Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Joris, Pio - Jorissen, Thomas Theodorus Hendrikus - Jorister, se Joris - Joritomo, Minamoto - Jornada - Jorsal, oldn. Jórsalir, gl dansk Jørsel, Ørselhjem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kunst: »Bryllup i Palombara« (1868), »Søndag
Morgen foran Porta del Popolo i Rom«
(Guldmedaille 1869 paa Udstillingen i München),
Saladad (spansk Dans), en Frugt af hans
Rejse i Spanien 1871—72, »Hjemvenden fra
Almissevandringen« (Æresmedaille paa Wien’s
Udstilling 1873), »Daaben i Ischia« og Via
Flaminia, begge paa Paris-Udstillingen 1878,
»Pave Eugen IV’s Flugt« (et Hovedværk, 1883,
Nationalgaleriet i Rom), »Antikvitetshandler
fra 18. Aarh.«, »Bedstefaders Fødselsdag«
(1892) m. fl. Paa den internationale
Kunstudstilling i København 1897 var J.
repræsenteret ved fl. lidet værdifulde Arbejder.
A. Hk.
Jorissen [’jo.resən], Thomas Theodorus
Hendrikus, nederl. Litterærhistoriker og
Historiker, f. 22. Febr 1833 i Utrecht, d. 1. Apr.
1889 i Amsterdam. Efter at have gennemgaaet
det teol. Studium kastede han sig over Studiet
af Litteratur og beklædte forsk. Stillinger som
Lærer ved højere Undervisningsanstalter i
forsk. Byer, senest ved Amsterdams
kommunale Univ. En Rk. litterærhistoriske og
historiske Studier skyldes ham. Især har han
beskæftiget sig med Napoleons-Tiden. Af hans Værker
skal nævnes: »De Patriotten te Amsterdam in
1794« (1874), »De overgave van Amsterdam in
1795« (1874) og »De ondergang van het
koninkrijk Holland« (1871, 2. Udg. 1873).
A. I.
Jorister, se Joris.
Joritomo [’dзo-], Minamoto, jap.
Shogun 1192—99, f. 1147, d. 1199 i Kamakura. J. var
Søn af Josjitomo, Hovedet for Klanen Minamoto,
og arvede selv denne Stilling efter Faderen.
Medens J. endnu var Barn, faldt Faderen i en
Slægtsfejde mod Kijomori, Chefen for
Huset Taira. Saa snart han var blevet voksen,
rejste han selv Oprørsfanen mod Kijomori og
slog sig ned paa Kvanto-Sletten i det østlige
Japan ved Jedo-Bugten, hvorfra han fortsatte
den mere end hundredaarige Slægtsfejde
mellem Klanerne Taira og Minamoto. Forinden den
afgørende Kamp døde Kijomori 1181 med det
Ønske paa sit Dødsleje, at J.’s Hoved maatte
blive bragt til hans Grav. Kijomori’s Død
fremskyndede J.’s Sejr. Hans Broder
Josjitsune, en dygtig Kriger og Feltherre, tilføjede
Taira’erne det afgørende Nederlag i Søslaget
ved Dannoura (tæt ved Shimonoseki) 1185.
Taira-Klanens Magt knækkedes, Kijomori’s
Myrderi over for Minamoto’erne hævnedes, og
disse blev Japans Herrer i fl. Hundrede Aar. —
Formelt havde Kampen staaet om
Herredømmet over Kejseren (Mikadoen) og Hoffet i Kioto,
men Sejrens Frugter tilfaldt Krigeradelen og
ikke Kejseren. 1186 fik J. af Kejseren den
højeste Politimyndighed i Japan og skaffede sig
vidtstrakt Indflydelse paa Administrationen i
hele Landet. Med J.’s Herredømme indledes en
ny Periode i Japans Historie, indtil da laa
Rigets Tyngdepunkt i Jamato (s. d.) omkr. Nara
og Kioto, men J. grundlagde 1192 en ny
Hovedstad, Kamakura, paa Kvanto-Sletten. Som
tidligere Krigermagthavere i Japan udnævntes
J. til Storkansler og 1192 til Sei-i-tai-shogun
(barbarovervindende Storfeltherre), hvorved
han fik den øverste Hærmagt i sin Haand. Ud
fra Kamakura indrettede han sin egen
Centralforvaltning (mandokoro). Ved Siden af de
kejserlige Statholdere og paa Lensgodserne satte
han egne Militær-Statholdere (shugo og jito)
og gjorde sig til Lensherre over talrige
Jordbesiddelser og Tempelejendomme. Ligeledes
skaffede han sig kejserlig Tilladelse til at
opkræve Skatter paa Landbrugsprodukter, de
saakaldte Risafgifter, der vedvarede til 1870, og
han forbød Præster og Munke at bære Vaaben.
