Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jacoba - Jacobé, Johann - Jacobi, Carl Gustav Jacob - Jacobi, Friedrich Heinrich - Jacobi, Hermann Georg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afrikanske Forhold betydelig Industriby,
navnlig i Bomuldstøj, Lervarer og flettede Sager.
J. blev anlagt i Beg. af 19. Aarh. af Fellataher
fra Sokoto og var en Tid Hovedstad i et Rige
af samme Navn. 1903 kom den under eng.
Herredømme.
C. A.
Jacobé, Johann, østerr. Mezzotintostikker
(1733—97). Efter Malerstudier under Mytens
uddannede han sig til Kobberstikker under
Schmutzer, besøgte 1779—80 med
Statsunderstøttede London og udviklede sig her under
Paavirkning fra Earlom til en fortræffelig
Mezzotintostikker; som saadan blev hans
Foregangsmand i sit Hjemland, hvor han blev
Prof. ved Akademiet i Fødebyen Wien. En
Rk. smukke Blade, gerne i stort Format, efter
Rembrandt, Reynolds m. fl.
A. Hk.
Jacobi [-’ko.-], Carl Gustav Jacob, tysk
Matematiker, f. i Potsdam 10. Decbr 1804, d. i
Berlin 18. Febr 1851. Efter at have studeret i
Berlin bosatte J. sig i Königsberg og
udnævntes 1828 til Prof. ved denne Bys Univ. 1842
foretog han af Helbredshensyn en Rejse til Italien
og flyttede efter sin Hjemkomst tilbage til
Berlin, hvor han blev knyttet til Univ. saaledes,
art han kun skulde holde Forelæsninger, saa vidt
hans Helbred tillod det. J. var en stor
Matematiker og en overordentlig dygtig
Universitetslærer. Mest berømt er han blevet igennem
sin Behandling af de elliptiske Funktioner (s.
d.). Efter at Abel havde indført disse i
Matematikken ved Omvending af de elliptiske
Integraler, d. v. s. ved at betragte et saadant
Integrals højere Grænse som Funktion af Integralets
Værdi, kappedes han og J. om at udvikle deres
Teori. Abel havde saaledes udtrykt de
elliptiske Funktioner som Kvotienter af nogle
uendelige Produkter; ved at indføre disse
Produkter som ny Funktioner, de saakaldte
θ-Funktioner, og undersøge dem nøjere, skabte J. et
Hjælpemiddel, der paa mange Punkter har
gjort fortrinlig Nytte. Det lykkedes ham ogsaa
efter Abel’s Død at foretage en Omvending af
de Abel’ske Integraler ɔ: Integraler af
algebraiske Funktioner, der specielt indbefatter de
elliptiske Integraler. J. har desuden leveret
Bidrag af den allerstørste Bet. til Talteorien,
Algebraen, Geometrien, Differentialligningers
Integration, Variationsregningen, Mekanikken.
Den J.’ske Determinant,
Funktionaldeterminanten, der dannes af n Funktioners
Differentialkvotienter med Hensyn til n variable, er
særlig undersøgt af J., der i det hele har den
største Fortjeneste af Determinansteoriens
Udvikling. Falder to Rodsæt i de Ligninger, der
faas ved at sætte de n Funktioner = 0,
sammen til eet, maa dette tilfredsstille Ligningen,
Funktionaldeterminanten = 0. Denne Ligning
spiller altsaa her en lgn. Rolle som den
afledede Ligning i Tilfældet med een ubekendt,
og den kan bruges til at danne en til
Diskriminanten (s. d.) svarende Funktion af de n
Ligningers Koefficienter.
