Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Japan (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stjerne«), samledes en Skare lidenskabelige
Erotikere, sædvanlig kaldet »Stjerne-Viol-Skolen«.
Tekkan og hans Hustru Sjoko anvendte i
deres Digtning en Art moderniseret Tanka.
Skolens betydeligste Digtere er Kambara
Jumei og Susukida Kijukin med en
stærkt erotisk farvet Kærlighedslyrik. Jumei’s
Digtsamling Sjuntsjo-sju, »Foraarsfuglene«
(1905) er det mest udprægede Foster af denne
yngste Fase i Sjintaisji’s Udvikling. Der
indførtes nu fast Strofebygning, aabenbart en
Efterligning af den europæiske Sonnet, men uden
Rim. Sjintaisji-Digtningen staar stadig i den
poetiske Interesses Midtpunkt, men har i sin
mest moderne Form udviklet sig for meget til
ren Kunstdigtning, saa at Kløften mellem Folk
og Digtning snarest er blevet større end mindre.
Medens Poesien altid mest er bleven skrevet
paa jap., fremkom en jap. Prosa først i
det 10. Aarh. Indtil da brugtes kin. Skrift og
Sprog til alt skriftligt i det daglige Liv.
Efterhaanden dannede man sig af den kin.
Tegnskrift en bekvem Stavelsesskrift, hiragana.
Denne benyttedes især af Kvinder og kaldtes
derfor »Kvindeskrift«, onna-ji. Damerne i
Hoffets Kulturkreds fik navnlig stor Bet. for
Udformningen af en national Prosa. Deres
Ordforraad var det reneste Japansk, og det jap.
Sprog har aldrig haft større Rigdom,
Prægnans og Klarhed end i Kvindelitteraturens Tid,
10.—12. Aarh. Med fuld Ret betegnes derfor
denne Periode som den klassiske, hvad Prosa’en
angaar. Den ældste jap. Prosa findes i to
Fortællinger, monogatari, fra c. 900: Taketori
Monogatari, »Eventyret om Bambussamleren«, og
Ise Monogatari, en Samling Eventyr om
Digteren Narizhira, den jap. Don Juan. Ogsaa
Stifbørne- (Askepot-) historier er hyppige bl. disse
Monogatari. Højdepunktet i denne Litteratur
naas henimod 1000 i Genji M. af Hofdamen
Murasaki Sjikibu af Fujivara-Ætten (se
Murasaki), der skrev det smukkeste Japansk,
man har. Fortællingen om Prins Genji er den
første virkelige Roman og fandt talrige
Efterligninger, mest forfattede af Kvinder, men
ingen af tilsvarende Værdi. C. 1000 fremkom
ogsaa det mærkværdige Makura no Sosji,
»Hovedpude-Hæfte«, af Hofdamen Sei Sjonagon
(se Sei), skrevet i klassisk Japansk, en broget
Sammensætning af det mest uensartede Stof,
derfor kaldet zuihitsu, »Hvad der følger
Penslen«, ɔ: Skizzebog.
I den efterklassiske Tid bør fremhæves den
buddhistiske Eneboer Kamo no Tsjomei
(1154—1216), Forf. til en berømt zuihitsu:
Ho-jo-ki, »Fra min Hytte«, der gennem en Rk.
Skizzer af forsk. Art munder ud i Tanken om,
at den sande Lykke findes i Forsagelsen og
Eneboerlivet. En stærk, individuelt tænkende
Personlighed var Kenko-hosji (1283—1350),
der fra Hoflivet trak sig tilbage til Klostret.
Ligesom Makura no Sosji indeholder hans
Tsurezure-gusa, »Skizzer fra ledige Stunder« en Rk.
Historier, Iagttagelser, Aforismer og
ejendommelige Betragtninger over Naturen og
Menneskeheden; derved bliver den en af de mest
underholdende Bøger i den jap. Litt. Af den
gammelklassiske Litt., der stadig spiller en stor
Rolle i den dannede Japaners Læsning, bør ogsaa
nævnes de talrige Dagbøger og Rejsejournaler.
