaende af i alt 63 Traktater
(masseket, egl. »Væv«). Mishnalærerne kaldes
Tannaiter. En Udtalelse af en Lærer fra
Mishnaperioden, der ikke er optaget i Juda ha-Nasi’s
Værk, kaldes Barajta (»udenfor staaende«).
Saadanne findes spredt i senere Værker, samt
i enkelte Samlinger, der kaldes Tosafot
(»Tilføjelser«). Efter Mishna’s Afslutning
arbejdedes der videre ved de forsk. Lærdomssæder;
denne Tids Lærere kaldes Amoræer, og deres
Værk kaldes Gemara ell. Talmud, en
Benævnelse, der ogsaa bruges om hele Samlingen af
de rabbinske Traditioner, altsaa Mishna med
Gemara. Talmud foreligger i to Former: den
palæstinensiske, samlet og redigeret i 4. Aarh.,
og den babylonske, som er størst og har faaet
mest Autoritet, afsluttet i 6. Aarh. Haggadisk
og halakisk Stof i Forening er samlet i
Midrash’erne, en Slags Fortolkninger til
Bibelteksten, af hvilke de ældste Dele naar op til
Mishna’s Periode. Et Arbejde med Bibelteksten af
anden Art er nedlagt i Targum, en fri
Gengivelse af Teksten paa Aramæisk. En saadan
blev nødvendig ved Synagogetjenesten, da
Aramæisk afløste Hebræisk som Talesprog.
Efterhaanden fik denne Gengivelse en fast Form,
der omsider blev nedskrevet i forsk. Udgaver.
Den gaoniske Tidsalder.
Muhammedanernes Erobringstog blev af Bet. for den
jødiske Litt., idet Arabisk nu blev Talesprog
i største Delen af de Egne, hvor Jøderne
boede; det kom efterhaanden til at præge
Litt.’s Sprog og Indhold. Tiden fra c. 600
til Beg. af 11. Aarh. kaldes den gaoniske
Tidsalder, fordi de babyloniske Akademier lededes
af en Gaon (s. d.). Halakastudiet dreves af
disse paa Grundlag af Talmud, og de afgav
Responser til hele den jødiske Verden; af disse
er fl. Tusinde bevaret. Nogle smaa Traktater,
væsentlig af etisk Indhold (derek erez rabba,
d. e. sutta o. a.), stammer fra denne Periode,
ligeledes nogle smaa Midrash’er; det store
Midrash-Stof, som saaledes efterhaanden
ophobedes, samledes i Beg. af 13. Aarh. og ordnedes
systematisk i Jalkut Shim’oni. Iøvrigt
arbejdedes der paa at fastslaa den rette Læsning af
Bibelteksten. Masoreterne forsynede
Konsonantteksten med et System af Punkter og
Streger, hvorved Udtale og Betoning blev
tilkendegivet; dette Arbejde dreves baade i
Babylonien og Palæstina (Tiberias). Den
afsluttende Autoritet var Aharon ben Mose ben
Asher (c. 900). En stærk Opposition rejstes
mod den ved Talmud bestemte Jødedom af
Karæerne, som vilde bygge direkte paa
Bibelen og derved vakte forøget Interesse for
Bibelstudiet. Retningens Stifter Anan ben
David (f. i Basra 700) skrev saaledes en
Kommentar til Mosebøgerne foruden en Bog om
Buddene og en om Troslæren. En af hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