Funktionaldeterminanten finder Anvendelse ved partielle
Differentialligninger, i Invariantteorien, i Geometrien o.
fl. a. St. Af J.’s særlig udgivne Værker kan
nævnes: Fundamenta nova theoriæ functionum
ellipticarum (1829), Canon arithmeticus (1839); han
har desuden skrevet en Mængde Afh., næsten
alle i Crelle’s Journal. Et Udvalg af disse Afh.
er udkommet under Titlen: »Mathematische
Werke« (2 Bd, 1846-71); Clebsch udgav 1866
hans »Vorlesungen über Dynamik«, og endelig
har Berlin-Akademiet, hvoraf han var Medlem,
samlet, hvad han har skrevet, i »Gesammelte
Werke« (7 Bd og et Suppl. 1881—91). Biografi:
»Gedächtnisrede auf J.« af Lejeune-Dirichlet
i Abh. der Berliner Akad. 1852.
Chr. C.
Jacobi [’-ko.-], Friedrich Heinrich,
tysk Filosof, f. i Düsseldorf 26. Jan. 1743, d. i
München 10. Marts 1819. J. blev uddannet som
Købmand og var senere Statsembedsmand.
Hans rige indre Liv og hans personlige
Forbindelse med en Rk. af Periodens førende
Mænd giver ham en betydningsfuld Plads i tysk
Aandshistorie. Han er en af »Genitiden«s mest
karakteristiske Repræsentanter. En berømt
Samtale med Lessing om Spinoza, ført 1870, og den
Litt., denne Samtale affødte, har haft Bet. for
Spinoza-Studiet. J. havde megen Sans for den
logiske Opbygning af filosofiske Systemer og
har mod Kant, som han dog i visse Henseender
stod nær, rettet Kritik mod Mangler i
Tankegangens Konsekvens. Det var hans Mening, at
en helt gennemført logisk Bevisførelse, som f.
Eks. Spinoza forsøgte, vilde bevise sin egen
Utilstrækkelighed, thi da at bevise noget, er at
vise, hvad det er betinget af, lader det
ubetingede (Gud) sig ikke bevise. Den sjælelige Evne,
hvorved det ubetingede fattes, har J. givet
mange Navne, bl. a. Tro, Følelse, Fornuft.
Skrifter: »Woldemar« (1779), »Eduard Alwill’s
Briefsamlung« (1781), »Ueber die Lehre des
Spinoza« (1785), »David Hume über den
Glauben« (1787), »Ueber das Unternehmen des
Kritizismus, die Vernunft zu Verstand zu bringen«
(1801), »Von den göttlichen Dingen und ihrer
Offenbarung« (1811). »Sm. Skr.« 1—6 (1812—25);
desuden en Række Brevsamlinger. (Litt.:
Harms, »Über die Lehre von F. H. J.« [Berlin
1876]; Lévy-Bruhl, »La Philosophie de J.«
[Paris 1894]).
Edg. R.
Jacobi [-’ko.-], Hermann Georg, tysk
Sanskritist og Sprogforsker, f. 11. Febr 1850 i Köln,
studerede i Bonn og Berlin, foretog 1873—74
en Studierejse i Indien med Bühler, blev
1875 Privatdocent i Bonn, derefter Prof. i
München (1876-85), Kiel (1885-89) og Bonn
(siden 1889). Hans Studium har særlig været
rettet paa den gl. ind. Filosofi og
Kulturhistorie, de store episke Digte, Jainismen og
Prakrit-Litt.; en særlig Opmærksomhed har han
skænket ind. Astronomi og Kalendervæsen.
Ved disse sidste Studier er han kommet til
Slutninger ang. Rigveda’s Alder, efter hvilke
Affattelsestiden for visse Dele deraf rykkes
langt længere tilbage end alm. antaget.
Værker — foruden talrige Afh. i Weber’s »Ind.
Stud.«, »Zeitschr. d. deutsch. morgenl. Ges.«,
»Ind. Ant.«, »Wiener Zeitsch. f. d. Kunde des
Morgenl.«, Epigraphia Indica, »Götting. Gel.
Anz.«, »Zeitschr. f. vgl. Spr.«, etc. — De
astrologiæ indicæ Hora appellatæ originibus (1872);
The Kalpasutra of Bhadrabahu (i »Abhdl. z.
Kunde des Morgenl.« [1879]); The Ayaramga
Sutta of the Çvetambara Jains (i Pali Text
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
