Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johan III (svensk Konge) - Johan (Hertug af Östergötland) - Johan, Baptist Josef Fabian Sebastian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Erik’s Tilfangetagelse og Afsættelse, og Jan.
1569 erklæredes J. for Konge. J. havde i ikke
ringe Grad Adelen at takke for sin Ophøjelse;
ved de Privilegier, han nu gav denne,
fremmedes i høj Grad dens Magt, og den
udvikledes mere og mere til en skarpt begrænset
Stand, hvorhos der fremtraadte en udpræget
Adskillelse mellem den højere og den lavere
Adel. Som Regent var J. meget lidt fremragende.
Han var hovmodig, heftig, mistænksom og
trættekær; noget gennemtrængende
Statsmandsblik var han ikke i Besiddelse af. Erik holdtes
fængslet til sin Død, og J. skaffede sig 1575 en
Slags Autorisation af Raadet og Biskopperne
til at lade ham dræbe; at dette skete, er
ikke bevist, om det end er sandsynligt. Med
Karl levede J. største Delen af sin Tid i
Stridigheder, p. Gr. a. sin Lyst til at indskrænke
Hertugmagten. 1569—87 var denne meget stor
og ikke langt fra Selvstændighed; det
sidstnævnte Aar lykkedes det J., som endnu stod
paa en god Fod med den højere Adel, at føre
dens Forringelse igennem. Da han et Par Aar
senere afgjort brød med den høje Adel,
forsonede han sig med Karl og tog ham til Hjælp
i Regeringen; Forholdet var dog i J.’s
allersidste Tid atter køligt. J.’s Udenrigspolitik
havde til en vis Grad et fantastisk Præg; han
drev Underhandlinger til forsk. Sider og vilde
gerne spille en Rolle baade i de almenpolitiske
og i de kirkelige Spørgsmaal. Lange
Underhandlinger førtes for at søge at komme i
Besiddelse af Arveparter efter J.’s Svigermoder,
Bona Sforza, dog uden synderligt Resultat. Med
Danmark sluttede J. Fred 1570; dog var
Forholdet mellem Landene i de nærmeste Aar ret
køligt. I Østersø-Spørgsmaalet spores hos J. en
vis Tilnærmelse til Polen; med Rusland laa
han derimod under største Delen af sin
Regering i en heftig Krig, fortrinsvis om Estland.
Efter Jagellon-Slægtens Uddøen søgte J. to
Gange selv at blive valgt til Konge i Polen.
Dette lykkedes ikke, men bedre Held havde
J.’s Søn, Sigismund, hvem J. for de polske
Udsigters Skyld havde ladet opdrage som Katolik.
Han blev 1587 valgt til Konge i Polen. J. var
en lærd Mand og havde navnlig viet det
teologiske og kirkelige Omraade sin Interesse. I
denne de skarpe Religionsmodsætningers Tid
søgte han at optræde forsonende og mæglende,
men, inkonsekvent og svag, som han var, løb
han derved Fare for at ofre den i Henseende
til Lære og Forfatning endnu meget vaklende
sv. Kirke til den katolske Reaktion. J. paabød
først en nogiet katoliserende Liturgi og kom i
stedse nærmere Forbindelse med Jesuitter og
katolske Udsendinge. For hans Nærmelse til
Rom synes for en Del udenrigspolitiske
Forhold at have ligget til Grund, bl. a. det ovenn.
Sforza’ske Arvespørgsmaal, og han synes
overhovedet at have villet knytte Forbindelser med
Filip II. Han synes imidlertid aldrig at have
villet helt underordne sig Datidens rom. Kirke,
om han end i et Anfald af Entusiasme
erklærede at ville slutte sig til den katolske Kirke.