Bl. disse er den ypperste Tosa Nikki af
Tsurajuki, Samleren af Kokin-sju. Fra c. 1100 uddør
Kvindelitteraturen, og Kvinderne afløses som
Forfattere af Mænd. De store Kampe mellem
Adelsætterne Taira og Minamoto affødte en Art
Helteepos i Prosa. Med Hofdame-Dagbøgerne
som Forbillede skrev man historiske
Monogatari, der fremstillede Kamakura- og
Muromachitidens Begivenheder i romantisk Form. I Eigwa
Monogatari skildres Tiden 900—1100, og i
Okagami Fujivara-Ættens Blomstring til 1025; i den
sidste findes Stoffet ordnet efter den store kin.
Historiker Szema Tsien’s Forbillede. Om den
rigtige Taira-Minamoto-Kamptid i 12. Aarh.
handler de 4 Historier: Hogen-, Heiji-,
Heike-Monogatari og Gempei-Seisuiki, opstaaede kort
før 1250. Fra det 14. Aarh. stammer Taiheiki,
omhandlende Kejser Go-Daigo’s Forsøg paa at
skyde Shogunstyret til Side, og Jinno Sjotoki,
»Historien om de guddommelige Monarkers
retmæssige Arvefølge«. Fl. af disse Historier
blev meget populære og foredroges rundt i
Landet af en særlig Kaste af blinde Sangere,
Rhapsoder. Fortællingerne reciteredes rytmisk med
Ledsagelse af den firstrengede Biwa, en Art
Mandolin. Fra disse Historier stammer de
Helteskikkelser (f. Eks. Josjitsune, se
Joritomo), hvis Bedrifter endnu er alm.
Folkeeje, og som atter og atter er fremstillede
i den episke og dramatiske Litteratur. Af den
klassiske og efterklassiske Tids Folkelitteratur
er intet bevaret udover nogle didaktiske
Folkebøger, der vrimler med Vidundere,
overmenneskelige Helte, Kæmper, Spøgelser o. a.
eventyrligt. Men først i 18. Aarh. oplever Eventyret
sin egl. Blomstring og spredes da i billige
Udgaver til selv de mest ubemidlede.
Med Tokugawa-Shogunernes Herredømme fra
1601 flyttes efterhaanden det litterære og
kulturelle Midtpunkt fra Vest Japans Kioto til
Østjapans Jedo (Tokio), hvor Magtranerne med
Mistro saa paa hist. Værker og Studier. De
historiske Monogatari ophørte at interessere saa
stærkt som før og afløstes i Slutn. af 17. Aarh.
af den naturalistiske, samtidsskildrende Roman
og Novelle, Den nye Retning indlededes dog i
Osaka af en Fortællingens og Sprogets Mester,
Ihara Saikwaku (1642—93) med
Fortællingerne »En Vellystning« (1682), »En vellystig
Kvinde« og »Fem Lystens Kvinder« (1686), der
i deres detaillerede Skildringer af
Kærlighedslivet, som det levedes i Samuraiernes og
Geisha’ernes Verden, saa stærkt nærmede sig det
pornografiske, at Regeringen tilsidst forbød
Udgivelsen af den Art slibrige Historier. Efter
Saikwaku’s Død fortsattes den naturalistiske
Novelle af Boghandleren Ando Jisjo
(1666—1747) og Købmanden Ejima Kiseki
(1667—1736), begge fra Kioto. Deres saftige
Kurtisanehistorier, Skuespilleralmanakker og saakaldte
Karakterskildringer af Typer fra det borgerlige
Selskab fandt talrige Efterlignere, og den samme
realistiske Novellelitteratur med Emner tagne
fra Geishakvartererne blomstrede ogsaa op i
Jedo, indtil Regeringen igen skred ind og
forbød den slibrige Smudslitteratur (1791). Som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