J. var ikke saa betydelig en Feltherre som
andre af Japans største Mænd, men han var en
glimrende Organisator og administrativ
Begavelse. Han er Skaberen af den stærkt leddelte
Militæradministration (bakufu), der vedvarede
lige til 1868, og som gav Japan det mærkelige
dualistiske Styre med en afmægtig Kejser i
Kioto og en faktisk regerende Militærfyrste,
Shogunen i Kamakura, senere Jedo. Denne jap.
Lensstat er dog ikke alene J.’s Værk, men
Resultatet af en lang Udvikling, baade før og
efter hans Tid. — J. var en handlekraftig
Personlighed, intelligent, snedig og udholdende. I
sit Styre var han retfærdig, men troløs og
uskaansom mod sine Modstandere. Taira’erne
udryddede han uforsonligt, saa vidt han kunde
overkomme det. I Mordet paa to af hans Brødre,
deriblandt Josjitsune, var han vistnok
Medskyldig. I den jap. Overlevering staar han som en
ægte Ridder (bushi), s. d. Selv om Broderen
Josjitsune er mere yndet som den
sagnomspundne Folkehelt, regnes J. for en af den jap.
Histories mest fremragende og berømte Mænd.
Hans By, Kamakura, voksede sig hurtigt stor
og overfløjede Kioto i Indflydelse, til den afløstes
af Jedo. J.’s Forsøg paa at centralisere
Statsmyndigheden lykkedes kun for en Tid.
Allerede 1199 døde han efter et Fald med Hesten,
kun 52 Aar gl. 1219 uddøde hans nærmeste
Efterkommere, og Hojo-Slægten, en Gren af
Minamotoerne, førte som Regenter (shikken)
Regeringen for de af dem selv udnævnte
Shoguner, indtil de 1336 afløstes af Ashikaga’erne
(s. d.). (Litt.: de la Mazelière, Le Japon
II [1907]; D. Murray, Japan [6. Udg. 1906 i
Story of the Nations]).
F. de F.
Jornada [kår’naða] (sp.), egl.: hvad der
varer een Dag, Dagsrejse, kaldes i det ældre
spanske Nationaldrama, navnlig efter at Lope
de Vega havde givet det den ydre Skikkelse
for mange Tider, Akterne i et Teaterstykke;
anvendtes tidlig ved gejstlige Skuespil, hvor
der plejede at være 3 saadanne. Lope bruger
imidlertid selv altid Navnet Acto, medens det
hos Calderon hedder J. Benævnelsen er først
brugt ved verdslige Stykker af B. de Torres
Naharro i »Propaladia« (1517); hans Komedier har
5 J., og han forklarer selv, at Adskillelsen
mellem disse, Mellemakten, er ligesom Hvile paa
en Rejses Stationer; derimod er der ikke Tale
om, at hver Handling skal tænkes foregaaet
paa een Dag, og det blev der heller ikke senere
under Nationaldramaets Udvikling.
E. G.
Jorsal, oldn. Jórsalir, gl. dansk Jørsel,
Ørselhjem, er en nordisk Tillempning af
Navnet Jerusalem; det opfattes aabenbart som
»Heste-Sal«. Paa samme Maade kaldtes
Middelhavet for Jorsalhav ell. Ørselhav, og
Korsfarerne ell. Pilegrimmene, som drog til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