De Indrømmelser, han havde haabet paa,
udeblev, og særlig efter at hans katolske
Gemalinde 1583 var død, fjernede han sig fra Rom,
men blev staaende ved sin halvkatolske Liturgi,
hvilken han med Vold og Magt vilde
opretholde. Sigismund’s Afrejse til Polen aabnede
den høje Adel vide Udsigter til et Adelsvælde
under en fraværende Konge. J. fik Øjnene op
for Faren, og et heftigt Brud indtraadte 1589
mellem ham og Højadelen; fl. af dens
Medlemmer kastedes i Fængsel og løslodes først i
J.’s sidste Tid. J. var til Slutning næsten
fuldstændig isoleret og opfyldt af Bitterhed ved
Tanken om, at alt, hvad han havde forsøgt,
var mislykket; i Virkeligheden var Riget ved
hans Død udsat for Farer af alle Slags,
Adelsvælde, Fremmedherredømme, kat. Reaktion og
indre Krig, og der var i hans Regering begaaet
mange Misgreb. J. var efter Katarina’s Død
formælet med Gunilla Bjelke (f. 1568, d. 1597),
en sv. Adelsdame, og havde i dette Ægteskab
Sønnen Johan. Af Børnene i det første
Ægteskab naaede Sigismund og Anna (f. 1568, d.
ugift 1625) Myndighedsalderen.
J. var maaske den største Kunstven og
sikkert den største Bygherre bl. Sveriges
Regenter. Han nybyggede ell. forbedrede bl. a.
Slottene i Stockholm, Kalmar, Stegeborg,
Borgholm, Vadstena, Svartsjö, Bråborg, Upsala m.
fl., byggede paa forsk. Kirker i Sthlm og
andensteds, anlagde mange ny Befæstninger, f. Eks.
ved Viborg, Tavastehus, Narva m. fl. Han greb
personlig ind i Arbejdet med Befalinger og
Anvisninger. Denne Byggeiver havde sin Del i
den Pengemangel og den finansielle Elendighed,
som udmærkede største Delen af J.’s Regering.
(Litt.: »Sveriges historia« [af E.
Hildebrand]; Giers, »Konung J. III’s chrönika«
[Sthlm 1745]; Söderqvist, »J. III. och
Hertig Karl« [Upsala 1898]; Hildebrand, »J.
III och Europas katolska makter« [Upsala 1898];
Granlund, »Konung J. III’s byggnads- och
befästningsföretag« [i »Historiskt Bibliotek«, 1.
og 2. Del]).
A. S.
Johan, Hertug af Östergötland, f. 18. Apr.
1589 i Upsala, d. paa Bråborgs Slot 5. Marts
1618, var Søn af J. III i dennes andet
Ægteskab med Gunilla Bjelke. J. opdroges sammen
med sin Fætter, Gustaf Adolf, og da J. kunde
anses for at have større Ret til Kronen end
Farbroderen Karl, antog denne først efter J.’s
Frasigelse 1604 Kongenavnet. J. fik til
Hertugdømme Dele af Östergötland m. m.; efter nogle
Territorialforandringer havde J. efter 1609 hele
Östergötland. J. var ikke uden Evner som
Kriger, og særlig synes hans Dispositioner i
Kampen mod Christian IV paa Kölleryds Hede
(Skällinge) at have været gode. J.’s legemlige
og sjælelige Kræfter nedbrødes ved Sygdom.
Han var siden 1612 gift med sin Kusine, Maria
Elisabeth, Datter af Karl IX (f. 1596, d. 1618).
A. S.
Johan Baptist Josef Fabian
Sebastian, Ærkehertug af Østerrig, tysk
Rigsforstander (1848—49), f. 20. Jan. 1782 i Firenze,
d. 10. Maj 1859 i Graz, Søn af Kejser Leopold
II. Allerede under de fr. Revolutionskrige fik
han Overkommandoen over den østerr. Hær i
Bayern, vandt vel en Sejr 1. Decbr 1800 ved
Ampfing, men sloges afgørende af Moreau 2
Dage senere ved Hohenlinden og kunde heller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
