Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner / 773 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jaket - Jakim - Jakin og Boas - Jakke - Jako - Jakob

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Klædningens Stykker, og en Skrædderkunst opstod,
som ved Hjælp af Snøring, Knapning,
Udstopning udhævede Legemsformerne. Man har
villet sætte saavel jaquette, jacket som Schecke i
Forbindelse med Navnet for Almuesmanden:
Jacques, Jacquet og Jack, og for dette taler, at
Schecke paa Tysk ogsaa kaldes Hänselein
(lille Hans), overført paa Fransk som hainselin.

Jaque, jack har man hidledt fra
Bondedragten i Jacqueriets, Bondeoprørenes Tid
efter 1358. Det var en Krigsdragt af stoppet Tøj
ell. Læder over et Underpanser af Lærred.
Ludvig XI normerede det første af Hjortelæder,
det sidste af 30 Læg Lærred (se Fig. 2).
Læderet kunde være besat med Metalnagler ell.
med paasyede, skællagte Metalstykker
(Krebseskæl). Saaledes bares den af Ryttere og
Bueskytter, medens Fodfolket beholdt den lange
jaquette (Schecke). Denne Ordning bestod i
14.—17. Aarh.


Som borgerlig Dragt dominerede Schecken i
Danmark til 15. Aarh. ud (se Dragt, Fig. 22,
Fig. til venstre og den knælende, Fig. 26 og
27). Paa Fransk holdt Ordet jaquette sig ind
i 17. Aarh. som Navn paa den lange
Barnekjortel. 1688 kalder Richelet det forældet. I
de flg. Aarh. forsvinder Ordene af det
litterære Sprog. Moth siger i sin Ordbog om
Jakke: et i fordums Tid hos Fruentimmer
brugeligt Klædningsstykke med Ærmer, hvilket
naaede til Knæet. I Fejlberg’s Ordbog er Jak en
Kvindekjol uden Ærmer (Valsbøl, Slesvig). I
Holsten var det 1767 en Kvindenattrøje, i
Norge 1820 en lang Bondetrøje, i Sverige endnu
1892 en stramt siddende Bondetrøje »med helt
små skört baktill«, i Vendsyssel og Vestjylland
en kort Mandskjol. I 19. Aarh. bar Drenge,
Postilloner og Søfolk saadanne Skødetrøjer og de
sidste ogsaa Pjækkerter (Pi = groft
uldent Tøj). De første Jakker begyndte i fr.
Moder som Jagt-, Ride- og Hjemmedragter,
1866 blev de Dele af Gentlemens Spadseredragt,
og dertil bares høj Silkehat, men dog kun paa
Landet. I Kbhvn optraadte Jakken som
Spadseredragt c. 1848, formodentlig taget fra eng.
Moder, og det var dens Korthed, der voldte, at
dens første Bærer, afbildet som »Danmarks
Vovehals«, vakte en uhyre Opsigt. Et af dens
Øgenavne var (i tillempet Form)
»Haleforkøler«. Først i de sidste 20 Aar er Jakken
blevet almindeligere som Overfrakke og
Sommergadedragt.

Jaquetten bet. i moderne Skræddersprog
en enradet Frakke, udgaaet fra den engelske
Præstedragt, som var lige skaaret foran.
Jaquetten er afskaaret paa skraa af Skøderne fra
et Punkt under Brystet. Den naar ned mod
Knæet. (Litt.: Weiss, »Kostümkunde«
[Stuttgart 1872]; Viollet-le-Duc, Dictionnaire
raisonnée du mobilier français [Paris
1853—73]; Art. Jaque; Köhler, »Die Trachten der
Völker« {Dresden 1871]; Brewer, Dictionary
of phrase and fable, Ordet »Jack« [27. Udg.
London, Paris, Melbourne]; Falke,
»Costümgeschichte der Kulturvölker« [Stuttgart];
Quicherat, Histoire du costume en France
[Paris 1875]; Valtýr Gudmundsson i
»Grundriss der germanischen Philologie«, II,
2., Strassburg 1893]).
Bernh. O.

Fig. 1.

Fig. 2.

Jakim, se Alkimos.

Jakin og Boas [ja.’ki.n-’bo.a’._az], Navnene
paa to mægtige Bronzesøjler i Forhallen til
Salomo’s Tempel. De var c. 9 m høje, 6 m i Omfang,
indvendig hule. De c. 2 1/2 m høje Kapitæler var
lillieformede og prydede med Fletværk og
Granatæbler (1. Kong. 7, 15—22).
J. P.

Jakke, se Jaket.

Jako, se Papegøjer.

Jakob, i den nuv. Overlevering Søn af
Isak, Sønnesøn af Abraham, det israelitiske
Folks Stamfader i egl. Forstand. Opr. har J.
vistnok betegnet en Stamme, hvis Vandringer
afspejler en af Faserne i Israel’s (s. d.)
Tilblivelse. J. er særlig knyttet til Egnen om Sikem
og Betel, og har dannet en Kerne, hvorom det
senere Israel har dannet sig, hvorfor han
ogsaa faar Navnet Israel. J. staar i nær
Forbindelse med Esau og med Laban, et Minde om
Israel’s gl. intime Forbindelse med Edomitter
og Aramæer. Israelitterne har i J. givet en
Skildring af deres egen sjælelige Art: en
fredeligsindet Hyrde, der har Evne til at bevare
Trivselen i sine Hjorder og øver Herredømmet
over de andre. Men Herredømmet naas ved
List og Bedrag, ikke ved aaben Kamp. Ved List
skaffede han sig Velsignelsen, som Esau skulde
have haft, og flygtede derpaa for Broderen.
Hans Kamp med Laban er en Snildheds Kamp,
som ender med, at J. drager til Kana’an
omgivet af stor Slægt og Ejendom. Listeligt
besejrer han Esau med en stor Gave, men
unddrager sig det deraf flg. Vasalforhold ved Flugt.
Inden han drager ind i selve Kana’an, maa han
kæmpe med det Guddomsvæsen, der sidder
inde med Landets Velsignelse, og vinde den.
Paa J.’s Velsignelse og de guddommelige
Tilsagn til ham bygger Israel sin Tro paa Lykken.
J. er den, som har indviet Israel’s fornemste
Kultussted, i Betel (1. Mos. 28). Genesis lader
senere J. komme til Ægypten med hele sin
Familie i Konsekvens af den Opfattelse, at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>