Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johan (Konge af Sachsen) - Johan af Schwaben - Johan Nepomuk - Johanan - Johanne - Johanne af Navarra - Johanne den Vanvittige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Statsraadet, havde vigtig Del i Forfatningen
og udfoldede siden saavel i Statsraadet som i
1. Kammer stor Arbejdskraft. Desuden drev
han flere lærde Studier og udgav 1839—49
under Navnet »Philalethes« en god Oversættelse
af Dante’s »guddommelige Komedie« med
kritiske og historiske Anmærkninger [3 Bd., ny
Udg. 1865]. 9. Aug. 1854 blev han Konge, tog
virksom Del i alle Statssagers Afgørelse og
viste især Iver for Udarbejdelsen af ny
Lovbøger og for Udvikling af Jernbanerne. Han
sluttede sig 1859 til de tyske Mellemstaters
Forbund imod de af Preussen støttede
Enhedsbestræbelser og søgte Aug. 1863 forgæves
at overtale Kong Vilhelm I af Preussen til at
indfinde sig ved Fyrstemødet i Frankfurt. I
den dansk-tyske Strid tog han ivrig Del;
Sachsen blev derfor ogsaa den ene af
Eksekutionsmagterne i Holsten 1863, og dets
Førsteminister Beust fik næste Aar Sæde paa
London-Konferencen som det tyske Forbunds
Repræsentant. Han fastholdt Hertugen af
Augustenborg’s Ret og stillede sig senere afgjort
paa Østerrig’s Side i dets Strid med
Preussen; drog 16. Juni 1866 med sin Hær til
Böhmen og opholdt sig under Krigen i
Østerrig. Dog underkastede han sig loyalt den ny
Ordning i Tyskland, skønt den i høj Grad
indskrænkede hans egen Magt, og
understøttede 1870—71 villig Dannelsen af det ny tyske
Rige. 1822 havde han ægtet Amalie Augusta
af Bayern (1801—77), Datter af Kong
Maximilian, og havde med hende 3 Sønner og 6
Døtre; derimellem hans Efterfølger Albert
og Arveprins Georg (f. 1832).
E. E.
Johan af Schwaben, kaldet
Parricida, en Sønnesøn af Kejser Rudolf I af
Habsburg, f. 1290. Da han havde naaet
Myndighedsalderen, nægtede Onkelen, Kejser
Albrecht, at udlevere hans Arvegods; forbitret
herover sammensvor han sig med nogle
misfornøjede schwabiske Riddere og dræbte
Kejseren 1. Maj 1308 ved Floden Reusz. J.’s
senere Skæbne er ukendt, men efter
Traditionen skal han have endt sine Dage i et
Kloster.
M. M.
Johan Nepomuk, Ærkehertug af Østerrig,
f. 25. November 1852 i Firenze, Søn af
Storhertug Leopold II af Toscana, viste tidlig stor
Dygtighed som Officer i den østerrigske Hær
(skrev 1875 om Artilleriets Ordning) og deltog
1878 som Brigadegeneral i Felttoget i Bosnien.
Han blev derefter Divisionsgeneral i
Pressburg, men kom i Strid med Hærens øverste
Befalingsmand Ærkehertug Albrecht p. Gr. a.
af et nyt Skrift »Drill oder Erziehung« [1883]
og forsattes til Linz. Misfornøjet med sin
Stilling og ønskende en friere Virksomhed søgte
han 1887 at blive valgt til Fyrste i Bulgarien,
og da dette ikke lykkedes, støttede han uden
sin Regerings Billigelse Prins Ferdinand af
Koburg’s Valg. Endelig opgav han i Oktbr
1889 sin Rang som Ærkehertug, tog Navnet
Johan Orth og rejste n. A. bort med et
Skib til Sydamerika. Rimeligvis er han
forulykket med dette ved en Omsejling af Kap
Horn, skønt Rygtet længe efter fortalte, at
han levede skjult et Sted i Sydamerika.
