Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fulgte Forleningen ved Scepteret og saa den
kirkelige Indvielse ved Ring og Stav. I I. skete
den kirkelige Indvielse først, men Forleningen
skulde følge inden et halvt Aar efter.
Investiturstriden endte saaledes til Fordel for
Kirken; men i I. blev den kun tilsyneladende, idet
Bisperne, der var berøvede Kejserens Støtte,
bukkede under for Byerne. Striden om
Mathilde’s Arv endte først under Kejser Lothar
(1125-37) med, at han fik Raadighed over Lenene,
men indrømmede ikke at besidde Allodierne
uden som Len af Paven (1133).
Medens Kejser og Pave kæmpede om
Investituren, havde de ital. Byer gjort mægtige
Fremskridt. Der opstod overalt frie
Kommuner, som styredes af Konsuler, hvoraf hver af
de 3 Stænder, Capitani, Valvassorer og
Friborgere, valgte sine. Denne Ordning indførtes
først i Milano, men bredte sig derfra videre.
Ved Siden af Konsulerne opstod fl. St. et Raad
og en Folkeforsamling (parlamentum). Henrik
IV havde uden videre bekræftet disse
Forfatninger, endog paa Bispernes Bekostning, for
at faa Byernes Støtte i Kampen mod Paven.
Under Henrik V stod de neutrale i
Investiturstriden og bekymrede sig kun om deres egne
Stridigheder. I Norditalien gik Feudalstaten
saaledes efterhaanden til Grunde. I Syditalien
derimod opstod et feudalt Monarki paa
Ruinerne af de smaa Hertugdømmer og Byer. Dette
Rige var stiftet af Brødrene Robert og Roger,
hvoraf den ene havde erobret de sidste gr.
Besiddelser paa Fastlandet, og den anden
havde frataget Saracenerne Palermo og Catanea
paa Sicilien. Roger’s Søn Roger II (1127-54)
forenede Neapel og Sicilien, antog Kongenavn
og kaldte hele Staten »Sicilien«. I sine
Kampe mod Kejseren og Paven var han
gennemgaaende heldig, og det lykkedes ham at danne
en stærk Stat af de meget forsk. Elementer,
hans Rige bestod af. Han lagde alt ind under
et velordnet Embedsmandsvælde. Under hans
Kansler stod i hver Prov. en Justitiar, i hver
By en Byfoged, som skulde vaage over
Retsplejen og udøve de kgl. Rettigheder. I hvert
Distrikt stod en Baron i Spidsen for
Adelsskabet, og alle Baronerne var igen
underordnede en kgl. Hofmarskal, som havde
Overopsynet med Hærvæsenet, hvortil hørte en
Flaade. Han holdt et glimrende Hof, hvor de fr.
Troubadourer flokkedes, byggede prægtige
Kirker, især i Palermo, og indførte Silkeindustri.
Paa denne Tid optraadte i Rom en Elev af
Abailard, Arnold fra Brescia, der vilde føre
sin Lærers Ideer ud i det praktiske Liv. Han
tordnede mod Kirkens Verdslighed og foreslog
at genoprette den rom. Republik. Opflammede
af hans Tale rejste Adel og Folk sig mod den
pavelige Styrelse og overdrog Magten til et
Senat (1142); forsk. Paver kæmpede forgæves
herimod, og til sidst maatte Eugen III
(1145-53) anerkende den ny Styrelse. Medens de
andre ital. Byer i Hovedsagen havde ens
Forfatninger, der holdt sig til de gl. rom. Former,
havde Venedig alene en Forfatning af gr.
Oprindelse. Her var Dogen den øverste
Øvrighedsperson og længe den mægtigste. Fra Slutn.
af 11. Aarh, maatte han dele Magten med et
Seksmandsraad (la Signoria); desuden
oprettedes et særligt Dommerkorps (la Quarantia),
der i alvorlige Tilfælde skulde raadspørge de
fornemste Borgere (i Pregadi). Venedig forblev
altid aristokratisk, og de øvrige
Smaarepublikker var ingenlunde demokratiske, da
Smaahaandværkerne og Arbejderne var udelukkede
fra Deltagelse i det offentlige Liv, medens
derimod mange af Adelsmændene fra Byens
Omegn var optagne i Borgersamfundet og valgtes
til høje Stillinger; især var de ofte Førere for
Borgervæbningen, der var delt i Kompagnier.
Medens I. saaledes opfyldtes med
Smaarepublikker, var det hohenstaufiske Hus kommet
paa Tronen i Tyskland. Den første Konge af
dette Hus, Konrad III, kom aldrig til I., men
hans berømte Efterfølger Frederik Barbarossa
(1152-90) kom der saa meget desto tiere.
Under sit første Ophold paa Halvøen begyndte
han straks at hævde de kejserlige Rettigheder,
som næsten var glemte. Milano, som nægtede
ham Lydighed, blev lyst i Rigens Acht, og i
Rom hjalp han til Gengæld for Kroningen Pave
Hadrian IV (1154-59) med at faa afskaffet
Republikken. Arnold fra Brescia blev taget til
Fange og brændt (1155). Paa Tilbagevejen til
Tyskland blev Frederik overfaldet af
Indbyggerne i Verona og var nær omkommet. Nogle
Aar efter kom han igen, tvang Milano til
Underkastelse og lod paa en Rigsdag paa den
roncaliske Slette 1158 Retslærde fra Bologna
opstille de kejserlige Rettigheder efter
Romerretten og lod sig tilkende en udstrakt
Myndighed i alle ital. Forhold. Rundt i Byerne
indsatte han tyske Tjenestemænd som Podestaer;
men Milano vilde ikke modtage hans Podesta
og blev derfor atter lyst i Rigens Acht.
Samtidig kom han i Strid med Kirken, da der
valgtes to Paver, Alexander III (1159-81) og
Viktor IV, som han anerkendte. Alexander gjorde
fælles Sag med de lombardiske Byer, men
foreløbig blev Sejren Kejserens, idet Milano maatte
overgive sig og blev ødelagt (1162), hvorefter
de øvrige oprørske Byer modtog kejserlige
Podestaer. Alexander III maatte søge Tilflugt
i Frankrig. Milano’s Skæbne og Podestaernes
uretfærdige Optræden bevirkede snart, at
Byerne glemte alle indbyrdes Stridigheder og
sluttede sig sammen mod Kejseren. I Klostret
La Pontida mellem Milano og Bergamo
stiftedes 1167 det lombardiske Forbund til fælles
Forsvar. Dets første Gerning var at
genopbygge Milano og føre de fordrevne Indb. tilbage.
Foreløbig maatte Frederik nøjes med at
erklære Forbundsstæderne i Rigens Acht, hvilket
kun havde til Følge, at endnu fl. Byer traadte
ind i Forbundet, saa at de nu var 16, som
lovede hverandre ikke at slutte Fred, før de
havde faaet de gode Forhold fra Henrik V’s
Tid igen. I Fællesskab byggede de en
Fæstning, som efter Paven kaldtes Alessandria, og
den modstod med Held alle Angreb. Krigen trak
i Langdrag; men 29. Maj 1176 kom det til et
Hovedslag ved Legnano, hvor Byernes Opbud
vandt en fuldstændig Sejr over Frederik og
hans tyske Riddere. Aaret efter blev der
sluttet Fred i Venedig mellem Kejser og Pave og
en Stilstand med Lombarderne paa 6 Aar, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
