Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Teater)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1524) og fortsættes i samme Spor af Alamanni,
Giraldi, Speroni, Torquato Tasso o. fl. Mere
Glæde har man af at læse Datidens Hyrdespil,
en Genre, der gav megen Lejlighed til at
udfolde Sprogets Ynde og Klangskønhed; baade
denne Digtart, hvis ypperste Værker er Tasso’s
Aminta og Battista Guarini’s Il pastor fido,
og den beslægtede Opera (se Afsn. »Musik«)
kan siges at have taget deres Udgangspunkt
fra Poliziano’s Orfeo. Ved Siden af disse forsk.
Genrer blomstrede ogsaa Folkekomedien. I Neapel
opførtes i hele det 16. Aarh. de saakaldte Farse
cavaiole; Landbefolkningen i Toscana spillede
ved Foraarstid sine Maggi, og i Siena havde
der dannet sig et saakaldt Akademi »I Rozzi«,
som paa Festdage opførte Komedier, hvor der,
ofte i en landlig idyllisk Ramme, fremstilledes
plumpe og dumme, realistisk tegnede Bønder.
Disse Komedier, der ikke blot forlystede
Folket, men ogsaa spilledes ved Fyrsternes og
Pavernes Hoffer, stod ved deres Munterhed og
ofte grovkornede Løjer i Modsætning til den
regelbundne commedia erudita. Paa Grænsen
mellem disse to litterære Former staar nogle
Dramaer, forfattede og opførte i Veneto i Beg.
og Midten af Aarhundredet. Disse Komedier,
hvoraf en stor Del er blevet os bevaret, og
hvis bekendteste Forfattere er Angelo Beolco
(Il Ruzzante 1502-42), Andrea Colmo og Gigio
Artemio Giancarli, kommer til at danne en
naturlig Overgang mellem den litterære Komedie
og La commedia dell’ arte. La commedia
dell’ arte (Haandværkskomedien) har faaet
sit Navn, fordi den i Modsætning til la
commedia erudita spilledes af Skuespillere af
Faget. Personerne var faste Typer, der hver
talte sin Dialekt (se nærmere »Commedia
dell’ arte«). At den skulde stamme ned fra
de gl. romerske Atellaner og Mimer, en
Paastand, som særlig Vincenzo de Amicis har
gjort sig til Talsmand for, er sikkert
ubegrundet. Vi træffer den i I. første Gang ved Aarh.’s
Midte, og den kom til at spille en fremtrædende
Rolle baade i og udenfor I. i hele det 17. Aarh.
Det 17. Aarh. er ellers en fattig Tid for den
ital. Skuespildigtning. Det skrevne Drama var
kun en svag Efterligning af det latinske og
spanske. Kun Michelangelo Buonarroti il
giovane, en Brodersøn af den berømte Maler,
fortjener at nævnes for sine to Landsbykomedier
La fiera og La Tancia. Men ikke desto
mindre florerede Teaterlivet. Omrejsende
Trupper opførte Maske- og Pastoralekomedier og
havde altid fuldt Hus. Dans hørte med som
nødvendig Ingrediens ved næsten alle
Forestillinger, og Maskineri og Scenepragt havde naaet
en betydelig Udvikling. Som Dekorationsmalere
havde Kunstnere af allerførste Rang virket i
Renaissanceperioden: Rafael, Baldassare
Peruzzi, Andrea del Sarto, Sangallo, Giovanni da
Bologna o. fl.; deres Dekorationer var i Beg.
mere arkitektoniske end maleriske. Kulisser
skal først være blevne anvendte af Arkitekten
Serlio i 16. Aarh.’s første Halvdel.
Efterhaanden som det blev mere og mere Brug at spille
i lukkede Rum, kom man ind paa Anvendelse
af kunstig Belysning (Olielamper, Voks- eller
Tællelys). Og paa Basis af indvundne
Erfaringer og Studiet af Oldtidens Teaterbygninger
byggede Palladio fra 1562 det prægtige Teatro
Olimpico i Vicenza med halvrund, amfiteatralsk
Tilskuerplads og stor Scenebygning bag et
Proscenium. Fl. storartede Bygninger opstod
snart efter, saaledes det Teater, der byggedes
af Buontalenti 1585 bag ved Uffizierne i Firenze,
Teatro Farnese i Parma (1618), Teatret i
Ferrara (1638) o. fl..; Teaterbygninger blev en
Specialitet for ital. Arkitekter, der ogsaa kom til
at virke meget i den Retning udenlands. De
var beregnede paa mange Tilskuere, Rummet
i Alm. i Hesteskoform med talrige Logerækker,
og det var især med Operaforestillingerne for
Øje, at man byggede Teatrene saa rummelige
og pyntelig udstyrede (de anseligste, som La
Scala i Milano, »San Carlo i Neapel o. s. v., er
fra 18. Aarh.). Samtidig steg de Agerendes
Honorarer, navnlig Sangernes og
Sangerindernes. Operaen ell. det med Musik ledsagede
lyriske Drama, »Melodramaet«, havde nemlig i
lang Tid spillet en fremtrædende Rolle (se
Afsnittet Musik).
I 18. Aarh. samler Interessen sig væsentlig
om Venedig. Byen havde syv store og
velindrettede Teatre, —- alle med Helgennavne —,
hvor der spilledes fra Oktbr til Fastens Beg.:
Opera, Maskekomedie og litterær Komedie, det
sidste navnlig efter Carlo Goldoni’s
Fremtræden som dramatisk Digter. Det var, ligesom
overalt i I., rejsende Selskaber (f. Eks.
Grimani’s, Sacchi’s, Medebach’s, Pellandi’s), som
her optraadte; de lejedes af Teaterejerne, der
tillige ofte lejede Forfatterne. Goldoni
arbejdede saaledes en Tid for Medebach’s Selskab,
en Tid for San-Luca-Teatrets Impresario.
Hans værste Rivaler var Chiari og især Carlo
Gozzi, der forsynede Sacchi’s Trup med sine
Fiabe teatrali, idealiserede Maskespil, som en
Stund blev højeste Mode i Venedig. — Tragedien,
der en Tid kun havde været en slavisk
Efterligning af den franske, begynder at søge tilbage
til antikke Forbilleder. Nævnes maa saaledes
S. Maffei’s Merope, der opførtes i Modena
1713 og gjorde stor Lykke. Men før Alfieri skrev
sine Tragedier, hvis Tilblivelsestid er omtr.
1780-1800, var der dog ikke frembragt noget
af stort og blivende Værd i denne Genre.
Med Alfieri’s og Goldoni’s Navne som
Ledestjerner begyndte den dramatiske Digtning i
19. Aarh. Som den førstnævntes vigtigste
Efterfølgere er at betragte: V. Monti med Cajo
Gracco, Giovanni Pindemonte med Adelina e
Roberto og Ugo Foscolo med Tieste. Den
frembrydende patriotiske Romantik fik paa
Tragediens Omraade anselige Repræsentanter
i Silvio Pellico (Francesca da Rimini) og
Alessandro Manzoni (Il conte di Carmagnola
og Adelchi). Siden blev G. B. Niccolini den
stærkest hyldede Tragediedigter, mest ved
Arnaldo da Brescia (1835), og han er vel
ogsaa den, der heldigst er traadt i Alfieri’s
Fodspor. Pietro Cossa har skrevet farveprægtige
historiske Dramaer og G. Giacosa
middelalderlige Skuespil og Problemdramaer. Af
nulevende Dramatikere bør særlig fremhæves
Sem Benelli og Gabriele d’Annunzio. Goldoni’s
store Indflydelse kendes hos hans yngre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
