Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har hvilet paa al-secco-Metoden, gaar man fra
c. 1400 over til den rene Fresko.
Atter denne Gang gik Firenze i Spidsen.
Medici’ernes Kunstinteresse blev her en mægtig
Hjælp. Det førende Kunstnernavn blev
Masaccio (1401-28). I S. Maria d. Carmine’s
Brancacci-Kapel malede han de berømte
Fresker, som den unge Kunst flokkedes om, og
som ogsaa blev Studiemark for
Høj-Renaissancen: Syndefaldets Eva, »den moderne Kunsts
første helt skønne nøgne Kvindeskikkelse«, de
nøgne Mænd i Daabsbilledet (»den frysende
Yngling«), den storladne Apostelskikkelse Peter,
helbredende ved sin Skygge, »Skattens Mønt«
etc. - en moden, ophøjet Kunst, stor ved sin
enkle Udformning og klare Komposition, men i
Modsætning til tidligere en malerisk-illusorisk
Kunst, der anbringer de dram. Scener, - hvor
ogsaa Datids-Skikkelser optræder som
Tilskuere - i natursande Rumforhold. - I dette
Kunstens ny Land, som Masaccio var
Foregangsmanden i, udgør Fra Angelico’s Kunst,
middelalderlig i Syn, renaissancebaaren i
Teknik, en ejendommelig himmelren Enklave. Fra
Giovanni Angelico da Fiesole
(1387-1455), altsaa ældre end Masaccio, blev
Sjælsrenhedens, den religiøse Inderligheds
uforlignelige Mester. Hans Fresker i Firenzes S. Marco
(Kristus paa Korset, Bebudelsen, Nadveren etc.)
gør dette Kloster til en af den religiøse Kunsts
skønneste Valfartssteder. Om end denne Maler
satte dybe Spor i den flg. Kunst, blev Banneret
for Firenzes Quattrocento dog Naturalismen.
Hos Mænd af den ældre Slægt som A. del
Castagno og P. Uccello, der med formelig
Lidenskab dyrkede Perspektiven, havde det været
en hensynsløs Naturalisme. Hos Masaccio’s Elev
Filippo Lippi blev den mere afklaret, en
i Teknik og Kolorit fremragende Kunst - som
i Freskerne i Pratos Domkirke -; dertil fuld
af Følelse som i de idylliske Andagtsbilleder
(Eks. »Madonna tilbeder Jesus-Barnet«
[Berlin]. Der var i disse mere Fiesoli’sk Aand end
i Fra Angelico’s egen Elev Benozzo
Gozzoli, hvis Farvevirkninger dog saa stærkt kan
vise tilbage til Læreren. Fantasifuld og frisk i
sin Skaben bragte han med lykkelig Haand sin
egen Samtid lyslevende ind i sine bib. Billeder,
først og fremmest i Freskerne i
Medici-Paladset, nu Pal. Riccardi’s Huskapel (fuldført 1463),
dernæst i de 24 Fresker fra det gl. Test. i Pisas
Campo santo; de hellige tre Konger med deres
pragtfulde Skare i det mediceiske Huskapel er
Portrætter af florentinske nobili med Følge i
toskansk Natur.
Det lette indtil det overfladiske i Benozzo’s
Haandelag blev dog Undtagelsen i florentinsk
Kunst. Man vilde det grundige, trofaste
Naturstudium. Man kæmpede møjsommeligt for at
mestre de maleriske Enkeltheder og overvinde
de tekn. Vanskeligheder: man
eksperimenterede med de ny Farvemidler i Olie og Fernis,
trængte ind i den anatomiske Bygning og
stillede Billedet nøje op efter Perspektivens Love.
Dette grundlæggende Arbejde skyldtes bl. a.
