Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jón Loptsson - Jon Præst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uægte Datter af Kong Magnus Barfod ved
Navn Þóra, der blev Moder til J. L., som synes
at være født i Norge. Han omtales i alt Fald
først som 11 Aar gl Dreng 1135, da hans
Fader kom fra Island for at hente ham hjem
fra Konghelle ved Götaelf, hvor han
opfostredes hos Præsten Andreas Brúnsson. Hos sin
Fader fik J. L. en udmærket Opdragelse og blev
viet som Diakon. Ved Midten af 12. Aarh.
overtog han vistnok en af Slægtens større Gaarde i
i Rangárvallasyssel, sandsynligvis Gaarden
Oddi, hvor han i det mindste nogle Aar
senere ses at være bosat. 1163—64 var han i
Norge og blev modtaget som Slægtning af
Kong Magnus Erlingssøn. Senere omtales J. L.
ved de fleste vigtige Lejligheder, navnlig paa
Altinget. Paa Vestlandet forefaldt der enkelte
Stridigheder, og var der en vanskelig Sag at
afgøre, blev J. L. som Voldgiftsmand anmodet
om at paakende den. Saaledes kom han 1181
til at dømme i en større Arvesag efter den
rige Præst Þórir Þorsteinsson i Deildartunga
(Deildartungumál), under hvilken Sturla
Þórðarson i Hvammur med List og Magt vilde
presse store Summer ud af Præsten Páll
Sölvason paa Reykjaholt. J. L. forhindrede dette,
og for at betrygge det Forlig, som han fik
bragt i Stand, indbød han Sturla til et
prægtigt Gæstebud, og tog hans 3-aarige Søn,
Snorri, i sit Hjem, til Opfostring, et Skridt,
der blev af saa stor Bet. for Drengen, der
senere blev Middelalderens største
Sagaforfatter. Ogsaa over for Gejstligheden havde J. L.’s
Optræden stor Betydning. Da Biskop Þorlákr
Þórhallsson efter Ærkebiskop Eystein’s Ordre
søgte at faa Myndigheden over Kirkerne og
Kirkegodset i sit Bispedømme, mødte han saa
bestemt Modstand hos J. L., der mente, at
hans Forældre, Sæmundr inn fróði og hans
Sønner forstod sig bedre paa denne Sag end
Ærkebiskoppen, at han maatte opgive sine
Krav for bestandig (1179). Den sidste Sommer,
J. L. levede, gav han et smukt Bevis paa sin
store Fredskærlighed og Samfundsinteresse,
idet han paatog sig at dømme i den store Sag
i Anledning af Branden paa Lönguhlíð (se
Guðmundrinn dýri), skønt han dengang
ikke agtede at møde paa Altinget. J. L.
skildres som udmærket udrustet baade i aandelig
og legemlig Henseende; han var en dygtig
Idrætsmand og vel bevandret i »de gejstlige
Kunster«. Fra sine Forfædre har han arvet
Interesse for nordisk Poesi og Historie, og
i sit Hjem har han vel haft den bedste
Bogsamling, som dengang fandtes paa I. I en
Kilde fra 13. Aarh. betegnes han som den
»største og mest afholdte Høvding, der har været
paa I.«. Det er da heller ikke let at nævne
nogen, der fortjener denne Ros saa godt som
han. (Litt.: »Sturlunga saga«; »Þorláks saga
biskups« (trykt i »Biskupasögur«, I).
B. Th. M.
Jon Præst (Johannes Presbyter) er
Navnet paa en af Middelalderens eventyrlige
Skikkelser. Det var en alm. udbredt
Forestilling, at en kristen Præstekonge ved Navn
Johannes dybt inde i Asien herskede over et
stort og mægtigt Rige, fuldt af Vidundere og
rigt paa Kostbarheder. Korsfarerne levede i
Forventning om Hjælp fra ham. Pave
Alexander III sendte 1177 sin Livlæge Filip af Sted
med Brev til ham. Da Rygtet om
Djengis-Chan naaede Europa, troede man, det var J.
P., der rykkede frem mod Kristenhedens
Fjender. De frygtelige Skuffelser, man oplevede,
formaaede ikke at udrydde Troen. Pave
Innocens IV paalagde 1245 de Missionærer, der gik
til Mongolerne, at opsøge J. P.
Rejseberetningerne efter denne Tid fortæller, at J. P.’s Rige
er ødelagt af Djengis-Chan. Men desuagtet
vedbliver Sagnet at leve og brede sig i og ved
Rejseromanerne. Det var i væsentlig Grad
Forestillingerne om J. P., der ansporede til de
første Opdagelsesrejser mod Ø. ad Søvejen.
Efterhaanden som Kendskabet til det kristne
Abessinien tog til, fæstnede den Antagelse sig,
at dette Land var J. P.’s Rige. Den
vedligeholdt sig i fremragende geogr. Værker i 16.
Aarh. og endnu senere.
Sagnet om J. P. træder første Gang
aabenlyst frem i Historien i Otto von Freisingen’s
Krønike. Han beretter, at han 1145 hos Paven
var sammen med Biskoppen fra Gabula i
Palæstina. Denne fortalte, at for faa Aar siden
havde en vis Johannes, der boede hinsides
Persien og Armenien i det fjerne Østen, angrebet
Persernes og Medernes Konger, Brødrene
Samiard, og havde erobret deres Residensstad
Ekbatana. Han var Konge og Præst (rex et
sacerdos) og bekendte sig med sine
Undersaatter til Nestorianismen. Kongerne gik imod ham
med en Hær af Persere, Medere og Assyriere,
og Slaget varede i 3 Dage. Efter et frygteligt
Nederlag tog Perserne Flugten, og Johannes
Presbyter — thi saaledes plejer man at kalde
ham — blev Sejrherren. Han havde nu i Sinde
at ile Jerusalems Kirke til Hjælp, men da han
kom til Tigris og ikke kunde faa sin Hær over,
drog han mod N. Han havde nemlig hørt, at
Floden her frøs til om Vinteren. Da han
forgæves havde ventet i fl. Aar, og Hæren
bestandig svandt ind, maatte han vende hjem.
Denne Johannes skal være i Slægt med hine gl.
Magere, der omtales i Evangeliet, og han skal
være Konge i det samme Rige, i hvilket de var
Konger. Hans Rigdom og Pragt er saa store,
at han altid fører et Smaragdscepter.
Tilskyndet af sine Forfædres Eksempel, der kom for
at tilbede Kristus i Vuggen, havde han
besluttet at gaa til Jerusalem, men blev som sagt
forhindret deri.
Samtidig med Otto von Freisingen’s
Beretning kom et Brev fra J. P. i Omløb. Det
bredte sig i Løbet af kort Tid over Europa
og blev oversat paa mange Sprog. Det
foreligger i forsk. Redaktioner og er adresseret til
den rom. Kejser Emanuel, til Paven ell. til en
anden fremragende Fyrste i Kristenheden. De
forsk. Redaktioner er mere ell. mindre fyldte
med Sagn- og Eventyrstof. I Kongespejlet
omtales, at en lille Bog om J. P. nylig er kommen
til Norge. En sv. Overs. af Brevet er bevaret.
(Udg. af Klemming i »Prosadikter från
Sveriges medeltid« [1887—89]). En dansk Overs.
blev trykt af Gotfred af Ghemen 1510 (Udg. i
»D. Mag.« III, 172—176 og af Simon Bernsteen
[1898]).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
