Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nedarvede kirkelige Kunsts Tjeneste. Disse Motiver
beholder man, men man giver Figurerne en
ny Iklædning. Og under Tidens individualistiske
Trang faar Kunsten ny Opgaver gennem talrige
Bestillinger fra Privatfolk, hvis Nichegrave nu
helt fylder Kirkernes Indre. Fremstillingen
bliver ofte mere genremæssig (saaledes i
Madonna-Statuerne), og den Satire ell. Humor,
der tidligere listede sig forborgent frem paa
mere ubemærkede Steder, Korstolenes
Underside etc., træder nu frem for Lyset og benytter
gerne putti, Smaabørnene, som Medier. Man
eksperimenterer med Materialet og giver
derved Skulpturen ny Udtryksmidler. Medens man
nøjes med at give Marmoret et gulligt Skær og
som Regel kun sætter Farve paa til Relieffernes
Baggrunde, og medens Bronzeplastikken, som
nu faar en overordentlig Bet., indskrænker
Farvemidlerne til en kunstig Patina, spiller
Polykromien en stor Rolle i de mange
ypperlige Statuer, Buster ell. hele Alterværker af
Træ, og Quattrocento’s omfattende
Brændtlersplastik (og Stukgengivelser) naar først gennem
deres skinnende Farvedragt sin store
Popularitet.
Toscana’s Kunst gaar ogsaa i dette
Tidsrum i Spidsen for Udviklingen; fra Firenze
spredes den ny Tid over I.’s andre Egne. L.
Ghiberti er ikke helt den ny Tids Mand;
i visse Retninger, hans fine Skønhedssans,
viser han endog hen mod Højrenaissancen;
særlig hans Bronzedøre paa den østlige Side
af Baptisteriet i Firenze, »Paradisets Porte«,
vil vedblivende staa som et af den nyere Kunsts
skønneste Værker; han er fantasirig, en
udmærket Kompositør og Tekniker, men hans
Naturiagttagelse er ikke saa frisk som hans
yngre Samtidiges, hans Formbehandliing er
ofte overfladisk og hans Kunsts
Udviklingsmuligheder derfor ogsaa begrænsede. Filippo
Brunellesco (Bronzerelieffet »Abraham’s Offer«
i Bargello) og Nanni d’Antonio di Banco
(Marmorstatuen af den hellige Eligius m. fl. paa
Or San Michele) er i højere Grad
Repræsentanter for den ny Kunst, der har sin egl.
Banebryder i Donatello (1386-1466). Han er
den, der først bringer Putti-Motiverne ret til
Ære og Værdighed, den første siden Oldtiden,
der skaber en individuelt opfattet Rytterstatue
(Gattamelata), og med Frigruppen »Judith og
Holofernes« aabner han en anden ny Vej for
Kunsten; med sin hensynsløse Naturalisme
(Portrætbusterne o. m. a.), der søger ind til
det karakteristiske (f. Eks. Busten af Nic. da
Uzzano) og lidet bryder sig om harmonisk
Skønhed, som ogsaa ofte glipper for ham, og
i sine ivrige Studier efter Antikken betoner
han fremfor nogen anden, hvad den ny Tid vil.
Donatello’s Individualitet var saa mægtig, at
næsten alle Samtidige mere ell. mindre maatte
følge ham. Rosso og Michelozzo Michelozzi, en
udmærket Bronzetekniker og selvstændigt
anlagt Kunstner, overfører den Donatello’ske
Renaissance til Lombardiet, Agostino di Duccio
breder den gennem sin Virksomhed i Perugia
o. a. St. viden om. En gavnlig Modvægt faar
Donatello i Firenze i Luca della Robbia
(1399-1482), der vel i meget bygger paa
Donatello’s Kunst, men sliber adskillige af dens
Kanter af. Donatello var Kampnaturen, der
stadig gik til Yderligheder; Luca overskrider
aldrig Skønhedslinien; er hans Naturstudium
maaske ikke altid just saa indtrængende som
Donatello’s, er det dog stedse friskt, og hans
Fremstillinger af Madonna med Barnet (i
Brændtler, bemalet under Glasuren) er i deres
naive Ynde noget af det mest hjertevindende,
Kunsten har at opvise; i øvrigt var Luca ogsaa
fremragende i Marmor- (Relieffet med legende
og syngende Børn paa Domkirkens
Sangertribune) og Bronzeplastikken (Domsakristiets
Døre). Luca’s Lerplastik fortsattes af Nevøen
Andrea della Robbia, hvem bl. a. saa skønne
Arbejder som Svøbelsesbørnene i
Innocenti-Hallen og »Maria’s Møde med Elisabeth« i Pistoja
skyldes, derefter af dennes Søn Giovanni della
Robbia, som allerede hører Højrenaissancen til,
og under hvem, trods al hans Dygtighed, denne
saa overordentlig populære Terrakottakunst
dog begynder at forfalde og forsimples.
Paa Grundlag af Donatello’s Naturalisme
fremstod der nu i anden Halvdel af
Quattrocento i Firenze en Rk. ypperlige Kunstnere,
der mildner deres Mesters strenge Retning og,
hver for sig, tilfører Kunsten ny Værdier. De
to Bronzekunstnere A. Pollajuolo og A.
del Verrochio (1435-1488) er de bl. hans
Efterfølgere, der strengest bevarer hans
nøjagtige Redegørelse for Naturen ved en flittig, til
Tider vel nøgtern Gaaen i Enkeltheder.
Verrochio, der som Lærer faar megen Bet. for
Højrenaissancen, og hvis kunstneriske Viden og
Duelighed var saa stor, har bl. a. modeleret den
friske Statue af David (Bargello), Gruppen
»Christus og Thomas« til Or San Michele, den
storladne Rytterstatue af Colleoni (i Venedig),
der betegner et Fremskridt i Sammenligning
med Donatello’s Gattamelata, og giver ogsaa
Gravkunsten ny Impulser ved fl. Monumenter,
saaledes Kardinal Forteguerri’s i Pistoja. Bl.
de florentinske Kunstnere, der fornemmelig
arbejder i Marmor, kan nævnes Desiderio
da Settignano (1428-64) med de fine,
yndefulde Portrætbuster af Børn og unge
Kvinder og det med stor dekorativ Sans udførte
Marsuppini-Monument i Sta Croce,
Bernardo Rosselino, der endnu tidligere for
samme Kirke skabte det berømte Gravmæle for
Leone Bruni, den yngre Broder Andrea
Rosselino, der udmærker sig ved en
sjælden fin Marmorteknik (Statuen S. Sebastian
i Empoli) og af Gravmonumenter bl. a. har
udført det harmoniske og ædelt formede
Mindesmærke over Kardinalen af Portugal i S. Miniato
al Monti, Benedetto da Majano, der i
meget ligner sidstnævnte Kunstner, efter hvis
Død han fuldførte Monumentet over Maria af
Aragonien i Montoliveto-Kirken i Neapel, og
hvis Prædikestol i Sta Croce viser sjælden
udviklet Skønhedssans, ligesom han ogsaa har
frembragt udmærkede Portrætbuster (F. Strozzi
i Louvre), og endelig den meget produktive
Mino da Fiesole, der staar højt i sin
rammende, virkelighedstro Portrætkunst (N.
Strozzi), men ofte kan være for flygtig og
maniereret. Ogsaa Matteo Civitale fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