Mænd som A. Baldovinetti, Pollajuoli’erne:
Piero og Antonio (med Forkortningsstudierne),
og A. Verrochio, hvis »Kristi Daab«
(Akademiet i Firenze) fuldførtes af Lionardo;
endvidere Lor. di Credi og Piero de Cosimo. Uden
denne Retnings Tynge gav Botticelli
(c. 1444-1510), Fil. Lippi’s Elev, Lorenzo de
Medici’s Hofmaler, florentinsk Kunst ny
væsentlige Impulser. Ved digterisk Fortolkning af
Humanismens Idéverden brød han ny Baner;
han gav nyt Skønhedsideal (Primavera i
Firenzes Akademi), levendegjorde florentinsk
Renæssances Opfattelse af klassisk Mytologi
(»Venus’ Fødsel«, Uffizi) og skabte i sine
Madonna’er og Engle med de vemodigt bøjede
Hoveder, det tungsindige indadvendte Blik en
Mennesketype, lidt preciøs og affekteret i
Bevægelsen, men af en egen kysk Ynde. Munken
og Maleren Filippo Lippi’s Søn, Filippino,
en overmaade duelig, men ujævn Kunstner,
slægtede i nogle Retninger sin Lærer Botticelli
paa, var til Tider bizar og manierert, men
marvfuld i sine Billeder i Brancacci-Kapellet og ikke
mindst i sine karakteristiske Portrætfigurer,
som han anbragte i de bib. Motiver. Paa dette
Omraade blev Dom. Ghirlandajo dog
Mesteren. Hans omfangsrige Fresker i S. Maria
Novella i Firenze fremstillede Maria’s,
Johannes Døberen’s o. a. Helgeners Levned, men
Skikkelserne tog han fra sin Samtid, som de
stod og gik: Freskernes Stifter, G.
Tornabuoni’s Slægt og Omgangskreds, skildret med
største Sandfærdighed i værdig Fornemhed - en
i høj Grad verdslig Kunst (der da ogsaa vakte
Forargelse hos Datidsmennesker), men dog af
fin kunstnerisk Takt, og med den klare
Komposition og Skønhedssans, der er Grundtrækkene
i Ghirlandajo’s Kunst. Et Overskue over, hvad
denne ny Kunst formaaede, faar man i de
betydelige Fresker (Maria’s og Jesu Levned) i
Vatikanets sixtinske Kapel; her medvirkede af
Florentinerne Botticelli, Ghirlandajo og Cos
Roselli; endvidere L. Signorelli, Pinturicchio
og Perugino fra Umbrien.
Det intensive Kunstnerliv i Firenze spredte
snart sine Frø viden om. Saaledes til den
umbriske Skole. Stærke Traade forbandt dog
denne med sienesisk Kunst, der saa godt
passede til gammeldags Religiøsitet i de afsides
umbriske Landsogne. Gentile da
Fabriano, »Umbriens Fra Angelico«, en betydelig,
vidt berejst og højt anset Maler, skabte med
byzantinsk Pragt i Guldrelief og straalende
Farver poesifyldte Andagtsbilleder (»Kongernes
Tilbedelse« i Akad. i Firenze) og Alunno -
under Indflydelse fra Ben. Gozzoli (i dennes
første Fra Angelico-Periode) - kirkelige
Værker af stærk naiv Stemningsfylde. Men
andensteds i Umbrien groede en kraftig humanistisk
Renaissaneekunst op. Piero della
Francesca - Elev af den dygtige florentinske
Maler Domenico Veneziano - blev
Personliggørelsen af den ny Kunsts energiske Stræben
fremad. Optaget ogsaa i Teorien (han skrev en
Afhandling) af den ny Kunsts Landvindinger,
malede han i klare Farver - i den ny Olie-
og Fernisteknik - formede sine Figurer
plastisk, i sikkert trukne Relieflinier, udviklede
Linie-, Luftperspektiven (Portrættets
Landskabsbaggrund), Clairobscuret og søgte med
ransagende Blik at nagle alt natursandt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