E. E.
Johanan, d. s. s. Jochanan.
Johanne, Pavinde, en Sagnfigur paa
Pavetronen. Sagnet er først optegnet af den franske
Dominikaner Stefan af Bourbon (d. 1261), der
beraaber sig paa en ældre Krønike; alm. kendt
blev Sagnet ved Martinus Polonus’es (Martin
fra Gnesen, d. 1278) Krønike, det udsmykkedes
i Tidens Løb og blev antaget for historisk
Sandhed — Pavindens Statue stilledes i Siena’s
Domkirke ved Siden af de andre romerske
Pavers — indtil ned i 16. Aarh. Sagnet lyder
saaledes: Agnes, f. i Mainz som Datter af en
eng. Missionær, var lige udmærket af Skønhed
som af Aandsevner. Forklædt som Mand
flygtede hun med en Munk fra Klosteret Fulda,
og forklædt levede hun i England, Frankrig,
Italien og Grækenland, hvor hun studerede i
Athen. Da hun her mistede sin Elskede, rejste
hun til Rom, hvor hun under Navnet Johannes
Anglicus anlagde en Skole og vandt Ry for
Lærdom, Fromhed og Sædelighed, saa hun
enstemmig blev valgt til Pave 855 som Johannes
VIII. Hun regerede i 2 Aar til alles
Tilfredshed, men midt under et Optog nedkom hun
med et Barn mellem Colossæum og San
Clemente; hun døde straks af Skam tillige med
sit Barn. For i Fremtiden ikke at risikere en
lgn. Skandale skulde Pavens Køn undersøges
paa sella stercoraria. Sagnet er sandsynligvis
bygget over en Statue af en Mitrapræst med
en Dreng, der havde flg. Indskrift: Pap Pater
Patrum P. P. P. [propria pecunia posuii] ɔ:
»Mitrapræsten Pap [irius] satte paa egen
Bekostning«, og det fæstede Rod, fordi Kvinder i
Virkeligheden vare Herskere paa Pavestolen
i Tiden fra Johannes X til Johannes XII
(914—63). (Litt.: Döllinger, »Die Papstfabeln
des Mittelalters« [München 1863]).
L. M.
Johanne af Navarra, fr. Dronning, f.
14. Jan. 1273, d. 2. Apr. 1305, var Datter af
Henrik af Navarra, Greve af Champagne og
Brie, og Blanche d’Artois. Hun var først
forlovet med Henrik af England, Edvard I’s Søn,
men Forlovelsen hævedes, og hun ægtede i St
16. Aug. 1284 Filip den Smukke, der næste
Aar blev Frankrig’s Konge. Denne forøgede
derved Kronens Besiddelser med hendes
Arvelande. Han førte dog ikke Titelen Konge af
Navarra, idet Navarra ved J.’s Død 1305 gik
over til hendes Søn. Først ved dennes
Tronbestigelse 1314 som Ludvig X kom saaledes den
fr. Konge til at bære Titelen »Konge af
Navarra«. (Litt.: D’Arbois de
Jubainville, Histoire des ducs et des comtes de
Champagne [6. Bd, Paris 1865]).
P. M.
Johanne den Vanvittige, Dronning af
Kastilien, en Datter af Ferdinand den Katolske
og Isabella, (1479—1555). 1495 ægtede hun
Kejser Maximilian’s ældste Søn Filip den Smukke
af Østerrig, og uagtet han jævnlig var hende
utro, var hendes Kærlighed til den smukke,
men letlevende Gemal endog saa stor, at hun
efter hans Død [1506] en Tid lang førte hans
Lig med sig paa sine Rejser. Alt tidligere
havde der vist sig Spor af Sindssyge i hendes
Liv; fra den dybeste Sløvhed kunde hun
stundom slaa over til en ubændig Voldsomhed, rase
som »en afrikansk Løvinde«. Efter Filip’s Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
