Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilhænger af Revolutionen; hans klassisk
regelmæssige Heltespil støttes i
Genoprejsningsværket af en Række Stridsskrifter og Satirer i
Poesi og Prosa fra samme Haand og af hans
højst fængslende Selvbiografi.
Napoleonstiden betegner i det hele et
Tilbageskridt i Udviklingen for den ital. Litt.’s Vedk.
under den vaklende og nedkuende Tingenes
Tilstand og de svimlende hurtige ydre
Omskiftelser. Men Vincenzo Monti (1754-1828)
er en rig Digterbegavelse, proteusagtig i alle
Henseender undtagen i sit usvigelige
Formherredømme, noget i Lighed med en ital.
Baggesen. Urolig og højtbegavet som han er ogsaa
Ugo Foscolo (1778-1827), der giver saa
lødige Bidrag til I.’s Litteraturskat som de
pragtfulde Digtninge I Sepolcri og Le Grazie samt
Werther-Romanen Le ultime lettere di Jacopo
Ortis. Ippolito Pindemonte er
tiltalende ved sin milde Melankoli og Cesare
Arici ved elskværdige og følte Naturbilleder. Med
den genvakte Nationalfølelse følger en ivrig
Higen efter Sprogrenhed paa gl trecentistisk
Grund, især repræsenteret ved Puristen
Antonio Cesari (1760-1828). Og enkelte gode
Stilister optræder inden for Prosaen, navnlig
Historieskrivningen, fremmest Pietro
Giordani (1774-1848), Carlo Botta
(1766-1837), Vincenzo Coco (1770-1823) og
Pietro Colletta (1775-1831).
Kunsthistorikere med berettiget Anseelse er Luigi Lanzi
og Leopoldo Cicognara.
2) Romantikken. Under
Fremmedherredømmets Tryk efter Napoleon’s Fald hæver
der sig atter et større og livsfrodigere
Aandsliv, il Risorgimento i mere begrænset Bet. Det
er stærkt politisk farvet, fyldt af Tanken paa
Fædrelandets Løsrivelse fra Aaget og
Sammenslutning til national Enhed. Litterært
modtager det Indskydelser fra tysk, eng. og nyfr.
Digtning og Tænkning, og de andetsteds fra
kendte romantiske Idealer præger for største
Delen, hvad der frembringes i Tiden fra
Restaurationen til Februarrevolutionen. Det er
Milaneseren Giovanni Berchet (1783-1853), der
i I. først slaar til Lyd for Romantikkens Ideer.
Hans Lettera semiseria di Grisostomo gav
Stødet til en ivrig Kamp mellem Tilhængerne af
Klassicismen og de Revolutionære. Fra at være
litterær blev Kampen politisk, Romantiker
bliver synonym med liberal. Romantikernes
væsentlige Organ, Il conciliatore bliver forbudt,
dets Leder Silvio Pellico (1789-1854) fængslet.
Han har selv i Le mie prigioni givet en
interessant Skildring af sit Fængselsliv. Men den,
der i I. fremfor alle staar som den romantiske
Skoles Leder, er Alessandro Manzoni
(1785-1873), hvis berømte Roman, I promessi sposi,
første Gang udkommet 1827, men, omarbejdet af
ham selv i rent toskansk Sprog og udg.
1840-42, kom til at staa som Norm for det rene
moderne ital. Skriftsprog. Som Forbillede har
han særlig haft Walter Scott. Manzoni havde
tidligere udgivet Digtsamlingen Inni sacri, den
smukke berømte Ode ved Napoleon’s Død, Il
cinque maggio, og to hist. Tragedier. Som
Forfatter af hist. Romaner fik han adskillige
Efterfølgere: Tommaso Grossi (1790-1853), der
særlig er kendt for sin Roman Il Marco Visconti,
Massimo d’Azeglio (1798-1866), hvis Ettore
Fieramosca gjorde fortjent Lykke, og den særlig
som Historiker berømte Cesare Cantu
(1804-95). Romantiker, men ikke Tilhænger af
Manzoni var F. D. Guerrazzi (1804-74), der skrev
Romanen L’assedio di Firenze. Bl. a., der
mere eller mindre hører til den romantiske
Skole, kan af Lyrikere foruden Berchet og Grossi
nævnes Filologen og Digteren Niccolò
Tommaseo (1802-74) og Luigi Carrer (1801-50),
Tragediedigteren Giambattista Niccolini
(1782-1861), den politiske Agitator og
Litteraturkritiker Giuseppe Mazzini (1805-72), Historikeren
Gino Capponi, den en Tid meget læste Publicist
Vincenzo Gioberti (1801-52), og som en af de
allerforreste bl. disse Stridsmænd - baade paa
Vers og paa Prosa, baade med Pennen og det
mundtlige Ord - Giuseppe Giusti (1809-50),
den fortræffelige Satiriker og Folkeskribent.
Paa Overgangen mellem Romantismen og
Klassicismen staar Giacomo Leopardi
(1798-1837). Sygelig og ulykkelig bliver han Sorgens
og Dødens Sanger. Hans Digte, klassiske i
Formen, nærmest romantiske i Indhold, præges af
en meget rig Fantasi og har smukke og
farverige Naturbeskrivelser. Ogsaa hans
Prosaværker, særlig Lo Zibaldone, en Række Dialoger
og Tanker, viser ham som Klassiker i Formen.
Før 1848 havde Litt. for en stor Del været
politisk; romantisk ell. klassisk havde den
stillet sig i de patriotiske Ideers Tjeneste. Efter
Frihedsidealernes Gennembrud 1848-49
indtræder en Afmattelsens og Stilstandens Tid i
Litt. De romantiske Forf. udarter mere og
mere i Sentimentalitet og Kunstlethed. Dog
findes ikke faa Navne, som fortjener at nævnes:
Lyrikerne Giovanni Prati (1815-84), Aleardo
Aleardi (1812-78), Francesco dall’ Ongaro
(1808-73), og Giacomo Zanella (1820-88),
Dramatikerne Pietro Cossa (1830-81), T. Gherardi
del Testa (1818-81), og den meget skattede
Komediedigter Paolo Ferrari (1822-89). Gode
Selvbiografier har man af Billedhuggeren
Giovanni Dupré og af Litteraturhistorikeren L.
Settembrini og udmærkede kritiske Arbejder af
Francesco de Sanctis (1818-83), Grundlæggeren
i I. af den psykologiske Metode i Kritikken.
Omkr. 1860 kommer en stærk Reaktion mod
Romantikken, for Poesiens Vedk. en
Tilbagevenden til Klassicismens Former. Denne
Reaktion fik som ypperste Repræsentant den lærde
Filolog, Litteraturkender og beaandede Digter,
Giosuè Carducci (1836-1907), en ægte
Renaissanceskikkelse i moderne Stil. Hans Digte, fra
de af gr. og lat. Aand prægede Samlinger, som
Juvenilia, til hans Inno a Satana og Odi
barbare, hvor han ofte besynger ganske dagligdags
Episoder i gl gr. Form, hans Digte med
middelalderligt Emne og hans Fremstilling af den
fr. Revolution i ça ira, begejstrede hans
Samtid og øvede stor Indflydelse paa den. Af
Lyrikere maa foruden ham nævnes Giovanni
Pascoli (1855-1912), der regnes som det
moderne I.’s største Lyriker ved Siden af Carducci,
Ada Negri, Arturo Graf (1848-1913), Mario
Rapisardi, Olinda Guerrini, der skrev under
Pseudonymet Lorenzo Stecchetti (1845-1917),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
