Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jøder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
trængte ind i Riget, førte bort fra
Grænseegnene til østlige Guvernementer, hvor den russ.
Befolkning ikke tog særlig venligt imod dem, og
hvor de derfor førtes fra en Egn til en anden,
selvfølgelig til stor Fortræd. Endnu værre var
dog de store Jødeforfølgelser, især i Ukraine
(1919) med deres sædvanlige Mord og
Plyndringer. Ofrenes Tal regnes mellem 100—200000
foruden de mangfoldige Stakler, som blev
vanvittige af Rædslerne, og de talløse Børn, som
helt ell. til Dels mistede deres Forældre og
Forsørgere. Under den senere Opløsning af alle
Samfundsforhold efter Revolutionen led J. ikke
mindst. I de nye Stater, der er dannede efter
Krigen (Polen, Lithauen og Letland), er der
vistnok tilsagt dem baade statsborgerlige
Rettigheder og fuld kulturel Frihed; men det vil
vel nok vare en Stund, inden Løfterne bliver
til fuld Virkelighed.
I Rumænien, hvor den jød. Befolkning i
Tidsrummet efter 1860 fik en stærk Tilvækst
ved Indvandring N. fra, blev dens Forhold ikke
bedre end i Rusland. Regeringen — især under
saakaldte liberale Ministerier — og Folkets
store Masse enedes godt om at plage og
underkue dem. Man søgte paa alle Maader at
indskrænke deres Adgang til Erhverv og saaledes
gøre det umuligt for dem at forbedre deres
Kaar. Man paalagde dem vel Pligter (baade
Skatte- og Værnepligt), men gav dem ingen
Rettigheder. Ja, Regeringen har efter 1878 end
ikke undset sig ved aabent at tilsidesætte det
eneste Vilkaar, som Berlin-Kongressen havde
stillet for Europas Godkendelse af Landets
Uafhængighed, nemlig at der skulde
indrømmes J. Ligestilling, og opstillede derimod den
Lære, at alle J. var Udlændinge — selv de,
hvis Forfædre havde levet i Landet i fl.
Hundrede Aar — og derfor ikke kunde optages i
Mængdevis i det rum. Folk. Derfor fik i
Aarenes Løb ogsaa kun et forsvindende Tal af J.
Indfødsret, og skønt man bebrejdede dem, at
de holdt sig adskilte fra det øvrige Folk, gjorde
man dog intet for at fremme den opvoksende
Slægts Tilknytning til dette, men søgte
tværtimod at spærre dem Adgang til Skolerne og
derved til alm. Oplysning. Som en naturlig
Følge af disse Forhold fandt ogsaa her en
betydelig Udvandring Sted. Ved Verdenskrigen
fik Rumænien saa store Landudvidelser
(russisk Bessarabien, østerrigsk Bukovina og
ungarsk Transsilvanien), at J.’s Antal voksede fra
250000 til over 800000. Regeringen har derfor
maattet indrømme J. fulde borgerlige
Rettigheder. Serbien og Bulgarien opfyldte
derimod uden Tøven og uden mindste Ulempe
Løftet om J.’s Ligestilling, og den har ligeledes
gældt i Grækenland siden Frihedskrigen,
hvad dog ikke har hindret gentagne Udbrud af
det gl. Jødehad paa Korfu. I Tyrkiet saavel
som i de andre muhammedanske Lande i
Forasien og Nordafrika har J.’s Stilling vel aldrig
været gunstig, idet de er blevne regnede for en
underordnet Race og har været underkastede
mange Haande Vilkaarligheder og
Udpresninger ovenfra og alskens Haan og Mishandling
nedenfra; men de er dog aldrig blevne stadig
forfulgte ell. planmæssig indskrænkede i deres
Erhverv. 1840 fandt en blodig Forfølgelse St.
imod dem i Syrien, fremkaldt ved
Beskyldningen om et Ritualmord i Damaskus paa en ital.
Munk. I den nyere Tid blev Forholdene ikke
saa lidt forbedrede, og mange J. optoges i
Embedsstanden. Ved den nye Forfatning 1908 blev
endog J.’s Ligestilling kundgjort.
Fredskongressen efter Verdenskrigen har
bragt J. en smuk Oprejsning, idet
Palæstina, som eng. Tropper 1917 fratog Tyrkerne
(General Appleby holdt i Spidsen for sin ny
Korsfarerhær 9. Decbr 1917, paa en af J.’s store
Festdage, sit Indtog i Jerusalem), blev bestemt
til at være et nationalt Hjemland for J. under
eng. Tilsyn, dog uden derfor at blive spærret
for Kristne og Muhammedanere, da Landet jo
for dem alle er et »helligt Land«. Hvorledes
dette Formaals Udførelse skal kunne ordnes i
sine Enkeltheder, og hvorvidt J. i større
Mængde vil drage bort fra Europa til deres
Forfædres forjættede Land, kan først
Fremtiden vise.
Som Følge af den stærke Indvandring fra
Rusland og Rumænien havde
Nordamerika, som 1848 kun talte 50000 J. og 1881 230000,
1900 en jødisk Befolkning af 1419000, hvilket
Tal ved senere Indvandring og naturlig
Tilvækst efterhaanden er vokset til 2 1/4 Mill., saa
at Nordamerika er det Land, som, næst efter
Polen og Ukraine, nu har den største jødiske
Befolkning; over Halvdelen, 1350000, falder paa
Staden New York, der saaledes har den største
Jødemenighed i hele Verden. — Ogsaa til
Dominion of Canada har J. i den nyeste
Tid i stor Mængde fundet Vej; medens deres
Tal før 1880 kun opgaves til et Par Tusinde,
var det 1911 steget til 76000 og regnes 1918 til
120000. Det samme gælder om Argentina,
hvor der 1917 fandtes 110000 J., medens der
ved Aarh.’s Beg. kun opgaves en Femtedel
heraf.
Tilbage staar endnu at omtale J.’s Historie i
de nordiske Lande. Endnu 1651 blev det
forbudt J. at komme til Danmark uden
særskilt Lejdebrev fra Kongen, skønt Christian IV
allerede 1630 havde givet dem Opholdsret i
Glückstadt og 1641 i Altona. Men 1657
udvirkede den rige Diego Teixeira i Hamburg, som
havde laant Frederik III Penge, Tilladelse for
»portugisiske J.« til at rejse omkr. i Landet og
drive Handel, og det varede ikke mange Aar,
før enkelte J. ligefrem bosatte sig i Kbhvn. 1684
fik ogsaa »tyske (polske) J.« Lov hertil, og
omtrent samtidig tillodes Bosættelse i Fredericia,
Nakskov og Ribe. I Beg. af 18. Aarh. var der
dog kun en Snes Familier i Kbhvn, men Tallet
steg rask (var 1726 65); som Vilkaar krævedes,
at de skulde bygge et Hus ell. indrette en
Fabrik, men hverken dette Vilkaar ell. Kravet
om Lejdebrev blev strengt overholdte. J. boede
mest i Læderstræde og dets Nabogader, drev
fl. Slags Handel (især Manufakturhandel) og
laante paa Pant; men skønt de var lidet
agtede, blev de dog langt bedre behandlede end
sædvanlig andensteds. 1728 fik de vel Paalæg
om ugentlig at høre en Omvendelsesprædiken,
men det faldt snart bort, ligesom Forbudet mod
at have kristne Tjenestefolk. 1737 nægtedes der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
