Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jordfællesskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
permanent Græsgang henliggende Overdrev. M.
H. t. dette Areal fandt J. sit klareste Udtryk,
idet der her slet ikke var Tale om nogen
Udstykning i Lodder, men hele Arealet henlaa til
Benyttelse for alle paa samme Maade som den
Vang, der var Fælled. Omfanget af
Benyttelsesretten bestemtes ogsaa efter samme Regler som
for denne. Ikke sjælden var Overdrevet fælles
for fl. Byer, hvorved der undertiden kunde
fremkomme meget omfattende Fællesskaber.
Som ovf. nævnt, kan J. i den her skildrede
Form med Sikkerhed føres tilbage til Midten
af Middelalderen. Om det i denne Form er
meget ældre, er derimod til en vis Grad
tvivlsomt. Jyske Lov omtaler Solskiftet som en
Ordning, der endnu kunde være at gennemføre,
hvoraf ses, at det da var noget relativt nyt, og
skønt de sjællandske og skaanske Love, hvis
Bestemmelser forudsætter Bolskiftet, gaar ud
fra, at dette var et alt bestaaende System,
behøver det ikke at være meget ældre end
Solskiftet. Særlig er der ingen Grund til, som man
har villet, at henføre det til en saa tidlig Tid
som Tiden ved Aar 1000 ell. til at lade det
være lige saa gl. som selve Bolene, idet det
lige saa godt kan opfattes som en med
Solskiftet beslægtet, men mindre fuldkommen
Ordning, der er trængt igennem noget tidligere
end dette og særlig har vundet Udbredelse i
Østdanmark. Kun mere undtagelsesvis kan
Solskiftet antages at have afløst Bolskiftet i de
samme Byer, og heller ikke den uregelmæssige
paa Lodkastning beroende Agerfordeling, som
man har villet anse for den ældste, og som
maaske ogsaa er det, tør uden videre betragtes
som en Forløber for de andre, saaledes at alle
Byer skulde have begyndt med den og først
senere have antaget Bol- ell. Solskiftet.
Hvorledes Forholdet mellem de tre Systemer
end bør opfattes, tør det anses for givet, at der
forud for dem alle er gaaet en Tid med et
endnu vidererækkende Fællesskab. De Rester af
et virkeligt Ejendomsfællesskab, som fandtes i
hist. Tid, peger med Nødvendighed tilbage paa
et saadant, og det samme gør selve Systemerne,
hvis Gennemførelse kun har været mulig, fordi
Jorden dog egl. var alles. Det nærmest
foregaaende Udviklingstrin har maaske adskilt sig
fra de hist. kendte ved, at Lodderne i
Agerlandet ikke som paa disse var definitivt
forbundne med bestemte Gaarde, men gik paa
Omgang imellem dem, saaledes at de enten
aarlig ell. med Aars Mellemrum skiftede
Lodder. Den Opgave, som de senere Systemer løste
gennem Inddelingen i Aase og disses
Udstykning i Smaalodder, nemlig at stille alle lige
m. H. t. Jordens Godhed og Beliggenhed, kunde
ogsaa tænkes løst paa en anden Maade, ved at
alle efter Tur brugte al Byens Jord, baade den
daarlige og den gode, og det var dette, der var
Tanken med den periodiske Omdeling. Noget
direkte Vidnesbyrd om en saadan haves vel
ikke fra Danmark, men meget taler dog for, at
den en Gang har været kendt. En Bestemmelse
i Jyske Lov peger maaske polemisk tilbage paa
den, og i Sverige omtales som Modstykke til
Solskiftet et saakaldt Hamarskifte, hvis
Særkende vistnok var Omveksling af Agrene.
Langt mere usikkert er det, om der i endnu
tidligere Tid har bestaaet en Ordning uden
Udstykning af Agerlandet ell. endog af Tofterne,
altsaa med fuldstændigt Fællesskab om Jordens
Dyrkning og om Forbrug af Udbyttet. En
saadan Ordning har i hvert Fald aldrig været
kendt uden for de ældre Landsbyer, og selv i
disse kan dens Forekomst ikke anses for
sikker. Besvarelsen maa i øvrigt afhænge af,
hvorledes man tænker sig Byerne og hele J.
opstaaet. I denne Henseende har arkæologiske
Undersøgelser fra de senere Aar vist, at
Bebyggelsen i Sten- og Bronzealderen havde en
væsentlig anden og mere spredt Karakter end
senere, hvorfor Landsbyerne ikke kan
betragtes som nogen direkte Fortsættelse af den, og
den alm. Antagelse gaar vistnok for Tiden ud
paa, at selv de ældste af dem først er
grundlagte i Aarhundrederne efter Kr. Fødsel.
Paa den anden Side antages de at være
grundede som Landsbyer, ikke først efterhaanden
at have udviklet sig dertil af Enestegaarde, og
man har nærmere tænkt sig, at det skulde være
et landbrugsteknisk Fremskridt, der har
foranlediget deres Anlæg, særlig Indførelsen af
en stor Hjulplov, der krævede et Forspand af
otte Okser, hvis Tilvejebringelse oversteg
Enkeltmands Evne og nødvendiggjorde Dannelsen
af Plovfællesskaber. Om dette er rigtigt, er dog
meget usikkert, selv om det er rimeligt nok, at
Fremskridt i Agerbruget har været
medbestemmende for Grundlæggelsen, og i hvert Fald maa
der, naar det gælder at forklare denne, ogsaa
tages Hensyn til den da bestaaende sociale
Organisation i Slægter. Inden for Slægten herskede
der en vidtgaaende Solidaritet og sikkert ogsaa
et omfattende økonomisk Fællesskab, og det er
kun naturligt, at dens Medlemmer, ligesom de
uden Tvivl tidligere havde holdt mest muligt
sammen, saaledes ogsaa nu, da Landbrugets
Fremskridt krævede nye Bebyggelsesformer,
har bosat sig sammen i størst mulig
Udstrækning. Dette Forhold maa saaledes antages at
have bidraget væsentligt til, at den nye
Bebyggelse fik en landsbymæssig Karakter, og ganske
særlig er det vistnok det, der forklarer
Fremkomsten af J. Har Landsbyens Beboere fra
først af tilhørt samme Slægt, har de sikkert
ogsaa ejet Jorden i Fællesskab, og det er meget
muligt — og antaget af mange —, at de opr.
ogsaa har brugt den i Forening, saa at det ovf.
rejste Spørgsmaal altsaa maa besvares
bekræftende. Dog maa dette Fællesbrug allerede
meget tidligt antages ophørt m. H. t. Tofterne,
hvis disse ikke endog straks fra først af har
været uden for det. At Slægterne har halt Bet.
for Bebyggelsen og Jorden opr. været ejet og
maaske brugt af dem i Fællesskab, bestyrkes
for de sydligere germanske Folks Vedk. ved
Udtalelser hos de klassiske Forfattere, særlig
hos Cæsar i hans Gallerkrig, saavel som ved
spredte Oplysninger fra en senere Tid, og hvis
det, som af mange antaget, er rigtigt, at de
paa —inge endende Landsbynavne, der sikkert
hører til de ældste, er Patronymika, d. v. s.
Navn paa Slægter, har man heri ogsaa fra
Danmark et Vidnesbyrd om slægtsvis
Bosættelse. En meget stor Del af Landsbyerne er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
