Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af stor Bet., der giver Landskabet en
Farvepragt, som er ukendt i de nordligere Lande,
det giver Befolkningen et lettere og lysere Syn
paa Livet og hidlokker endelig aarlig Skarer
af Turister til dette Skønhedens Land.
Plantevækst. Ligesom i klimatisk
Henseende kan man ogsaa i floristisk Henseende
dele I. i 3 Bælter, et nordligt med delvis
mellemeuropæisk Præg, et Mellembælte, hvor
sydlige Planter efterhaanden bliver overvejende,
og et sydligt med udpræget Middelhavsflora.
En lgn. Inddeling faar man, naar man bestiger
de højere Bjerge imod S., saaledes f. Eks.
Ætna. I de lavere Egne træffes dyrkede
Marker og Frugthaver med stedsegrønne Træer
og i det hele den Plantevækst, der er bekendt
som den sydeuropæiske, men efterhaanden som
man stiger til Vejrs, forsvinder Dværgpalmer,
Daddelpalmer, Oliventræer og Oranger, og den
stedsegrønne Region har givet Plads for
sommergrønne Løvtræers, hvor man især finder Skove af
Kastanie og Bøg. Endnu højere oppe optræder
Fyrretræerne, som danner Skovgrænsen; en
egl. Naaletræsregion findes dog kun paa
Alperne. Over Skovgrænsen begynder den
træløse, alpine Region. I den stedsegrønne
Region er Vegetations tiden om Sommeren
afbrudt af den paa denne Aarstid herskende
Tørke. Om Efteraaret vaagner Plantelivet igen
til fornyet Virksomhed ved Indtrædelsen af
den rigeligere Regn i Septbr og Oktbr.
Vinteren bringer kun en ganske forbigaaende
Standsning, mange Planter blomstrer allerede
i Slutn. af Decbr ell. Jan.; i Apr. staar Landet
i sit skønneste Flor, og i Maj begynder
Plantevæksten allerede at fortørres. Mod
Sommertørken er Træerne beskyttede ved deres
læderagtige Blades tykke Overhud, der betydelig
hemmer Fordampningen. Skovene har i
denne Region en meget ringe Udbredelse; de
bestaar især af stedsegrønne Ege (Quercus Ilex
og Q. Pseudosuber) samt Aleppo-Fyr (Pinus
halepensis) og Pinje; dog er løvfældende Træer
ingenlunde udelukkede. Pinjen optræder i
størst Mængde i den rom. Kampagne og i
Arno-Dalen, men den er skovdannende endnu saa
langt mod N. som ved Po-Mundingen. Langt
større Arealer indtages af Maki’er, hvorved
forstaas Krat af stedsegrønne Buske og mindre
Træer, der sædvanlig er af en Højde paa 1-2
m efter Jordbundens ringere ell. bedre
Beskaffenhed. De danner ofte næsten
uigennemtrængelige Tykninger, der er omtr. værdiløse for
Mennesket. En stor Del af dem er opstaaede
ved skaanselløs Forhugning af Skovene,
hvorfor ogsaa forkrøblede Ege udgør en ikke
uvæsentlig Bestanddel af dem. Bl. de Arter,
hvoraf Maki’erne er sammensat, fremhæves: Erica
arborea, Pistacia Lentiscus (Mastixtræ),
Myrter, Træagtig Sneglebælg, Jordbærtræ,
Cistus-Arter, Rosmarin, Laurbær, Viburnum, Visse
etc. De udyrkede Strækninger, der ikke
optages af Skove ell. Maki’er, henligger som
Græsgange ell. Urtemarker, dannede af de
forsk. Stauder, saasom Lillier, Ærteblomstrede,
Kurveblomster, Læbeblomster o. a. Blomsterne
veksler fra Uge til Uge; først blomstrer
Løgvæksterne, derpaa, inden de større Stauder
endnu er komne i Vækst, spirer i de bare
Mellemrum imellem dem Mængder af enaarige
Planter, hvoriblandt talrige Græsarter. Til sidst
bommer Kurve- og Læbeblomsterne, og
mellem disse optræder en Del halvforveddede
Arter; endelig kommer Sommeren, og det hele
staar brunt og fortørret. Foruden de naturlige
Vegetationsformationer spiller Kulturplanterne
og forsk. Prydplanter en ikke ringe Rolle i det
ital. Landskab, og der er vel næppe noget
andet Land, hvor Mennesket i den Grad har
forandret den opr. Plantevækst. De forskelligste St.
i Verden har afgivet deres Bidrag til de
Planter, der nu anses som de for I. mest
karakteristiske. Med Oliventræet stiftede Romerne
saaledes først Bekendtskab c. 600 Aar f. Kr.,
dog var det muligvis hjemmehørende i
Syditalien, Citronen indførtes fra det tropiske
Asien i den rom. Kejsertid. Pomeransen paa
Korstogenes Tid, Appelsinen i 16. Aarh.,
Mandarinen i 19. Aarh. Fra det tropiske Asien
stammer ligeledes Ris, Bomuld og Sukkerrør,
fra Afrika Daddelpalmen og Papyrus, hvilken
sidste nu vokser vild paa Sicilien, fra Amerika
Figenkaktus og Agave. Tillige dyrkes en Del
løvfældende Træer, af hvilke maaske
Figentræet er opr. vildtvoksende, medens Mandel,
sort Morbær og Granatæbler er indførte fra de
østlige Middelhavsegne; det hvide Morbærtræ,
Fersken og Aprikos er fra Nordkinas
sommergrønne Region. Den stedsegrønne
Middelhavsflora er i sin typiske Skikkelse væsentlig
indskrænket til Sicilien og Syditalien. Som dens
Grænse kan Olivenkulturen sættes, der paa
Ætna indtræder ved 700 m, for det øvrige I.
ved gennemsnitlig 400 m o. H. I Mellemitalien
er Plantevæksten af en mere blandet Karakter,
idet de mindre haardføre Middelhavsplanter
mangler og vildtvoksende mellemeuropæiske
Arter optræder. Ved Terracina ser man endnu
Daddelpalmer og Oranger dyrkede paa
Friland, medens de i Rom kun findes enkeltvis
og paa særlig beskyttede Steder. Paa den
liguriske Kyst, den klimatiske Oase mod N.,
kommer den sydlige Plantevækst igen i hele sin
Fylde. Lgn. Forhold viser sig paa Østkysten.
Efter at den typiske Middelhavsflora er veget
for en Blandingsflora, kommer den igen paa
Sydsiden af Garganer-Halvøen for atter at vige
paa den øvrige Del af Kysten. Norditaliens
vildtvoksende Planter er ganske overvejende
af mellemeuropæisk Natur, og det er kun
enkelte fremskudte Arter af Kulturplanter, der
meddeler Landskabet dets sydlige Præg.
Makierne, den sydeuropæiske Vegetations mest
karakteristiske Formation, mangler ganske N. f.
Apenninerne. I Oldtiden var Norditalien
dækket af store Skove af Bøg, Eg og Kastanie, de
samme Træer, som nu danner
Hovedbestanddelen af Apenninernes Bjergskove; i Tidernes
Løb har Skoven maattet give Plads for
Kulturlandet, hvor navnlig Dyrkningen af det
hvide Morbærtræ for Silkeavlens Skyld giver
Landskabet et fra Mellemeuropa særdeles
afvigende Præg. De sommergrønne
Løvtræers Region, der omfatter de indre,
højereliggende Dele af Landet, er betinget af
Bjergegnenes rigeligere Nedslag i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
