Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jonquières, Jean Philippe Ernest de - Jonquilla - Jon raude - Jónsbók
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jonquières [sjåŋki’æ.rə], Jean Philippe
Ernest de, fr. Søofficer og Matematiker,
f. i Carpentras 3. Juli 1820, d. 12. Aug. 1901.
J. beklædte en Række betydelige Stillinger
inden for Marinen; 1885 tog han sin Afsked.
Hans matematiske Afhandlinger, der dels er
særligt udgivne, dels findes spredte i forsk.
Tidsskrifter, behandler Algebra, Talteori,
Geometri, Mekanik; navnlig til Antalgeometrien
har J. givet væsentlige Bidrag, f. Eks. ved sin
Andel i Opstillingen af
Korrespondanceprincippet og ved sin Behandling af Problemet om
Antallet af Kurver og Flader i et System, som
opfylder givne Betingelser.
Chr. C.
Jonquilla [jåŋ’kila], se Narcissus.
Jon raude, Norges Ærkebiskop 1267—82,
hyldede meget strenge hierarkiske Anskuelser,
som han stræbte at gennemføre i sit
Ærkebispedømme, og kom derigennem i voldsom
Strid med Kongemagten. Da Kong Magnus
Lagabøter 1269 paa Frostating søgte om
Bemyndigelse til at omgøre Trøndernes gl.
Landskabslov, som fremdeles skulde omfatte den
verdslige og gejstlige Ret, satte
Ærkebiskoppen sig derimod, og Kongen fik kun Adgang til
at omarbejde de Dele af Frostatingsloven, som
var af verdslig Art. Derimod udarbejdede
Ærkebiskoppen i den flg. Tid selv en Kristenret,
som dog Kongen gennem fl. Aar vægrede sig
ved at anerkende. 1273 fremdrog
Ærkebiskoppen de 1163 af Erling Skakke og Magnus
Erlingsson givne Love om Kongevalget, hvorved
Norges Krone erklæredes for at være en
Forlening af Skt Olaf. Disse Love havde Kong
Sverre og hans Eftermænd nægtet at anerkende;
men de blev nu af Ærkebiskoppen benyttede
til at udvirke Begunstigelser, mod at
Gejstligheden til Gengæld skulde give Afkald paa de
Rettigheder, som disse Love hjemlede. Paa et
Møde i Bergen (1. Aug. 1273) gik Kongen
ogsaa ind paa de af Ærkebiskoppen opstillede
Krav; men da Pave Gregor IX, af hvis
Stadfæstelse Overenskomsten var gjort afhængig,
gjorde Forbehold, der ændrede den til
Kongens Skade, blev den uden al Bet. 1274 deltog
J. i Kirkemødet i Lyon og bragte med sig
hjem som Gave fra Kongen af Frankrig til
Kongen af Norge et Stykke af Kristi
Tornekrone. Senere blev Forhandlingerne mellem
Stat og Kirke genoptagne. Disse førte til, at
der 9. Aug. 1277 i Tønsberg blev sluttet en ny
Overenskomst (Kompositionen ell.
Sættargerden i Tunsberg), der i alt væsentligt indeholdt
det samme som den forrige, men ikke krævede
pavelig Stadfæstelse og derfor straks kunde
vedtages ved begge Parters Ed. Hermed var
Forholdet mellem den over for Kirken føjelige
Kong Magnus og Ærkebiskoppen genoprettet.
Men efter Kong Magnus’ Død (1280) kom
Baronerne, der paa hans mindreaarige Søn Erik’s
Vegne førte Regeringen som Formyndere, i
skarp Strid med Ærkebiskoppen, der krævede
en betydelig Udvidelse af Gejstlighedens
Skattefrihed. De ophævede da i den unge
Konges Navn en væsentlig Del af de økonomiske
Rettigheder, Kirken havde vundet i Kong
Magnus’ Tid, derimod ikke selve Sættargerden
af 1277. Ærkebiskoppen svarede herpaa med
at sætte fl., af Baronerne i Band; men disse
brød sig intet om Bandet og lagde Beslag paa
Kirkens Ejendomme. 1282 saa Ærkebiskop Jon
og Biskopperne af Oslo og Hamar sig nødte
til at fly af Landet. Ærkebiskop Jon døde i
Skara i Vestergötland 21. Decbr 1282. Her blev
han ogsaa jordet. Hans Venner hædrede ham
som en Kirkens Martyr og gav ham Tilnavnet
»den Standhaftige«. Men først Aaret efter hans
Død kunde hans Modstandere bekvemme sig
til at samtykke i, at hans Lig førtes til
Nidaros. (Litt.: Daae, »En Krønike om
Erkebiskopperne i Nidaros« [1897]; Koht i »Hist.
Tidsskr.« 5 Rk. III, S. 261—76 [1915]).
(O. A. Ø.). Edv. B.
Jónsbók [’jo^un.sbo^u.k], Jonsbog, er Navnet
paa den Lovbog, der danner Grundlaget for
den nu gældende verdslige Lovgivning paa
Island. Den er udg. af Magnus Lagabøter, der
lod den forfatte med den norske Landslov som
Forbillede, dog med Undtagelse af de Afsnit,
der angaar Fattigvæsenet (framfærsla),
Strandvæsenet (rekaþáttr), samt for en stor Del
Landboforholdene og enkelte andre Forhold, der var
særlige for Island; her benyttedes ældre isl.
Ret som Kilde, ligesom Hovedmanden ved dens
Affattelse var den isl. Lovmand Jón
Einarsson, efter hvilken Bogen fik sit Navn. Magnus
Lagabøter kom imidlertid ikke til at opleve
J.’s Vedtagelse paa Altinget, men efter hans
Død sendte hans Søn, Kong Erik Magnussøn,
Jón Einarsson og Hr. Loðinn Lepp med den til
Island for at faa den vedtaget (1280). Om
Efteraaret og i Løbet af Vinteren blev man
kendt med dens Indhold og fik straks det
Indtryk, at den i fl. Henseender slet ikke
passede til Landets Tilstande og Tarv, samt at
Straffebestemmelserne var altfor haarde. Saavel
Bønderne som Gejstligheden og Kongens
haandgangne Mænd nedskrev derfor hver for sig
de Indvendinger, som de havde at gøre mod
Bogen, og forelagde disse paa Altinget. Efter
lange Forhandlinger og efter stærk Modstand,
navnlig fra Biskop Árni Thorlaksson’s Side,
der syntes, at Lovbogen greb ind i
Gejstlighedens Rettigheder, og fra Bøndernes Side,
der bl. mange Indvendinger særlig ankede over
Ubodemaalenes Talrighed (60), blev den dog
p. Gr. a. Loðinn Lepp’s energiske Optræden til
sidst vedtaget med Undtagelse af nogle
Kapitler, som endog de haandgangne Mænd først
vilde have undergivne Kongens og
Ærkebiskoppens fornyede Prøvelse. Dog vilde et lille
Mindretal med Biskop Árni i Spidsen ikke
anerkende Lovbogen, men inden Loðinn Lepp’s
Afrejse blev der bragt Forlig i Stand mellem
ham og Biskoppen. J. er bevaret i
overordentlig mange Pergamenthaandskrifter; de ældste
af disse hidrører fra Begyndelsen af 14. Aarh.;
fl. af dem findes i det kongelige Bibliotek og
i den Arnamagnæanske Samling i Kbhvn. J.
hæver sig i fl. Henseender højt over sin
Forgænger, Járnsiða (jfr Island,
»Retsvæsen«). Foruden at være 3 Gange saa stor som
denne er J. ogsaa meget bedre affattet;
derimod var den i det hele taget strengere end
Járnsiða. J. inddeles i 10 Afsnit, nemlig
Tingfarebolk, Kristendomsbolk, Thegnskylde,
Mandhelge, Arvetott og om Forsørgelse,
Landbridgebolk, Landslejebolk og Vragtott,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
